HK.dk logo

- Uden engagement dør bevægelsen

09. februar 2016  |  Nordjylland  |  HK Kommunal  | 

INTERVIEW - Levende debat er en mangelvare, mener Brian Andersen. I marts forlader han formandsposten hos HK Kommunal Nordjylland for at gå på efterløn.

- Debat kvalificerer beslutningerne, siger Brian Andersen, der i marts forlader formandsposten i HK Kommunal Nordjylland.

 

- Uden engagement fra medlemmerne fungerer demokratiet ikke. Og så dør fagbevægelsen!

63-årige Brian Andersen er ved at gøre regnebrættet op. 8. marts lader han efter elleve år formandsposten for HK Kommunal Nordjylland gå videre, når han på generalforsamlingen falder for HK’s interne aldersregler og derfor ikke stiller op til genvalg. Dermed er der sat punktum for mere end 30 år som tillidsvalgt repræsentant for kommunalt og regionalt ansatte HK’ere i det nordjyske.

Mange flere burde engagere sig levende i arbejdet for at udvikle organisationen, fordi det giver styrke til indsatsen for gode løn- og arbejdsvilkår. Og til at trække det danske samfund tilbage på et solidarisk spor, mener han.

- Når vi i dag mødes til generalforsamlinger og kongresser er der kun meget lidt – eller slet ingen – debat, forklarer han.

- Det var helt anderledes tidligere, hvor vi f.eks. på en kongres skulle tage stilling til hundrede forslag, der alle sammen var diskuteret i arbejdspladsklubber og afdelinger. Og alle sammen bundede i ønsker om at forandre. Behandlingen af forslagene blev fulgt tæt af de klubber og medlemmer, der havde fremsat dem.
På den nyligt overståede kongres i HK Kommunal var der således 17 forslag; de seks blev trukket tilbage, og af de resterende var syv fra Nordjylland.

- Arbejdspladsklubber og afdelinger skal give sig den tid, det tager, at engagere medlemmerne og diskutere om noget skal ændres eller gøres anderledes. Det kvalificerer beslutningerne, siger den afgående formand.

Holder sig ikke tilbage
Ingen kan imidlertid beskylde Brian Andersen for mangel på engagement.

Han er ikke den, der holder sine synspunkter tilbage. Hverken på møder eller som flittig læserbrevsskribent i dagspressen.

- Jeg har altid set det som vigtigt at fremføre synspunkter på medlemmernes vegne og være med til at præge den offentlige debat. Beslutningstagerne og offentligheden skal kende vores holdninger, siger han.

Det demonstrerede han, da politikerne på Christiansborg besluttede at flytte opgaver med udbetaling af pensioner og boligstøtte fra kommunerne til det nyoprettede Udbetaling Danmark, et selskab under ATP.

- Grundlaget for den beslutning var helt forfejlet, siger Brian Andersen.

- Man tog udgangspunkt i en virkelighed, der ikke eksisterede. Såkaldte eksperter regnede sig frem til, at kommunerne kunne spare 300 millioner kroner, men faktum blev, at de tabte penge. De nordjyske kommuner skulle til sammen af med omkring 50 millioner kroner for at overlade opgaverne til Udbetaling Danmark.

Også i forhold til det borgernære og borgerbetjeningen var beslutningen forkert, mener Brian Andersen.

- Det er selvfølgelig rigtigt at digitalisere. Men at overlade borgere til at klare sig selv digitalt, når de skal have ydelser fra det offentlige, kan ikke undgå at hægte nogle af. Mange borgere – ikke mindst de svageste – har brug for personlig betjening med hjælp og støtte fra et levende menneske. Ansigt til ansigt. Det er ikke anstændigt at fratage dem den mulighed.

Når det alligevel sker, skyldes det ikke mindst, at politikerne lader sig styre af eksperter og embedsfolk, som udarbejder en lind strøm af rapporter, mener Brian Andersen.

- Jeg tror ikke, at politikerne overkommer at sætte sig ordentlig ind i sagerne, inden de træffer beslutninger. Derfor bliver eksperternes konklusioner til politik og lovgivning på bekostning af holdninger. Desuden flagrer mange politikere efter den øjeblikkelige folkestemning, som den fx kommer til udtryk på Facebook.

- Resultatet bliver, at politikken ofte bliver for lidt gennemtænkt.

På trods af Brian Andersens ihærdige argumenter i dagspressen og breve til politikerne mod at flytte de kommunale opgaver, blev Udbetaling Danmark en realitet. Alligevel er han delvis tilfreds.

- Vi vandt anden halvleg, siger han i dag.

Planen om også at flytte kommunale opgaver med at udbetale kontanthjælp og sygedagpenge blev nemlig droppet, og det tilskriver Brian Andersen ikke mindst et godt samspil med de nordjyske borgmestre.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det rykkede, at vi talte sammen med nordjyske borgmestre om sagen og at de derefter bearbejdede deres partifæller på Christiansborg, siger han.

Psykisk arbejdsmiljø lider
At nedskæringer i antallet af HK-ansatte i kommunerne har ramt arbejdsmiljø og borgerservice, har Brian Andersen gang på gang gjort opmærksom på.

- Administration har desværre gennem mange år været fast offer, når politikerne skulle skære i budgetterne. Og det selvom 85 procent af den kommunale administration er direkte rettet mod borgerne, siger Brian Andersen, der selv startede sin professionelle karriere som sagsbehandler i Aalborg Kommunes socialforvaltning i 1980. Fire år senere blev han valgt som tillidsrepræsentant, et hverv han beholdt indtil han i 2009 stoppede jobbet for at blive fuldtids HK-politiker.

