Opgaver og kompetencer i fremtiden
It- og digitaliseringsfunktionens opgaver spænder vidt - fra strategiske processer om digitalisering af kommunens kerneydelser, over leverandør- og it-styring til drift af it-systemer og vejledning og rådgivning af medarbejdere og borgere.
Det store spænd i opgaver giver et ligeså stort spænd i kompetencerne. Som medarbejder i it- og digitaliseringsfunktionen skal du være med til at skabe forandringer og forløse digitale effektiviseringspotentialer. Du skal kunne forstå og hjælpe både it-leverandørerne, forretningen og de enkelte brugere, hvad enten det handler om et nyt it-system til hele kommunen eller en medarbejder, der ikke kan få opdateret sin telefon.
It- og digitaliseringsfunktionerne består oftest af medarbejdere med forskellige baggrunde og kompetencer. Der er jer med stor teknisk viden og kendskab til drift og it-systemer, jer med analytiske kompetencer samt alle jer, der har en generalisttilgang og større fokus på projektarbejde og de tværgående perspektiver ved it.
De forskellige fagligheder er hver for sig vigtige, men skal samtidig kunne samarbejde både internt, med resten af kommunen og andre kommunale it-medarbejdere. Det er afgørende, at du forstår helheden i it- og digitaliseringsfunktionens opgaver og ved, hvornår du skal trække på andres kompetencer, når opgaverne skal løses.
Tjek de 5 kompetenceprofiler og brug dem eksempelvis, hvis du skal til MUS-samtale eller I er i gang med en udviklingsproces, hvor du kan spille ind med det du kan.