Lise Rask
Underviser i faget Produktions- og kvalitetsstyring på Københavns Professionshøjskole
Hvad lærer man i faget Produktions- og kvalitetsstyring?
Laboranter bliver præsenteret for sop’er (standard operating procedure), som de skal følge uden at stille spørgsmål. Her uddanner vi de studerende til at varetage mere komplekse opgaver og et større ansvar end laboranter. Derfor underviser vi dem i metoder for, hvordan virksomheder omsætter krav fra myndighederne til et egentligt kvalitetsstyringssystem, der sikrer, at virksomhedens produkter holder kvaliteten.
Hvad kunne det fx være?
Vi underviser på tværs af de forskellige regelsæt, der findes. De lærer fx om gmp (good manufacturing practice), glp (god laboratorie praksis) og ISO-17025 (kvalitetssikringskrav til laboratorier, der sælger analyser). Det svarer til at lære færdselsloven. Det er abstrakt, men også meget lavpraktisk. I faget lærer vi dels at forstå regelsættene - og de forskellige typer sprogbrug. Selv om 80 % af reglerne er det samme, har regelsættene forskellig sprogbrug, så der er et stort oversættelsesarbejde. De lærer simpelthen det sprog, der bliver brugt. Af og til udvikler vi en parlør.
Og så arbejder vi med cases og folder reglerne ud, så de studerende får lov at arbejde med, hvordan det skal gøres. Fx har jeg en case, hvor en lille virksomhed gerne vil indføre kvalitetsstyring, og de studerende får lov at arbejde med, hvordan det skal gøres, hvilke regler der er, og hvad det så stiller af krav til virksomheden.
Vi forbereder dem også på, hvad der sker til en audit på et generelt plan. Det handler om at forstå set-up’et, hvilke strategier der typisk anvendes ved audit, herunder når myndighederne kommer og kontrollerer, om virksomheden lever op til kravene.
Hvor svært er faget?
Det er ikke svært. Der er rigtig meget at læse og meget begrebsdannelse, men det er en anden form for læring end fx matematik. Selv om det ikke er et klassisk laborantfag med tal og kurver, så kan dem, der har mødt kvalitetsstyring i deres arbejde, trække paralleller, og derfor har de et fortrin over nyuddannede laboranter.
Hvor lang tid skal man afsætte til DET?
Der er 40 lektioner i alt og maksimalt to timers lektielæsning per lektion.
Hvilke jobmuligheder giver faget?
Man kan give sin jobfunktion en retning og gå fra laboratorie til kontor og få job som fx kvalitetskoordinator. Det er en, som udvikler, implementerer og drifter et kvalitetsstyringssystem.
Hvad kan HK’ere bruge det til i praksis?
Man lærer, hvorfor man bliver sat til at efterleve en masse regler - og man kan tone sin jobfunktion, så man kan komme fra laboratorie til kontor og blive ”skrivebordslaborant”.
Hvordan kan man holde sig opdateret i faget?
Kravene udvikler sig så hurtigt, at jeg for mange år siden opgav at følge med i de nyeste myndighedskrav. Jeg ser mere faget som et metodefag, hvor vi arbejder med kerneprocesserne. Der er ikke noget sted, som giver et samlet overblik over alle de forskellige regelsæt og de nyeste trends. Det fungerer meget brancheopdelt.