Rejserådgiver og jordemoder: Stop presset på de offentligt ansatte!
Foto: Claus Bech
Bettina Bruhn, rejserådgiver i DSB på Københavns Hovedbanegård, medlem af HK Stat:
Jeg savner nogen, der siger: ’Nu er det simpelthen nok!’ Jeg ønsker ikke at ramme nogen, men måske er en strejke den eneste måde, vi kan blive hørt på. Vores forfædre har kæmpet for det samfund, vi har i dag, som er ved at blive fuldstændig ødelagt.
Jeg synes, vi skal finde kampgejsten frem. Regeringen er konstant efter de offentligt ansatte. Vi bliver presset på så mange fronter. Løhde siger, at vi vil have og have og ikke give. Det er groft! Hun ved ikke, hvad hun snakker om. Vi ligger sgu ikke på den lade side her i DSB. Der er ikke nogen i det offentlige, der sidder med benene oppe og drikker kaffe.
Jeg kan ikke lide idéen om, at man hele tiden skal presse det offentlige og nærmest vil afskaffe det. Det hele burde vendes på hovedet og tænkes forfra. Hvorfor bliver offentligt ansattes arbejde ikke værdsat og lønnet bedre? Vores velfærdssamfund ER det offentlige. Bliver den offentlige sektor presset i bund både menneskeligt og økonomisk, har vi ikke noget velfærdssamfund mere.
Dorthe Minet Andersen, jordemoder på Herlev Hospital, medlem af Jordemoderforeningen:
En fødsel er ikke bare et nyt lille liv, der kommer til verden. Det er også forældre, der skal have lov til at lære deres barn at kende i et trygt forum, hvor der er tid og plads til usikkerhed, spørgsmål og amning. Det er ikke altid nemt at få etableret amning. Det kræver ro og omsorg.
I dagens Danmark er omsorgen for nybagte forældre nedprioriteret. Sundhedsstyrelsen anbefaler amning, men vi giver ikke mulighed for ordentlig støtte og hjælp. Ofte bliver jordemoderen, der har været med til fødslen, hurtigt presset videre til næste forløb, og barselstilbuddet er skåret helt ind til benet. Nye forældre skal klare meget selv. Tit har man som jordemoder en oplevelse af ikke at gøre forløbet ordentligt færdigt. Det er utilfredsstillende for jordemoderen og ikke mindst for den nybagte familie.
Jeg opfordrer arbejdsgiverne til at skabe bedre arbejdsforhold for jordemødre og andre faggrupper på hospitalerne, så vi kan fastholde personale og ikke skal betale dyre vikarer, som vi gør nu. Bedre arbejdsforhold er forudsætningen for, at vi kan skabe bedre vilkår for Danmarks nye familier med vægt på tid og omsorg.