HK.dk logo

Hvad gør du, hvis du synes, din kollega lugter?

Svedlugt, prutter og smaskelyde kan skabe dårligt arbejdsmiljø. Men hvordan taler du med din kollega om hans eller hendes lugt og vaner, hvis de generer dig? Få gode råd her, og se, hvordan HK Handels medlemmer vurderer kollegernes ulækre vaner.

Obs. Dette tema er fra 2015. Du skal være opmærksom på, at nogle regler kan have ændret sig siden da. Kontakt din lokale HK-afdeling på telefon 7011 4545, hvis du har spørgsmål til emnet.

Top 10

Det skal du være opmærksom på, hvis du vil genere dine kolleger mindst muligt

  1. Vær opmærksom på svedlugt
    Svedlugt kan virke meget generende for dine kollegaer og kunder. Hvis du ikke selv ved, om du lugter af sved, så tjek det ved at spørge en, du har tillid til.
  2. Brug ikke for kraftig parfume
    Kraftig parfume kan virke lige så generende på kolleger og kunder som svedlugt. Og det kan være direkte problematisk for dem, der har parfumeallergi. Igen kan du tjekke med en, du har tillid til, hvis du er i tvivl om, om din parfumelugt er for kraftig.
  3. Vask dit tøj
    Hvis dit tøj lugter surt eller grimt, kan det hurtigt skabe et dårligt indeklima på din arbejdsplads. Så sørg for at vaske dit tøj, og tør det i et godt ventileret rum.
  4. Tænk på din ånde
    Nogle har tendens til dårlig ånde, og de fleste lugter ud af munden, hvis de har spist hvidløg, fisk eller drukket meget kaffe. Så tænk over, at en tandbørste eller en pastil altid er god at have ved hånden, hvis du ikke vil irritere dine kolleger med lugten af dit seneste måltid.
  5. Hold næsepudsning og næsepilning for dig selv
    Hvis du pudser næse eller piller næse foran kolleger eller kunder, vil de oftest synes, det er ulækkert og tænke over smittefare. Især hvis du skal give dem hånd bagefter. Så sørg altid for at gå ud på toilettet, når du skal håndtere bussemænd og snot – så kan du også få vasket hænder bagefter.
  6. Gem prutterne og bøvserne
    Du ved det godt. Prutter og bøvser bliver ikke opfattet som særligt charmerende i andres selskab. Så gem dem, til du er for dig selv. Hvis de alligevel slipper ud, må du undskylde eller lade som ingenting, alt efter hvordan stemningen og kollegaerne er.
  7. Spis ikke ved dit skrivebord
    Det vil blive betragtet som asocialt og ofte ulækkert, hvis du spiser foran din computer eller et andet sted, hvor din smasken, knasen og madpakkelugt vil blive delt med andre (når det ikke er i kantinen eller frokostrummet).
  8. Drop avisen, når du er på toilettet
    Dine kolleger lægger mærke til dine toiletvaner, og de færreste synes, det er lækkert, hvis du tager de fælles aviser med på toilettet, sidder derude i meget lang tid, ikke slår toiletbrættet ned efter brug og glemmer at bruge toiletbørsten. Så husk at vise hensyn.
  9. Lad være med at klø dig
    Måske tænker du ikke over, at du kradser dig selv i håret, når du koncentrerer dig, eller at du en gang imellem klør dig selv i skridtet. Men generelt skal du lade være med at klø, kradse og røre dig selv på nogen måde, når du er på job, for ofte vil det få kolleger og kunder til at tro, du har dårlig hygiejne.
  10. Behold skoene på
    I butikken eller på lageret vil det af hensyn til sikkerhed og kunder aldrig komme på tale, at du smider skoene. Men du bør også beholde dem på hele dagen, hvis du arbejder på kontor. For kollegaerne har hverken lyst til at lugte til sure tæer eller se på, at du trisser rundt i strømpefødder.

Kilder: Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, Sanne Udsen, konsulent og forfatter til "Takt og tone i arbejdslivet" og erhvervspsykolog Kitty Dencker, forfatter til ”Kunsten at samarbejde”.

