Sygeplejerske og kontorfuldmægtig: Nok er nok!

Foto: Claus Bech

Morten Lendal Petersen, sygeplejerske på Rigshospitalet, medlem af Dansk Sygeplejeråd:

Vi er flere end 50.000 i samfundet. I kender os godt. Sygeplejerskerne. På et eller andet tidspunkt i jeres liv kommer I til at stifte bekendtskab med os. Ved fødsler, sygdom, ulykker eller dødsfald.

Vi mangler anerkendelse i forhold til ansvar og i forhold til løn. Sygeplejerskerne og sundhedsvæsenets andre ansatte er en af det danske samfunds grundpiller. Desværre ønsker man ikke at anerkende dette fra arbejdsgivernes side. Vi er tilsyneladende gæster ved en lønfest, som er Løhde og latin. Vi skal høre om, at vi får den løn, vi fortjener, på trods af, at man sidste år slog fast, at sygeplejerskerne er blandt de dårligst betalte i forhold til ansvar. Nu vil arbejdsgiverne endda flytte os rundt efter forgodtbefindende. Nu er nok altså nok!

Kamilla Blindbæk Röhl, kontorfuldmægtig ved Københavns Byret:

Jeg er en af de usynlige, som hver dag går ind mellem de store søjler, hvorover der står skrevet: ’Med lov skal man land bygge’. Inde bag disse søjler bliver de tiltalte dømt af dommerne i de marineblå kapper, som styrer slaget. Men hvem er jeg, og hvad er min rolle i retssystemet? Jeg er usynlig, fordi du ikke lige ser mig i hverdagens glansbillede. Jeg gemmer mig tit bag skærmen på mit skrivebord.

Som bruger af retssystemet møder du min stemme, men du ser sjældent mit ansigt. Jeg er både en del af modtagelsen og afslutningen af sagerne i retten. Jeg er en stolt HK’er, og jeg elsker mit fag. Jeg synes ikke, det er OK at stjæle vores såkaldte goder. Vi fortjener anerkendelse for alt det, vi giver til samfundet. Nok er nok!

Rejserådgiver og jordemoder: Stop presset på de offentligt ansatte!

Foto: Claus Bech

Bettina Bruhn, rejserådgiver i DSB på Københavns Hovedbanegård, medlem af HK Stat:

Jeg savner nogen, der siger: ’Nu er det simpelthen nok!’ Jeg ønsker ikke at ramme nogen, men måske er en strejke den eneste måde, vi kan blive hørt på. Vores forfædre har kæmpet for det samfund, vi har i dag, som er ved at blive fuldstændig ødelagt.

Jeg synes, vi skal finde kampgejsten frem. Regeringen er konstant efter de offentligt ansatte. Vi bliver presset på så mange fronter. Løhde siger, at vi vil have og have og ikke give. Det er groft! Hun ved ikke, hvad hun snakker om. Vi ligger sgu ikke på den lade side her i DSB. Der er ikke nogen i det offentlige, der sidder med benene oppe og drikker kaffe.

Jeg kan ikke lide idéen om, at man hele tiden skal presse det offentlige og nærmest vil afskaffe det. Det hele burde vendes på hovedet og tænkes forfra. Hvorfor bliver offentligt ansattes arbejde ikke værdsat og lønnet bedre? Vores velfærdssamfund ER det offentlige. Bliver den offentlige sektor presset i bund både menneskeligt og økonomisk, har vi ikke noget velfærdssamfund mere.  

Dorthe Minet Andersen, jordemoder på Herlev Hospital, medlem af Jordemoderforeningen: 

En fødsel er ikke bare et nyt lille liv, der kommer til verden. Det er også forældre, der skal have lov til at lære deres barn at kende i et trygt forum, hvor der er tid og plads til usikkerhed, spørgsmål og amning. Det er ikke altid nemt at få etableret amning. Det kræver ro og omsorg.

I dagens Danmark er omsorgen for nybagte forældre nedprioriteret. Sundhedsstyrelsen anbefaler amning, men vi giver ikke mulighed for ordentlig støtte og hjælp. Ofte bliver jordemoderen, der har været med til fødslen, hurtigt presset videre til næste forløb, og barselstilbuddet er skåret helt ind til benet. Nye forældre skal klare meget selv. Tit har man som jordemoder en oplevelse af ikke at gøre forløbet ordentligt færdigt. Det er utilfredsstillende for jordemoderen og ikke mindst for den nybagte familie.

