Ret til at vælge førtidspension

Der bør være mere fokus på at sikre en god overgang til tilværelsen som førtidspensionist, en form for efterværn, med fokus på mental sundhed og livsmestring.

I lyset af, at langt de fleste borgere i ressourceforløb ender med at blive indstillet til førtidspension, giver det mening at lempe de formelle krav, og borgere, der vurderes til at have en arbejdsevne under eksempelvis 7 timer om ugen bør kunne indstilles til førtidspension alene på det grundlag, medmindre borgeren selv ønsker og magter en anden løsning, eksempelvis et fleksjob.

Førtidspension er en stor udgift for samfundet, og derfor har forskellige politiske flertal forsøgt at ændre på ordningen med henblik på, at færre borgere får tildelt førtidspension. Et flertal ændrede lovgivningen markant fra 2013, og justerede den senere, da antallet af tildelinger faldt mere, end de samme politikere (muligvis) havde forestillet sig, og efter en række mediehistorier, der viste, hvor svært det var blevet at få tildelt en førtidspension.

Omfattende dokumentationskrav

Der er fortsat store udfordringer med borgere, der er i lange arbejdsprøvninger, eller hvor de lægelige vurderinger er usikre, så jobcentrene ser sig nødsaget til at fortsætte forløbene. Det kan i værste fald forværre borgernes samlede situation, og optager mange ressourcer i den nuværende beskæftigelsesindsats, fordi dokumentationskravene er omfattende, når en borger skal indstilles til førtidspension.

Borgerens egen motivation er helt afgørende, hvis en meget begrænset arbejdsevne er til stede og skal omsættes til timer, og det skal en beskæftigelsesindsats naturligvis understøtte. Omvendt skal vi også kunne give andre borgere ro om deres situation, hvis sygdommen fylder for meget.

Tilbyd efterværn

Samtidig bør man overveje at tilbyde en form for efterværn for de borgere, der tildeles en førtidspension. Ganske vist oplever en del førtidspensionister, at helbredet stabiliserer sig, men overgangen fra at have været på arbejdsmarkedet til at blive syg, udredt og arbejdsprøvet til at skulle leve med en kronisk sygdom, er for mange voldsom.

Mange vil fortsat have kontakt til sundhedsvæsnet, men det er sjældent med fokus på den mentale sundhed, og i mange kommuner er der kun det lokale frivilligcenter eller pårørendeorganisationer, der kan understøtte den. Der bør være mere fokus på at sikre en god overgang til tilværelsen som førtidspensionist, en form for efterværn, med fokus på mental sundhed og livsmestring.

Det vil ikke kun være godt for borgerne, men muligvis også have positive effekter på trækket på sundhedsvæsnet og kan på sigt få flere til at udnytte restarbejdsevnen, når/hvis sundhedstilstanden har stabiliseret sig.