Så mange generes af kollegernes vaner

45 % af HK Handels medlemmer har eller har haft en kollega med en ulækker vane. Sådan fordelte de ulækre vaner sig:

  • Min kollega klipper negle på arbejdspladsen 2 %
  • Min kollega lugter dårligt 73 %
  • Min kollega har dårlig tandhygiejne 19 %
  • Min kollega har meget lange toiletbesøg 29 %
  • Andet: 28 %

34 % af medlemmerne, der har oplevet en ulækker vane hos en kollega, har talt med kollegaen om problemet. Det fik de overvejende gode resultater ud af

  • Det førte til en ubehagelig konfrontation mellem min kollega og jeg 10 %
  • Det førte til et forringet forhold mellem min kollega og jeg 18 %
  • Det førte til en generel snak om dårlige vaner/hygiejne på min arbejdsplads 26 %
  • Det førte til en ændret adfærd hos min kollega 41 %
  • Det førte til et forbedret forhold mellem min kollega og jeg 18 %
  • Andet: 18 %

1 ud af 20 danskere har en kollega, de konsekvent undgår, fordi de synes, vedkommende har dårlig hygiejne.

Kilde: Epinion for HK Handel (872 svar fra HK Handels medlemspanel) og Analyseinstituttet Wilke, 2012.

Do's and Dont's

DO’S: Hvad gør du, hvis du føler dig generet af en kollegas lugt eller vaner?

  • Vis dig som en god og omsorgsfuld kollega og gå direkte til den, det handler om. Selv om det kan være svært at tale om, er det vigtigt, du får det gjort, så din kollega ikke ender med at blive mobbet eller holdt udenfor.
  • Gør venligt din kollega opmærksom på, at han/hun lugter eller har vaner, der generer dig og læg op til, at vedkommende gør noget ved det, fordi du faktisk gerne vil have, han/hun er en del af fællesskabet på arbejdspladsen.
  • Vær med til at bakke op om en åben og ærlig samtalekultur på din arbejdsplads. Det gør det nemmere at tage svære emner op.
  • Tal med din chef, hvis du synes, det er helt umuligt at tale med din kollega om det. Chefen bør herefter undersøge sagen og tale på egne vegne: ”Jeg oplever at…”, så din kollega ikke får opfattelsen af at være blevet bagtalt af en hel flok kolleger.

DONT’S: Hvad skal du IKKE gøre?

  • Undgå din kollega.
  • Komme med din kritik af din kollega på en krænkende måde og for eksempel sige: ”Du stinker” eller ”Hvor er det klamt, når du tager avisen med ud på toilettet”.
  • Snakke med de andre kolleger om, at din kollega lugter eller har ulækre vaner.
  • Sørge for at din kollega indirekte får at vide, at du eller andre har talt om, at han eller hun lugter eller har ulækre vaner.
  • Rynke på næsen eller på anden måde vise fysisk afsky.
  • Tage problematikken op på et fællesmøde, hvis det kun drejer sig om én person, som vil føle sig udstillet.

Kilder: Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, Sanne Udsen, konsulent og forfatter til "Takt og tone i arbejdslivet" og erhvervspsykolog Kitty Dencker, forfatter til ”Kunsten at samarbejde”. 

Samtaleguide

- Sådan taler du med din kollega, hvis du er generet af hans/hendes lugt eller vaner

Lige meget, om det er din kollegas kraftige parfume, svedlugt, prutter eller spisevaner, du vil tage op, skal du gøre det på en respektfuld og omsorgsfuld måde. Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel og erhvervspsykolog Kitty Dencker, forfatter til ”Kunsten at samarbejde” giver dig her gode råd til samtalen. Du kan for eksempel bruge vendinger som:

  • ”Jeg har bemærket, du ofte lugter af sved sidst på dagen.” 
  • ”Måske er du ikke selv opmærksom på det, men din parfume er meget kraftig og kan virke generende.” 
  • ”Jeg har lagt mærke til, at du altid tager avisen ud på toilettet/ikke bruger toiletbørsten/sidder på toilet i meget lang tid, og jeg må indrømme, at det generer mig.”
  • ”Jeg vil gerne have lov til at tale med dig om, at jeg synes, det er ubehageligt, når du altid klør dig/spiser ved skrivebordet/stanger tænder.”

Og så bør du uanset emnet gøre din kollega opmærksom på, at du gerne vil ham/hende det godt, og at du tager problemet op for at sikre, at alle kan trives på arbejdspladsen.

  • ”Jeg siger ikke dette for at gøre dig ked af det eller genere dig. Jeg siger det, fordi jeg godt kan lide dig og gerne vil dig som kollega, og jeg tror, vi alle vil trives bedre, hvis du kan gøre noget ved problemet.”

