HK.dk logo

Elin gør en forskel for sine kolleger

18. februar 2014  |  HK Handel  | 

Månedens tillidsrepræsentant er 48-årige Elin Smalbro Jensen fra Føtex i Brønderslev. Hun har været tillidsrepræsentant i 20 år, fordi hun gerne vil hjælpe sine kolleger og gøre en forskel.

Hvad er din bedste oplevelse om tillidsrepræsentant?

Foto: Ulrik Tofte

- Jeg kan godt lide fornemmelsen af at hjælpe mine kolleger, når de har brug for det. Hvis en kollega har et spørgsmål til sin vagtplan, så kan jeg nemt give ham eller hende et svar, fordi jeg har gode kontakter til de faglige i HK.

- Hvis jeg ser en kollega være ked af det, så forsøger jeg også at gøre noget ved det. Forleden var en af mine kolleger ked af, at en anden havde talt til hende i en hård tone. Så fik jeg en dialog i gang. Man skal ikke gå og putte sig med sine problemer. Man kan ikke få bedre forhold, hvis man ikke siger noget. Bagefter kom min kollega og sagde: ”Tak fordi du var her”.

Hvorfor blev du tillidsrepræsentant?

Foto: Ulrik Tofte

- Jeg blev tillidsrepræsentant i 1994, så det er 20 år siden i år. Jeg ville gerne gøre en forskel, og jeg har altid engageret mig. Ikke politisk, men for eksempel var jeg også næstformand i elevrådet i min skole. Jeg kan ikke lide uretfærdighed, og når jeg ser det, så gør jeg noget ved det. Kan vi gøre noget ved et problem, så skal vi gøre det.

Har du et godt råd til andre tillidsrepræsentanter?

Foto: Ulrik Tofte

- Det er vigtigt, at dine kolleger ved, hvem du er. Når vi får en ny kollega, får han eller hun at vide, at jeg er tillidsrepræsentant. Vi har også en slags ledertavle ved personaleindgangen, hvor alle kan se, hvornår cheferne er gået hjem. På tavlen står jeg nævnt som tillidsrepræsentant, så alle kan se, hvornår jeg er på arbejde, har fri eller ferie.

- Det er også vigtigt, at du taler med dine kolleger. Jeg er meget socialt anlagt, og jeg snakker med alle. Tidligere var jeg dekoratør, og der kom jeg automatisk rundt i hele huset. Nu sidder jeg ved kassen, så det gør det lidt sværere at komme rundt. Men jeg forsøger at snakke med alle alligevel. Også de unge. Jeg tror på, at hvis man har en åben dialog til hverdag, så tager man mange problemer i opløbet. Vi plejer i Dansk Supermarked at sige, at vi ingen problemer har, kun udfordringer.

Hvad sagde dine kolleger, da du blev valgt til månedens tillidsrepræsentant?

- Der var flere, der kom hen og sagde, at det var skide godt. Varehuschefen var også henne for at sige tillykke.

Når man er valgt tillidsrepræsentant, gør man et stort stykke arbejde i kulissen, og derfor er det rart at få anerkendelse, siger Elin Smalbro Jensen.

Sådan nominerer du en tillidsvalgt

Tillidsrepræsentanter gør et kæmpe stykke arbejde ude på arbejdspladserne. Derfor sætter HK HANDEL fokus på tillidsrepræsentanterne og kårer hver måned én, der har gjort en særlig indsats. Kender du en, som fortjener at blive nomineret, så send en mail samt en kort begrundelse til Jette Sandbæk.

Tillidsrepræsentant

Kunne du tænke dig at blive tillidsvalgt?


Se mere

Send besked til forfatter


Annuller

Log ind som medlem