HK.dk logo

Brian: Med TR-uddannelsen kan du hamle op med chefen

 |  HK Handel  |  Marianne Bom

- Du tager kurserne for at lære overenskomsten at kende og for at kunne hamle op med ham på den anden side af bordet. Lige så snart du nævner overenskomsten, så får han respekt for dig, siger Brian Dahl.

 Brian Dahl har været tillidsrepræsentant på Dansk Supermarkeds lager i Ishøj i mere end syv år. Men først for nylig fik han taget grunduddannelsen som TR. Han kan helt klart anbefale andre at komme af sted og tage kurserne ’Faglig indsigt’ og ’Faglig træning’, der er de første to moduler i grunduddannelsen for tillidsrepræsentanter i HK HANDEL.

- Du tager kurserne for at lære overenskomsten at kende og for at kunne hamle op med ham på den anden side af bordet. Lige så snart du nævner overenskomsten, så får han respekt for dig, siger Brian Dahl.

På Brians arbejdsplads har det været en kamp at sikre medarbejderne den rette løn, ordentlige arbejdstider og penge for overarbejde. Derfor har han vænnet sig til at tage overenskomsten med, hver gang han inviteres til møde med driftslederen. Synliggørelsen af overenskomsten har forandret arbejdspladsen, siger han.


Nu er der ordnede forhold

Brian er tillidsrepræsentant

- Folk har ikke mere problemer med løn, arbejdstider og så videre. Før blev de snydt for timer og kaldt ind på fridage uden overarbejde. Det gør de ikke mere, fortæller Brian.

Brian Dahl er glad for, at HK HANDEL giver nye tillidsrepræsentanter en grundig introduktion til hvervet med i alt 10 dages kursus på den obligatoriske grunduddannelse. Kendskabet til overenskomsten, til funktionær- og ferielov samt ikke mindst til forhandling giver tillidsrepræsentanterne gennemslagskraft.

- Du er med på kurserne for at kunne gå hjem og smide overenskomsten på bordet og fortælle, at sådan er reglerne, og de regler overholder vi. Og hvis han ikke vil det, slår du i bordet. Jeg kendte heller ikke reglerne i starten, og det var en kæmpe hjælp at få dem lært, siger Brian.

Videre til en guldgrube af kurser

Nu glæder Brian sig til at tage hul på den guldgrube af kurser, man efter hans mening får adgang til via HK HANDEL efter endt TR-grunduddannelse. Først vil han på kurset ’Grundlæggende kommunikation’.

- Det med kommunikation kan godt være lidt svært indimellem. Jeg har haft en driftsleder, som snakkede udenom, og som ikke syntes, at det, jeg fortalte ham, var holdbart. Hvordan kommer man videre, når den anden begynder på både det ene og det andet? Det glæder jeg mig til at lære, siger han.

’Fagligt og politisk demokrati’, ’Systematisk konflikthåndtering’ og ’NLP kommunikation og strategi’ bliver Brians næste kurser, og faktisk er hans chefer i dag glade for hans engagement. Derfor har han ikke svært ved at få fri til kurser.

Tillidsrepræsentant

Send besked til forfatter


Annuller

Log ind som medlem