Sanne Udsen, konsulent og forfatter til "Takt og tone i arbejdslivet" mener et godt alternativ er, at du går til din chef, som kan tage ansvaret for at tage samtalen. Chefen kan for eksempel sige:

  • ”Jeg har noteret mig, at du lugter, som om du ikke lige er trådt ud af bruseren. Det vil være ærgerligt, hvis det kommer til at skabe problemer for dig på arbejdspladsen i forhold til kunderne eller kollegerne, så derfor vil jeg lige tale med dig om, om du ved, hvad det skyldes? Og om der mon er noget, du kan gøre ved det? Hvis jeg kan være behjælpelig på nogen måde, må du sige til.” 

Sådan tager I det op på arbejdspladsen

Det er fjollet at lave en politik på arbejdspladsen, der siger, at ”Du må ikke lugte eller være ulækker på job”. For der er nok ikke nogen, der lugter eller med vilje opfører sig ulækkert. Folk har bare meget forskellige grænser. Men hvis I på arbejdspladsen får formuleret generelle retningslinjer, kan det blive nemmere at tage de svære samtaler. Så har både du og chefen dem at henvise til.

For eksempel kan man i en personalepolitik eller på et personalemøde godt gøre klart:

  • Det er vigtigt, at du har en god personlig hygiejne – både af hensyn til dine kolleger og til kunderne.
  • Her spiser man i kantinen/frokostrummet og ikke ved skrivebordet, ved kassen eller andre steder, hvor vi er i kontakt med kunderne.
  • Alle har brug for at gå på toilettet, men vi ser gerne, at man gemmer de lange toiletpauser og avislæsningen til uden for arbejdstiden.
  • Vi skal alle sørge for at tage hensyn til hinanden og efterlade de rum, vi har været i, så rene og ryddelige som muligt. Det gælder både i køkkenet/kantine, i pauserummet og på toiletterne.

Hvornår er noget ulækkert? Og hvornår er du bare sart?

Alle mennesker har individuelle grænser og kan have forskellige oplevelser af lugte, lyde og oplevelser. Derfor findes der ingen opskrift på, hvornår noget er for meget, og hvornår du er sart.

Erhvervspsykolog Kitty Dencker har en tommelfingerregel, du kan bruge:

Som udgangspunkt er man nødt til at stole på sit eget kompas. Hvornår synes jeg, en opførsel eller en lugt er for meget? Og så må man leve med at man kan få en tilbagemelding fra kollegaen, der hedder: Nu er du bare for sart. Men det er vigtigt at få meldt ud og renset luften. Tabuer kan man liste rundt om mange gange, men så vokser de sig større og større, fordi ingen tør røre ved dem.

Hvad gør du, hvis du får at vide af din kollega, at du lugter eller har ulækre vaner?

De færreste fortæller dig, at du lugter eller har generende vaner for at være ondskabsfulde. De gør det for at hjælpe dig. Så uanset hvor svært det er, er du nødt til at:

  • Sige: ”Tak fordi du gør mig opmærksom på det.”
  • Tænke: ”Min kollega siger det til mig for at være venlig.”
  • Prøve: At gøre noget praktisk ved din lugt eller generende vaner.
  • Lade være med: At tænke over, om der er blevet snakket om dig på arbejdspladsen. Vær glad for, at nogen gjorde dig opmærksom på problemet – og kom videre.

Sådan kommer du af med:

Dårlig ånde: Antibakteriel mundskylning er faktisk sjældent løsningen. Det bedste råd er at børste tænder og tunge flere gange om dagen – og bruge tandtråd. Dårlig ånde kan også skyldes tandkødsbetændelse eller andre betændelsestilstande, så en udredning hos tandlægen eller en øre-næse-hals-specialist kan være nødvendig. 

Svedlugt: Gå i bad hver dag og vask dig med sæbe. Undgå syntetisk tøj, som din hud ikke kan ånde i. Brug gerne en antiperspirant deodorant.  Meditation, yoga og åndedrætsøvelser kan hjælpe dig, hvis din sved skyldes stress. Hvis du cykler eller løber på arbejde i et tempo eller på en distance, der får dig til at svede meget, så sørg for at komme i god tid, så du kan komme i bad og skifte tøj.  

Fodsved: Vask fødderne grundigt om morgenen, når du alligevel er i bad. Tør dem lige så grundigt – også mellem tæerne. Brug gerne talkum på fødderne og lidt i strømpen, for det kan virke kølende. 

