Formål med guiden
I denne guide kan du læse om nogle væsentlige forhold for dig, hvis regeringen beslutter, at din arbejdsplads skal flytte. Det gælder særligt i forhold til at skulle træffe den meget vanskelige beslutning, om du kan flytte med eller ej.
I HK Stat vil vi gøre alt, hvad vi kan for at støtte og rådgive dig og dine kolleger bedst muligt - uanset om du/I flytter med eller ej.
Baggrunden er, at regeringen 1. oktober 2015 præsenterede en plan for udflytning af statslige arbejdspladser og endnu en plan 17. januar 2018. Selv om udflytningen i sidste ende er et politisk spørgsmål, har HK Stat løbende haft klare holdninger til ordentlighed, saglighed og redelighed, når politikerne vælger at benytte deres ret som demokratisk valgte til at udflytte statslige arbejdspladser.
Vi har således løbende krævet en gennemtænkt og begrundet helhedsplan samt størst mulig tryghed for alle berørte medarbejdere og særskilt finansiering af udflytningen.
Uanset hvad politikerne måtte beslutte, vil HK Stat støtte medlemmerne og de tillidsvalgte så godt som muligt i den kommende tid. Det gælder alle berørte – herunder både de medlemmer, der ikke kan flytte med, og de medlemmer, der vælger at flytte med.
Guiden er primært skrevet til medlemmer, der er overenskomstansatte funktionærer, men ikke er tjenestemænd. Er du tjenestemand, gælder der særlige regler omkring flytning. Hvis du som tjenestemand fx er medlem af HK-afdelingen Trafik & Jernbane, er du velkommen til at kontakte din HK-afdeling, hvis du er i tvivl om reglerne. Se også Trafik & Jernbanes oversigt over begreber, der har betydning for dig som tjenestemand.
Der gælder også særlige forhold for elever, fleksjobbere, tillidsvalgte og ansatte på særlige vilkår, som ligeledes bør kontakte den lokale HK-afdeling.
Guiden tager udgangspunkt i de regler, som gælder på området i dag. Der findes et omfattende regelsæt, som staten skal følge, og som på visse områder sikrer, at der ikke sker vilkårligheder. HK vil hjælpe dig og dine kolleger, hvis I oplever vilkårligheder. Sker der ændringer, følger vi op hurtigst muligt.
I skal også være opmærksomme på, om der vil blive aftalt bedre vilkår på jeres arbejdsplads (læs mere om vilkår i guide til TR).
Under alle omstændigheder anbefaler vi, at din tillidsrepræsentant på arbejdspladsen (eller HK-gruppen i fællesskab, hvis du ikke har en tillidsrepræsentant) hurtigst muligt tager kontakt til den lokale HK-afdeling, hvis hele eller dele af jeres arbejdsplads udpeges til at skulle flytte, for at få råd og vejledning. HK-afdelingen deltager gerne i klubmøder om emnet med kort varsel.
Såfremt din ledelse ikke allerede har indkaldt til et ekstraordinært SU-møde, anbefaler HK Stat, at I og jeres kolleger fra andre faggrupper snarest muligt rejser udflytningsspørgsmålet over for ledelsen i SU og andre fora med henblik på at få aftalt retningslinjer og rammer for processen (se senere om relevante temaer, der kan rejses). Den lokale HK-afdeling kan hjælpe med gode råd i den forbindelse.
Se Samarbejdssekretariatets folder Husk Samarbejdsudvalget, når arbejdspladsen flytter (2018). Folderen indeholder relevante uddrag fra Samarbejdsaftalen og giver på baggrund af erfaringer fra første flytterunde gode råd og inspiration til SU's arbejde i flytteprocessen.
Du kan naturligvis også altid selv kontakte HK for mere information.