billede af panos

Panos Holst Mitkas har haft en privat lønforsikring gennem mange år. Men med indførslen af HK Kollektiv Lønforsikring, som de fleste erhvervsaktive HK Privat-medlemmer er omfattet af, har han droppet den private lønforsikring. På det privatøkonomiske budget betyder det, at han nu betaler 79 kroner om måneden for at være forsikret ved arbejdsløshed mod tidligere cirka 800 kroner.

- Når man har familie og forpligtelser, så vil man gerne sikre sig. Den private lønforsikring var steget meget, og som min kone sagde: ”Hvor mange månedslønninger har du efterhånden brugt på at betale til lønforsikring”. Derfor var det bare dejligt, da jeg fik en mail, om at jeg nu kunne blive forsikret gennem HK for kun 79 kroner, forklarer Panos Holst Mitkas.
Han er 50 år, uddannet datamekaniker og arbejder som lead solution architect hos det verdensomspændende speditionsfirma DSV. Her er han med til at få it-systemerne til at tale sammen, både når der bliver indført nye systemer, og når nye og gamle systemer skal integreres.

- Jeg har aldrig haft brug for lønforsikringen, men det er lidt samme princip som når man tegner en kasko- eller livsforsikring. Man håber ikke, at man ikke får brug for den, men der er ingen, der ved, hvordan verden kan se ud i morgen.