Kraftig parfumeduft: Begræns dig. Hvis du skifter parfume ofte, kan du nemmere selv mærke, om du lugter for kraftigt. Hvis du bruger den samme parfume i mange år, vænner du dig til den og kan ikke selv lugte den, lige meget hvor meget du sprayer på.
 

Kilder: samvirke.dk, videnskab.dk og sundhed.dk

Dårlige lugte påvirker din arbejdsevne

Peder Wolkoff, professor i indeklima ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har forsket i lugtes betydning på arbejdspladsen og svarer her på fem spørgsmål om, hvordan lugte kan påvirke din arbejdsevne. 

  1. HVILKE lugte påvirker os?
    Lugtnerven er ekstremt følsom, og der skal meget få lugtmolekyler til, før vi kan registrere dem. Men det er meget individuelt, hvordan vi bliver påvirket af lugte, om vi oplever, at noget lugter godt eller dårligt, og hvor intens lugten opleves. Den måde, hjernen behandler lugtene på, afhænger i høj grad af tidligere erfaringer og informationer, man har om lugten. Men som regel vil for eksempel duften af blomster og sommer være knyttet til en lykkefornemmelse, mens det modsatte er tilfældet med lugt af urin eller opkast. 
  2. Hvordan påvirker dårlige lugte os?
    Hvis du lugter noget, som du oplever negativt, kan det både påvirke din hjerterytme og dit blodtryk, og din krop kan blive mere stresset. Du kan også komme til at svede mere. Det værste er, hvis der er en konstant lugt på arbejdspladsen, som du ikke ved, hvor stammer fra. For så bliver det ikke bare et irritations- og distraktionsmoment, men hjernen begynder at arbejde med det, og du kommer til at tænker over: Hvor kommer det fra? Er det farligt? Det påvirker koncentrationsevnen. En vigtig pointe er, at lugte som sådan ikke er toksiske (giftige, red.). Det er meget små mængder af et duftstof, der skal til, for at det kan registreres og føles eventuelt ubehageligt, men rent toksikologisk er der generelt ikke en risiko. 
  3. Kan det påvirke ens arbejdsevne, hvis en kollega lugter dårligt?
    Ja. Hvis man har en kollega, der hver dag kommer med en lugt, som spredes og opleves som ubehagelig, vil det give et irritationsmoment. For det er svært at skille ad, at den dårlige lugt fra en kollega ikke nødvendigvis er knyttet til noget uhygiejnisk. Så man vil opleve det stærkt negativt. Det samme, hvis man har en kollega, der anvender en parfume, man ikke kan lide. 
  4. Hvordan kan man på arbejdspladsen sikre sig mod dårlige lugte? Det er vigtigt at sikre en god udluftning, så luften fortyndes med frisk luft; det er imidlertid ikke sikkert, at stærke lugte helt kan fjernes. Man kan bruge luftfriskere, men i mange tilfælde kan man ikke helt maskere en dårlig lugt. Og de duftstoffer, man bruger til det, kan også føre til negative oplevelser eller i nogle tilfælde være et problem hos astmatikere. Det allerbedste er altid at kunne fjerne kilden til lugten. 
  5. Hvorfor bør man tage problemet op, hvis en kollega lugter dårligt? Det påvirker vores arbejdsmiljø og daglige indsats, hvis vi har en kollega, der lugter meget dårligt. På lang sigt er det alt andet lige uhensigtsmæssigt og en dårlig investering, hvis vedkommende bliver ved med at afgive ubehagelig lugt. Vi bør derfor tage en snak med pågældende kollega. Det er jo ikke sikkert, det er et hygiejnisk problem. For eksempel kan svedlugt være stressbetinget eller skyldes sygdom. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at inddrage en arbejdsmiljø-repræsentant eller kolleganetværk for at finde løsninger.

Kilder: Merete Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, Sanne Udsen, konsulent og forfatter til blandt andet "Takt og tone i arbejdslivet", Peder Wolkoff, professor i indeklima ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, erhvervspsykolog Kitty Dencker, der er medforfatter til bogen 'Kunsten at samarbejde', videnskab.dk, sundhed.dk, tandlaegeforeningen.dk, nfa.dk.

Læs også

Hvornår er du pæn nok til at tage på arbejde?

Er tatoveringer og piercinger stadig et no-go på jobbet? Kan chefen lave dresscode og bestemme
over alt fra dit tøj til dit hår? Læs med og bliv klædt på til jobbet her.

Butiksassistent  - HK fagforening

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk