Af Jacob Leth Halldorsson, formand for SAMDATA


Rigtigt mange af vores medlemmer mener simpelthen ikke længere, at et trykt magasin er bæredygtigt. Ikke alene forbruger det unødige ressourcer med tryk, der bliver også spildt unødig CO2 på at få det bragt ud til medlemmerne over hele landet. Forbrug og distribution af et trykt magasin er for mange et no-go.

Jeg synes, at de har en klar pointe.

Ikke alene lever det ikke op til de nødvendige krav om at tænke i bæredygtighed og klima, det er efter min mening heller ikke i takt med tiden eller økonomisk rentabelt. Så i bestyrelsen har vi taget beslutningen om at gå over til at levere nyheder og reportager online og ikke som hidtil i et trykt magasin, der udkommer fire gange om året.

I stedet for et magasin trykt på papir og bragt ud til brevsprækker skal vi i fremtiden levere vores medlemmer relevante nyheder og analyser i et online format. Det giver en lang række fordele, som ikke er til at komme uden om.

Langt mere tidssvarende

For det første ved vi, at rigtigt mange mennesker foretrækker at læse nyheder, når det passer ind i netop deres hverdag. Her er et trykt magasin ikke altid det mest praktiske. Hvis der opstår et uventet åndehul i kalenderen, kan det være, at magasinet ligger glemt derhjemme på køkkenbordet i stedet for i tasken.

Men det er bare ikke altid, at hverdagen ser sådan ud. I stedet læser mange mennesker deres nyheder på deres smartphone eller tablet på vej til og fra arbejde eller undervejs til møder. Bare prøv at se dig rundt omkring i bussen eller toget, når du selv er undervejs. Her skal vores nyheder og analyser være til stede og nemt tilgængelige for vores medlemmer i stedet for at vente derhjemme ved siden af bunken med alt det andet, man også lige skal have set igennem. Og vi hører fra en del af medlemmerne, at de ofte ikke når at finde tiden til magasinet.

Også indsigt og fordybelse online

For det andet kan vi med et online format levere medlemmerne hurtigere nyheder og analyser i takt med udviklingen. Vi kan i langt højere grad være med til at sætte vores markante bidrag til den offentlige diskussioner, når det gælder emner, som er vigtige for os i SAMDATA og hele HK. Det er kun muligt online.

Overgangen til et online format udelukker dog ikke, at vi også går i dybden med emner, der er vigtige for medlemmerne. Ganske som vi i magasinet indtil nu har sat fokus på sårbare unge, AI, efteruddannelser og andre relevante emner. Online skal vi også kunne levere den indsigt og viden, som vi gerne vil gemme til et par rolige timer med en kaffekop om søndagen. I stedet for et magasin på papir kan vi så bare tage den skærm, som lige passer bedst til det, uanset om det er en tablet, en smartphone eller en bærbar PC.


Jacob Leth Halldorsson, formand for SAMDATA

Jeg er måske et meget godt eksempel. Jeg hører ikke til de yngste generationer, så jeg kan godt huske tiden, før alt var online. Og alt måske ikke var så bæredygtigt tænkt. Til gengæld har jeg som mange på min alder en lyst og nysgerrighed på alt det nye, så i dag får jeg stort set alle mine nyheder og andet online. Jeg kan f.eks. næsten ikke huske, hvornår jeg sidst åbnede en papir avis.

Og selv har jeg det lige så fint med at sidde i min lænestol eller i bussen og bladre en artikel igennem på min tablet. På min telefon foretrækker jeg at læse de hurtige, hårde nyheder, der sjældent er så lange.

Vælg selv hvordan og hvornår

Min pointe er, at vi hver især har egne præferencer, og i et online format kan vi selv vælge. Jeg tror, at vi med et online format kan give vores medlemmer en langt større valgfrihed på, hvad de vil læse, og hvornår de vil læse det.

Som den tredje årsag eller den sidste dråbe, der fik bægret til at løbe over, er økonomien. De nye momsregler i postloven vil forøge vores omkostninger ved at trykke og sende det ud til medlemmerne uforholdsmæssigt meget. Forsendelsesomkostningerne stiger med hele 25 procent. Så sammen med de andre gode argumenter for at gå online, ville medlemmer simpelthen få for lidt for deres penge, hvis vi fortsatte med at levere et trykt magasin.

I forvejen bruger vi cirka halvdelen af magasinets budget på forsendelse, så hvis vi skulle have økonomien til at hænge sammen, ville vi skulle vælge imellem bare to eller tre årlige udgivelser. Eller vi skulle have færre sider eller indhold. Og det kompromis ville vi i bestyrelsen ikke ind i. Konsekvensen af det ville være, at vi ville have endnu sværere ved at levere et magasin, som ville have værdi for medlemmerne.

Ved at droppe et trykt magasin kan vi levere endnu mere journalistik indenfor det samme budget.

Online giver nye muligheder

Til sidst vil jeg nævne, at et trykt magasin har en anden svaghed i forhold til et online medie. I dag kan vi ikke se, hvis medlemmerne smider magasinet ud, fordi de ikke får det læst. Måske har de ikke engang åbnet det, fordi temaet ikke er relevant for dem. Med et online medie kan vi måle, hvilke artikler som læserne bedst kan lide. Vi kan se, hvad der bliver læst mest eller måske endda flere gange.

Ikke fordi vi vil kigge læserne over skuldrene, men det vil kunne hjælpe os til at levere den type indhold, som de gerne vil have.

Samtidig mener jeg, at vi i SAMDATA er særligt godt stillet til at tage springet. De fleste af os arbejder med teknologi til daglig. Vi er vant til at anvende skærme. Og de fleste af os har oplevet en verden, hvor teknologierne konstant har taget kvantespring fremad. Vi er åbne for at tage dem til os i det daglige.

Jeg håber, at vi i SAMDATA kan være med til at drage nogle erfaringer, som andre faggrupper i HK også kan have nytte af. Et online medie kan give os alle så mange flere muligheder og fordele end det trykte magasin.