HK.dk logo

Modige Britta Vilstrup er månedens tillidsvalgte

13. oktober 2014  |  HK Handel  | 

Kan man godt være nyvalgt tillidsrepræsentant og samtidig gøre sig fortjent til at blive kåret som månedens bedste? Ja, det kan man, hvis man er modig som Britta, der kort efter hun blev valgt som tillidsrepræsentant gik til chefen med et brev fra alle medlemmerne på arbejdspladsen.

Britta Vilstrup fra XL-byg er månedens tillidsrepræsentant

Tillidsrepræsentant Britta Vilstrup blev fejret med HK HANDEL-kage. Foto: Pernille Bering.

Hvorfor blev du tillidsrepræsentant?

Vi er i en situation på min arbejdsplads, hvor vi er hårdt spændt for. Vi kolleger var derfor nødt til at stå sammen og vælge en til at tale vores sag over for ledelsen. Jeg var tillidsrepræsentant på min tidligere arbejdsplads, så hvis nogle af mine kolleger har spurgt til for eksempel overarbejdsreglerne, har jeg altid kunnet svare uden at blinke. Så det var egentlig meget naturligt, at jeg blev tillidsrepræsentant. Jeg har været ansat i 15 år hos XL-byg, men det var altså først for nyligt, jeg blev officielt valgt som tillidsrepræsentant. 

Hvad er din bedste oplevelse som tillidsrepræsentant?

Britta Vilstrup fra XL-byg er månedens tillidsrepræsentant

Foto: Pernille Bering

Dagen efter jeg blev valgt som tillidsrepræsentant, fortalte jeg selv ledelsen om min nye titel, og det blev taget godt imod. Ledelsen forstod godt, at vi som medarbejdere har brug for at stå sammen. Det er jo meget befordrende for vores samarbejde.
Jeg synes også, at det var en god oplevelse, da jeg forleden gik til ledelsen og sagde – på både egne og kollegerne vegne – at vi følte os trængt, og opgaverne ophobede sig. Vi har brug for flere medarbejdere. Jeg gik ikke derfra med lovning på, at vi ville få to nye kolleger, men ledelsen tager det alvorligt og prøver nu at finde en løsning.
Jeg havde også et brev med til ledelsen. I brevet havde alle HK-medlemmerne fortalt, hvor trængte de var i deres arbejdshverdag. Mine kolleger måtte selvfølgelig selv bestemme, om de ville skrive deres historie i brevet, men alle, der er medlem af HK HANDEL, valgte at være med.

Hvad er det sværeste ved at være tillidsrepræsentant?

Britta Vilstrup fra XL-byg er månedens tillidsrepræsentant

Foto: Pernille Bering. 

Vi er jo en flok individualister, og det er svært at finde en fællesnævner og at få alle til at være enige. Vores arbejdsforhold er også forskellige. Fx har haveafdelingen virkelig travlt i havesæsonen, og det giver nogle problemer, som andre afdelinger ikke har.

Hvad er dit bedste råd til andre tillidsrepræsentanter?

Britta Vilstrup fra XL-byg er månedens tillidsrepræsentant

Foto: Pernille Bering. 

Vær åben og ærlig – både over for kolleger og ledelsen. Jeg har aldrig brudt mig om at spille med fordækte kort. Jeg bilder mig også ind, at det giver det bedste samarbejde, når man ved, hvor hinanden står.
Og husk, at ledelsen kan ikke undvære medarbejderne, og medarbejderne kan ikke undvære ledelsen. Vi er nødt til at arbejde sammen.
Jeg kan også anbefale andre at skrive et brev til ledelsen, som vi har gjort i XL-byg. Det har været rigtig godt for sammenholdet blandt kollegerne. Vi har altid haft det godt kollegerne imellem, men jeg har alligevel aldrig følt, at vi har haft så stærkt et sammenhold som nu. Og så har brevet også den fordel, at vi var ærlige over for ledelsen og fortalte dem, hvordan vi har det med at løbe så stærkt på jobbet.

Er det svært at få tid til at være tillidsrepræsentant?

Nej, det synes jeg ikke. Vi har tit holdt møde en time eller halvanden efter arbejdstid. Det giver os ro, og der er ingen telefoner, der ringer. Folk har været villige til at bruge tid på møderne, fordi vi har haft vigtige ting at snakke om.

Faglig konsulent i HK Østjylland Louise Lønstrup Lund siger om Britta Vilstrup:

- Med Britta som tillidsrepræsentant har kollegerne i XL-Byg Hadsten fået en tillidsrepræsentant, som godt tør tage fat om problemerne - også de svære. Britta og kollegerne meldte sig i HK, da de længe selv havde tumlet med tingene og kom ingen vegne. Britta plejer at sige: 'Det er, som HK-sloganet siger ”Sammen er du stærkere.”', siger Louise Lønstrup Lund. 

Vil du være tillidsrepræsentant?

Vil du høre mere om, hvordan du bliver tillidsrepræsentant? Så kontakt din lokale HK-afdeling på telefon 7011 4545.

Sådan nominerer du en tillidsvalgt


Tillidsrepræsentanter gør et kæmpe stykke arbejde ude på arbejdspladserne. Derfor sætter HK HANDEL fokus på tillidsrepræsentanterne og kårer hver måned én, der har gjort en særlig indsats. Kender du en, som fortjener at blive nomineret, så send en mail samt en kort begrundelse til Jette Sandbæk.

LÆS OGSÅ: De er også blevet kåret som månedens tillidsvalgte

Send besked til forfatter


Annuller

Log ind som medlem