- I dag er der skåret helt ind i benet i kommunernes administration, og det har forringet arbejdsmiljøet for de ansatte. Med det psykiske arbejdsmiljø går det den helt forkerte vej. Der ligger i dag et stort pres på den enkelte og mange døjer med stress.

Langt hen ad vejen skyldes det, at alt for meget i dag handler om økonomi og bundlinje i stedet for mennesker. Også i det offentlige, mener Brian Andersen.

- Se bare hvordan man høster ventede gevinster ved f.eks. digitalisering, inden de viser sig. Det går jo ud over både ansatte og borgere. Desuden lægger regeringen stramme bånd på kommunernes økonomi, så de må justere på de eneste skruer de har, nemlig serviceniveau og antallet af ansatte.

Han peger på de stramme økonomiaftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, der tvinger kommunerne til at spare, og på det såkaldte ”omprioriteringsbidrag,” hvor den nuværende regering opkræver 1 procent af kommunebudgettet.

- Det er en uholdbar udvikling. Der er brug for et kommunalt oprør. Kommunerne og arbejderbevægelsen skal kæmpe for genetablering af det kommunale selvstyre og et anstændigt serviceniveau, siger Brian Andersen.

Mere solidaritet, tak
I det hele taget, ser Brian Andersen gerne samfundsudviklingen skifte spor.

- Samfundet bevæger sig desværre i en stadig mere usolidarisk og individuel retning. Mange sætter i dag et egoistisk regnestykke op og tænker ’hvad jeg får ud af det.’ Men hele vores velfærdssamfund er jo bygget på solidaritet og at de stærke skal tage hånd om de svage; at alle skal sikres lige muligheder, også dem, der i udgangspunktet ikke er blandt de privilegerede.

- Jeg er for solidaritet og fællesskab, erklærer Brian Andersen, der ikke bryder sig om den megen fokus på skattenedsættelser:

- Lavere skatteindtægter går ud over velfærden og risikerer at trække samfundet helt skævt. Jeg er bange for en amerikanisering, hvor den enkelte må forsikre sig til tryghed. Det rammer de svageste, dem uden overskud til at forsikre sig.

Derfor handler ’fagbevægelse’ for Brian Andersen ikke udelukkende om kampen for gode løn- og arbejdsforhold. Det handler også om politik:

-Der er masser af penge i samfundet, men fordelingen er blevet mere skæv. Fagbevægelsen skal tage kampen om fordeling op med ny styrke.

Individualiseringen er imidlertid også en udfordring for fagbevægelsen, erkender han.

- Mange vælger desværre rigtige overenskomst-fagforeninger fra for at spare penge her og nu. Men det individuelle ”kan-det-betale-sig”-regnestykke holder ikke i det lange løb. Med færre medlemmer bliver fagforeningerne svækket. Og det presser vores løn- og arbejdsforhold.

- Det er svært at vende udviklingen, men fagbevægelsen bliver nødt til at gøre det, ellers er den død, siger Brian Andersen.

Selvom han nu lægger sin mangeårige indsats i HK bag sig, agter han ikke at læne sig tilbage. Den offentlige debat vil han gennem læserbreve fortsat deltage i, selvom rollen bliver privatpersonens.

Og så vil han gerne bruge mere tid på politik. Men det bliver bag kulissen hos Socialdemokraterne, hvor han hører til, pointerer han:

- Jeg har ingen tanker om at stille op til politiske poster. Jeg vil nyde selv at kunne bestemme, hvad der skal stå i kalenderen og engagere mig i det, jeg finder vigtigt.

 

Afskedsreception

Der bliver mulighed for at sige Brian Andersen tak for indsatsen, når HK Nordjylland holder afskedsreception fredag den 11. marts kl 13-17 i HK-huset, Gartnervej 30 i Aalborg. Deltagelse skal meldes i forvejen til 20lt@hk.dk.


Aktuelt


OK18: Kommuneforhandlerne afventer gennembrud i staten

Fire timers forhandlinger med KL gav ikke konkrete resultater for HK Kommunal og de øvrige...

OK18

Lokaldemokratiet lever i HK Nordjylland

Lokaldemokratiet lever i HK Nordjylland, også langt væk fra regionshovedstaden Aalborg. Der var...


Belønning for at kvitte cigaretter

En række kommuner skal deltage i et forskningsprojekt, der skal undersøge om en økonomisk...

Din krop Sygdom

 Se flere aktuelt

Netværksdebat


Vi fandt ikke nogen debatter om emnet under Netværk. Hvis du har noget, du gerne vil diskutere med andre, kan du selv oprette et indlæg under et af netværkene.

 Se mere under Netværk

Andre artikler


Aktuelt

OK18: Kommuneforhandlerne afventer gennembrud i staten

Fire timers forhandlinger med KL gav ikke konkrete resultater for HK Kommunal og de øvrige...

OK18

Lokaldemokratiet lever i HK Nordjylland

Lokaldemokratiet lever i HK Nordjylland, også langt væk fra regionshovedstaden Aalborg. Der var...


Belønning for at kvitte cigaretter

En række kommuner skal deltage i et forskningsprojekt, der skal undersøge om en økonomisk...

Din krop Sygdom

 Se flere aktuelt
Netværksdebat

Vi fandt ikke nogen debatter om emnet under Netværk. Hvis du har noget, du gerne vil diskutere med andre, kan du selv oprette et indlæg under et af netværkene.

 Se mere under Netværk
Andre artikler

Send besked til forfatter


Annuller

Brug for HK?

Ring til os

HK's fagforening: 7011 4545

Lukket i dag

HK's a-kasse: 7010 6789

Lukket i dag

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk