HK.dk logo

Hvordan håndterer  du en doven kollega?

Har du en kollega, som du ikke synes arbejder nok eller ikke gør sit arbejde ordentligt? Det kan skyldes mange ting – og være svært at tackle. Få gode råd i temaet og se de fem ting, der får os til at opfatte kolleger som dovne.

5 ting, der får dig til at opfatte din kollega som doven

Du oplever, at din kollega:

1.       Ikke arbejder lige så meget som dig og undviger opgaver, der skal fordeles.

2.       Bruger tid på andre ting end arbejde – som syvkabale på computeren, SMS’er og Facebook.

3.       Arbejder langsomt eller ikke lever op til de deadlines, I har aftalt.

4.       Kommer for sent på arbejde eller for sent til møder med dig.

5.       Ofte melder sig syg.

Tjekliste: Det skal du overveje, når du opfatter din kollega som doven

Inden du begynder at anklage din kollega for at være doven, skal du overveje, hvad der kan ligge bag:

ü  Har din kollega problemer?: Hvis du oplever, at din kollega ændrer adfærd og pludselig arbejder langsommere, kommer for sent eller slet ikke laver sine opgaver, kan det skyldes alt mulig andet, end at han eller hun er doven. Måske har vedkommende problemer i privatlivet eller på jobbet eller er ved at gå ned med stress og kan slet ikke overskue arbejdet. Så har din kollega måske brug for din hjælp i stedet for din irritation.

ü  Har du for høje forventninger til dig selv?: Hvis du har meget høje forventninger til din egen arbejdsindsats, kan du ofte komme til at opfatte alle andre som dovne. Men du kan ikke overføre dine egne forventninger til dig selv på dine kollegaer. Og måske laver din kollega i øvrigt opgaver, du slet ikke ser eller er klar over. Så se indad og overvej, om det er dig selv, du skal arbejde lidt med.

ü  Er du stresset?: Hvis du har følelsen af, at du er den eneste, der kommer til tiden og laver dine opgaver, kan det også være et tegn på, at du selv er presset i privatlivet eller på jobbet. Hvis du føler dig stresset, er det dét, du skal tage hånd om – i stedet for at anklage din kollega for at være doven.

ü  Mangler der klare rammer på jobbet?: Det er din leders ansvar at lede og fordele arbejdet og beskrive de mål og rammer, som hver enkelt medarbejder og medarbejderne som helhed skal leve op til. Hvis din leder ikke har gjort det, kan der være usikkerhed om, hvad hver enkelt skal lave, og så kan du hurtigt komme til at føle, at du er den eneste, der laver noget. Men det er ikke din kollegas skyld. Det er noget, du må tage op med lederen.

Gode råd til at tackle situationen

Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel og erhvervspsykolog Camilla Raymond, der har skrevet bogen ”Arbejdsrelationer & relationsarbejde”, giver dig her en række gode råd til, hvordan du skal tackle det, hvis du oplever, at du har en doven kollega.

Sådan taler du med din leder om det: Din leder har ansvaret for at lede og fordele arbejdet og være tydelig og præcis omkring mål og rammer. Hvis du føler, at du trækker et stort læs alene, og at der er andre, der slipper lettere, eller hvis du på andre måder føler dig meget presset på jobbet, er det derfor din leder, du bør tale med.

Ø  Tag en stille og rolig snak med din chef.

Ø  Angiv ikke dine kolleger.  Tag i stedet udgangspunkt i dig selv, og hvordan du oplever dine egne arbejdsopgaver eller din egen arbejdsbyrde.

Ø  Forklar, at du føler, der bliver stillet for høje krav til dig, at du er usikker på mål og rammer for jobbet, eller at du har behov for hjælp til at prioritere opgaverne.

Ø  Vær konkret og giv eksempler fra hverdagen. (Bliv på din egen banehalvdel i stedet for at tale om Poul og Bente).

Ø  Bed om hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver, og sørg for, at I får forventningsafstemt, så du er helt klar over, hvad din chef forventer af dig.

Sådan taler du med din kollega om det: Hvis du er irriteret over en konkret situation, hvor du mener, din kollega ikke har løftet sin del af ansvaret for arbejdet, eller du oplever, at din kollega har ændret adfærd, kan du prøve at tage en snak direkte med vedkommende:

Ø  Vær aldrig anklagende, bebrejdende eller angribende i din måde at tale på. Sig ikke ting som: ”Du kommer aldrig til tiden” eller ”Hvorfor laver du ikke dit arbejde?”.

Ø  Vis omsorg og undersøg, om din kollega har det godt. Spørg: ”Jeg oplever, at du ikke har den samme energi, som du plejer. Jeg vil derfor bare høre, om du er okay? Eller om jeg kan hjælpe dig?”

Ø Eller tal ud fra nogle konkrete eksempler, så du er sikker på, din kollega forstår, hvad du mener: ”Jeg oplevede i går/i sidste uge, at du ... kan vi tale om det?” eller ”Jeg har nu et par gange stået alene med den og den opgave. Hvordan oplever du situationen?”

