Her får du en gennemgang af de vigtigste elementer i den nye overenskomst.

Fritvalgs Lønkonto
Pr. 1. marts 2024 stiger indbetalingen til Fritvalgs Lønkontoen fra 7 til 9 %. Du kan bruge din Fritvalgs Lønkonto til at sætte ekstra ind på din pensionsopsparing, få pengene udbetalt, når du holder fri, i forbindelse med børns omsorgsdage, barns 2. sygedag eller til seniorordning.

Indbetalingen på pension ændres
Pr. 1. juni 2023 ændres indbetalingen på din pensionsordning. Din arbejdsgivers bidrag stiger fra 8 til 10 %, og dit bidrag falder fra
4 til 2 %. Det betyder, at din pensionsopsparing fortsætter som hidtil, men at du får de
2 % mere udbetalt som løn.

Funktionsløn
Hvis du bliver ansat på funktionsløn, har du efter 3 måneders ansættelse ret til at få en samtale, hvor det skal vurderes, om der er sammenhæng mellem den løn, der er aftalt, og overarbejdets omfang.

Barselsorlov
Perioden med fuld løn under barselsorlov udvides med 4 uger. 2 uger er øremærket til den forælder, der ikke har født barnet, og 2 uger kan forældrene dele frit.

Forhøjet pensionsbidrag under barsel
Det forhøjede pensionsbidrag under barsel stiger fra 2.040 kr. til 3.549 kr. pr. måned. Træder i kraft 1. juli 2023.

Elever
Mindstesatser for mediegrafikerelever stiger med 4,5 % pr. 1. marts 2023 og
3,5 % pr. 1. marts 2024.

Uddannelsesrepræsentant
Ved lokal enighed kan tillidsrepræsentanten udpege en uddannelsesrepræsentant. Uddannelsesrepræsentantens opgave er at bistår og rådgive om efter- og videreuddannelse i virksomheden.

I denne overenskomstperiode har uddannelsesrepræsentanten ret til 1 dags opkvalificering i forhold til opgaven som uddannelsesrepræsentant pr. år. Der gives fuld løn.

Tillidsrepræsentant
Fremover kan man vælge tillidsrepræsentant, når der er mindst 5 HK-medlemmer på arbejdspladsen mod tidligere 6 HK-medlemmer. Tillidsrepræsentanter får bedre muligheder for at bistå kolleger ved lokale lønforhandlinger. En tillidsrepræsentant skal bl.a. sikres et bedre indblik i virksomhedens økonomi.
Tillidsrepræsentanten får fremover mulighed for at mødes med nyansatte kolleger i arbejdstiden.
Der er fremover ret til at vælge tillidsrepræsentant i arbejdstiden.

Ferie på forskud
Arbejdsgiver kan sammen med tillidsrepræsentant indgå en lokalaftale om, at de fem ugers ferie kan tildeles og afholdes, før feriedagene er optjent.

Løndannelse
Overenskomstparterne er enige om, at løndannelsen skal tage udgangspunkt i den enkelte virksomheds produktivitet, konkurrenceevne, økonomi og fremtidsudsigter. Det betyder, at går det godt for virksomheden skal det også afspejle sig i de lønaftaler, der bliver indgået i virksomheden.

Lokalaftaler
På arbejdspladser, hvor der ikke er valgt en talsperson, kan et flertal af de organiserede medarbejdere indgå ikke-overenskomstsfravigende lokalaftaler med virksomheden.

Bedre regler for natarbejde
Fremover skal en virksomhed, hvor der er natarbejde, følge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs (NFA) anbefalinger om natarbejde, så vidt det er muligt.

NFA’s anbefalinger er:

  • Højst 3 nattevagter i træk
  • Højst 9 timers vagter
  • Mindst 11 timer mellem 2 nattevagter
  • Gravide har højst 1 nattevagt om ugen

Virksomheden har pligt til at tage en drøftelse om tilrettelæggelsen af natarbejde med tillidsrepræsentanter og eventuelt arbejdsmiljøorganisationen.

Skønnes det, at virksomheden ikke kan efterleve NFA’s anbefalinger, skal natarbejdernes arbejdsmiljø sikres gennem:

  • Obligatorisk helbredskontrol hvert andet år.
  • Udvidet helbredskontrol for medarbejdere over 50 år.
  • En årlig arbejdspladsvurdering med fokus på natarbejde.

 

Gå til afstemning

 

OBS! I tilfælde af tvivl er det de underskrevne protokollater, der er gældende.