Jeg opfordrer arbejdsgiverne til at skabe bedre arbejdsforhold for jordemødre og andre faggrupper på hospitalerne, så vi kan fastholde personale og ikke skal betale dyre vikarer, som vi gør nu. Bedre arbejdsforhold er forudsætningen for, at vi kan skabe bedre vilkår for Danmarks nye familier med vægt på tid og omsorg. 

Overkonstabel og operativ analytiker: Folk tror, man bare kan skære og skære

Foto: Pelle Rink

Dennis Vilbrand, overkonstabel ved 3. Opklaringsbataljon, Gardehusarregimentet, medlem af HKKF:

[tekst er på vej]

Sussi Glistrup, operativ analytiker ved Bornholms Politi, medlem af HK Stat:

Jeg er ansat i Efterretnings- og Analysenheden ved Bornholms Politi, der blandt andet leverer statistik og analyse til både Folketinget, Rigspolitiet og den enkelte politibetjent, der har brug for bistand i en efterforskning.

Det vigtigste er at vi får ordentlige vilkår at arbejde under. Det er rigtig godt, at der nu bliver sat fokus på de offentligt ansattes pressede vilkår og sagt nok er nok. Man hører så ofte, at det offentlige bare skal spare og skæres ned, og så tror folk jo, at man bare kan skære og skære i de offentligt ansatte. Men hvem skal så lave arbejdet? Det går jo ud over borgerne, når opgaverne ikke bliver løst. Service er nøgleordet ...

Det bedste ved hele det her OK18-forløb er, at vi har haft en massiv opbakning fra medlemmerne, og mange flere har deltaget i debatterne og kommet med deres ønsker til hvilke krav, HK Stat skulle rejse (i Finansministeriet, red.).

Trafikleder og præst: Anerkend os!

Foto: Toke Hage

Roberth Laurits Nielsen, trafikleder i Banedanmark, medlem af HK Stat:

På en god dag lægger du ikke mærke til mit arbejde. Når togtrafikken kører efter planen, og din rejse forløber som forventet, er der ingen, der tænker på, at der er nogen, der styrer trafikken. Nat og dag sidder folk i trafikstyringstårne rundt omkring i Danmark og sørger for, at togene kører rettidigt og efter alle sikkerhedsforskrifter, så passagererne kommer trygt og hurtigt frem.

Mine kolleger og jeg arbejder i skiftehold. Det er belastende at skulle veksle mellem dag- aften- og nattevagter. Vi bruger ofte vores afspadsering på at sove i stedet for at holde fri, fordi vores fridage tit ligger efter nattevagter. Vi ønsker at få ændret vores arbejdsvilkår, så vi får bedre mulighed for at restituere.

Men det, der fylder mest for tiden, er den manglende anerkendelse. Det blev særligt tydeligt, da det i medierne kom frem, at direktionen i Banedanmark havde bevilget sig selv en bonus på 100.000 kroner – kort efter at ledelsen fjernede vores gratis e-avis, som var et af de sidste personalegoder. De fleste følte sig ramt der. Det var ikke så meget selve avisen, det handlede om. Det var mere det principielle. Ledelsen havde haft store udfordringer, hed det sig. Derfor skulle den anerkendes med en bonus, måtte man forstå. Men i det daglige er det jo medarbejderne, der fører ledelsens beslutninger ud i livet. Hvis man følger ledelsens logik, var det sløjfede personalegode et signal om, at medarbejderne ikke havde ydet noget. De skulle jo af med noget, mens direktionen skulle have noget. 

Lisbeth Damgren Højen, præst i folkekirken, medlem af Præsteforeningen:  

Mange steder er der åbningstider og lukketider. Det er der ikke i kirken. Kirken er altid åben. Der er altid en præst, man kan kontakte. Jeg er på 24-7 alle ugens dage – hele året rundt. Det er et vilkår ved at være præst. Det er en del af mit arbejde og min funktion i samfundet, og det giver mening. Det vil jeg gerne anerkendes for. Anerkendelse og løn hører sammen.