Sådan skal du IKKE tackle situationen

Det nytter ikke noget, at du:

·         Går længe og skummer indvendigt over en kollega, som du opfatter som doven. Så bliver du bare mere og mere indebrændt, og problemet bliver ikke løst.

·         Kommer med ironiske eller sarkastiske hentydninger til din kollega om, at han eller hun er for langsom, for doven, meget syg eller andet. Risikoen for, at din kollega over hovedet ikke fanger, hvad det er, du hentyder til, er stor.

·         Sladrer om den kollega, du opfatter som doven. Det kan udvikle sig til chikane eller mobning og påvirke arbejdsmiljøet meget negativt.

Sådan forebygger I den dårlige stemning

Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel og erhvervspsykolog Camilla Raymond, der har skrevet bogen ”Arbejdsrelationer & relationsarbejde” mener, at det er allerbedst at undgå en situation, hvor du og dine kolleger begynder at beskylde hinanden for at være dovne.
Det kan I gøre en række ting for at undgå på din arbejdsplads – og din leder skal gå i spidsen:

v  Ledelsen skal melde klart ud: Hvilke opgaver har denne afdeling eller dette team? Og hvad forventes der af jer?

v  De klare rammer og mål for jeres opgaver skal både meldes ud på gruppeniveau og til hver enkelt medarbejder (Til MUS-samtaler og i det daglige), så du og dine kolleger aldrig er i tvivl om, hvilke opgaver I har, og hvordan I skal prioritere dem.

v  Arbejder I i selvstyrende teams eller med individuelle opgaver, hvor lederen ikke har kendskab til detaljerne eller det daglige arbejde, skal lederen sørge for at følge op undervejs for at få feedback på, hvordan det går med arbejdsopgaverne, prioriteringen og arbejdsbyrden.

v  Det skal italesættes på arbejdspladsen, at alle er forskellige og kan have behov for at arbejde i forskelligt tempo.

v  Det bør være okay, at man som medarbejder i nogle perioder knokler, og man i andre perioder har lov til at puste ud. Der skal ikke gå prestige i, at alle medarbejdere skal løbe rundt og se fortravlede ud for at have værdi.

v  Tag det op i arbejdsgrupper på en temadag: Hvad skal man som medarbejder gøre, hvis man oplever at være presset eller føler, man er den eneste, der laver noget? Hvordan skal spillereglerne være på arbejdspladsen? Skal det altid gå igennem lederen, eller skal det være okay at tale direkte med en kollega, man er blevet irriteret på?

Hvor doven skal man være for at blive fyret?

Ø  Det kan man ikke sige noget generelt om. Det vil både komme an på lederen, og hvad man som medarbejder er ansat til at lave.

Ø  Det hører under ledelsesretten at lede og fordele arbejdet, og det er din leder, der har ansvaret for at beskrive mål og rammer for arbejdet.

Ø  Arbejdsopgaver og forventninger til medarbejderne bør dog beskrives i ansættelseskontrakten eller formuleres skriftligt på anden måde.

Ø  For hvis en leder vil afskedige en medarbejder for ikke at udføre sit job ordentligt, skal det kunne bevises, at medarbejderen har kendt til de arbejdsopgaver og forventninger, som han eller hun har skullet leve op til. Og at han eller hun i øvrigt har haft de rigtige rammer at udføre sit job indenfor.

 Kilde: Jeanette Hahnemann, faglig sekretær i HK Handel

Kan du selv blive fyret for
at ”angive” en doven kollega?

Ø Ja, det kan du i princippet godt risikere.

Ø  Hvis du hele tiden kommer rendende til din chef og brokker dig over dine kolleger, kan din chef blive irriteret og ende med at afskedige dig med henvisning til samarbejdsvanskeligheder (funktionærlovens paragraf 2b).

Ø  Din chef bør give dig advarsler (og altså mulighed for at rette op på det), inden en afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Ø  Og din chef skal også kunne argumentere for, at afskedigelsen er saglig.

Ø  Men et godt tip er, at du taler med din chef på dine egne vegne og får diskuteret arbejdspres eller dårligt arbejdsmiljø på en god og konstruktiv måde, i stedet for at du ender med at blive stemplet som ”brokkerøv” eller en, der sladrer om dine kolleger.

 Kilde: Jeanette Hahnemann, faglig sekretær i HK Handel.

Kilder til hele temaet: Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, Camilla Raymond, erhvervspsykolog og forfatter til bogen 'Arbejdsrelationer & relationsarbejde', Allan R. Cohen, professor, Babson College og forfatter til bogen Influence Without Authority og Susan David, grundlægger af organisationen Harvard/McLean Institute of Coaching (Harvard Business Review, hbr.org), barhandel.dk, trapned.dk, konfliktloesning.dk 

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Vi er ved telefonerne mandag til torsdag kl. 8-17. Fredag kl. 8-16.

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6-24.

Mit HK

Mit HK er din personlige side, hvor du kan fx kan se dine medlemsfordele, kurser og overenskomst.

Log på Mit HK

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Vi er ved telefonerne mandag til torsdag kl. 8-17. Fredag kl. 8-16.

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6-24.

Mit HK

Mit HK er din personlige side, hvor du kan fx kan se dine medlemsfordele, kurser og overenskomst.

Log på Mit HK

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk