Corona-krisen rammer Danmark hårdt. Virksomheder lider nød og erhvervsdrivende ser deres livsdrøm sive ud mellem fingrene på sig. Medarbejdere bliver sat ned i løn eller arbejdstid, sendt hjem eller i værste tilfælde fyret på gråt papir. Det er svært for alle og vi følger opfordringerne om at udvise samfundssind, vi iagttager retningslinjerne og er snusfornuftige. Ikke mange har oplevet en krise som denne i deres levetid. En krise, der tærer på mange kræfter, på socialt liv, på humøret – og på pengepungen.

De kommende beredskabsplaner for epidemier skal prioritere både det offentlige og det private sundhedsområde, så vi ikke igen kommer i en situation, hvor der mangler værnemidler i den private del af sundhedssektoren.

I dag offentliggør forligsmanden resultatet af urafstemningerne om fornyelse af overenskomsterne på det private arbejdsmarked, og dette forårs forløb vil gå over i historien som et af de mere usædvanlige.

Skal lønmodtagerne virkelig samle corona-regningen op? D. 25. marts skete noget historisk. Jeg fik en besked, som jeg i min vildeste fantasi ikke have forestillet mig: Tandlægerne havde valgt at forkaste den overenskomstaftale, som vi havde forhandlet på plads bare få uger tidligere. Det er så vidt, jeg ved, aldrig sket før. Påskuddet er Corona-krisen, og at man mener en overenskomstfornyelse nu er utidig (læs; for dyr).

Hver dag følger hele nationen med i, hvordan corona-krisen udvikler sig. Bliver der flere syge? Hvor mange er indlagt på intensiv-afdelingerne? Er der respiratorer nok? Er der nok håndsprit? Skal der vaccineres flere? Og vi bliver alle forargede, når vi hører om tricktyve og tyveri af forskelligt medicinsk udstyr.