”Vi må nok indstille os på, at omgivelserne vil stille større krav, end vi hidtil har skullet opfylde, specielt hvad angår det at kunne udfylde flere pladser i hele den offentlige forvaltning. Her findes biblioteksassistenternes fremtidschance.

Der er ikke brug for så mange verdensmestre i katalogisering og biindførsler. Til gengæld er der brug for medarbejdere, der kan flere ting. Der vil stadig være brug for medarbejdere, der kan stille en bog på plads – nogle år endnu. Der vil stadig være brug for medarbejdere, der kan anskaffe en bog og betale den. Der vil også være brug for, at alle, der er på biblioteket, kan foretage et udlån og en aflevering – indtil vi finder ud af, hvordan vi får lånerne til også at gøre dette selv.”

”Er du ansat på et bibliotek – så er du bibliotekar (dvs. du forventes at kunne hjælpe mig som låner, bruger, kunde). Omgivelsernes forventninger er måske ikke helt urimelige og er en allieret i kampen mod faggrænser.”

Faggrænser findes specielt de store steder. Hvorfor det? Fordi kun de store biblioteker har råd til at opretholde sådanne situationer. På de mindre biblioteker udviskes faggrænserne, og de helt små steder forsvinder de – om ikke andet så i bibliotekarens frokostpause. På forskningsbibliotekerne har teknologien gjort, at flere vil kunne mere – og det bliver forventet, at vi alle, på trods af forskellig baggrund, kan mere om hinandens arbejde og i situationer også kan udføre det.

Samtidig med, at faggrænserne langsomt udviskes af teknologi og måske også af kravene om besparelser og nedskæringer – sker der også en vis ophobning af erfaring blandt os ansatte… Det vil påvirke faggrænserne. Men det stiller endnu større krav til efteruddannelse.