salli stort billede

31-årige Salli Sørensen har altid haft nemt ved at finde jobs. Og hun fortæller, at hun har været vant til at blive anbefalet til nye stillinger, når hun har stået og manglet arbejde. Derfor kom det bag på hende, da hun ved udløbet af et barselsvikariat hos Radiometer i Brønshøj ikke straks fandt et nyt job. I Radiometer havde Salli blandt andet arbejdet med salg af blodanalyseapparater til Italien. I den forbindelse havde hun været vidne til, hvordan den italienske efterspørgsel på Radiometers medicinske udstyr blev voldsomt forøget i februar og marts, hvor især Norditalien blev meget hårdt ramt af coronavirus. Men som så mange andre kom det alligevel bag på hende, at virussen også skulle få så drastisk indflydelse på det danske samfund.

- Jeg ville egentlig have søgt et nyt job i løbet af den ferie, jeg havde til gode efter afslutningen på min kontrakt. Men lige midt i ferien blev hele Danmark - og dermed også arbejdsmarkedet - lukket ned på grund af corona. Så var det jo pludselig lidt dumt, at jeg ikke havde fået søgt forinden, forklarer Salli Sørensen, som er både detail- og kontoruddannet. Med hus under renovering, en datter på fem år og en nyanskaffet hund i husstanden har Salli og hendes kæreste rigeligt med faste udgifter. Derfor blev hun meget glad, da hun fandt ud af, at HK Kollektiv Lønforsikring gav hende 4.917 kroner oveni dagpengene på 19.066 kroner om måneden.

- Lønforsikringen har betydet, at jeg ikke har oplevet en nedgang i vores levestandard. Der har været råd til lidt sjov fredag og lørdag aften, til at min datter kan plage om diverse ting, når vi er ude at købe ind, og at vi kan tage på en miniferie i Jylland. Kunne min familie og jeg have gjort de ting, hvis det ikke var for lønforsikringen? Det er ikke sikkert, fortæller Salli Sørensen.

Ro til at søge nyt arbejde 

Den økonomiske gevinst ved en lønforsikring er åbenlys, men der er også andre fordele, oplever Salli Sørensen.

- Jeg har ikke skullet stresse over at finde et nyt job. Og under coronanedlukningen, hvor min datter var sendt hjem fra børnehaven, har jeg med ro i sindet kunnet fokusere på at være en tilstedeværende mor for mit barn. I stedet for bare at skulle finde noget for enhver pris har jeg kunnet fokusere på at finde det rigtige job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer bedst muligt, siger Salli Sørensen, der under sin ledighedsperiode også har færdiggjort en seks ugers jobrettet uddannelse i kommunikation. Det kom til at passe sådan, at Salli Sørensen landede det rigtige job ganske kort tid efter, at hendes ret til lønforsikring udløb - man kan maksimalt få lønforsikring i 6 måneder. Den 1. december begyndte hun i en fast stilling som konsulentkoordinator i en it-virksomhed og dermed påbegynder hun en ny optjeningsperiode til igen at kunne få HK Kollektiv lønforsikring om et års tid, hvis det skulle gå galt igen.

- Jeg satser klart på at blive i mit nye job længe. Men ingen ved jo, hvor længe coronakrisen kommer til at vare, så ingen kan føle sig helt sikre i deres job. Derfor er det en tryghed at vide, at lønforsikringen er der igen, hvis man skulle få brug for den i fremtiden.