HK.dk logo

Flygtningelejren ændrede mit syn på livet

07. maj 2018  |  HK Stat  |  Forsvarets Landsklub  | 

I efteråret 2017 tilbragte Karin halvanden måned i en græsk flygtningelejr udsendt af forsvaret som fingeraftryks- og registreringsofficer i EU's grænseagentur Frontex. Indtrykkene fra lejren har forandret hende for altid, og til efteråret skal hun afsted igen.

Karin

Det er tidlig aften 13. november 2017. I et propelfly på vej fra Athen til Chios sidder Karin mellem to andre danskere. Hun har været undervejs fra klokken 5 om morgenen. Vejret er barskt, og hun gruer for, om flyet kan lande på øen. Hun savner sine transportsygepiller, som ligger i flyets bagagerum. Fokuseret trykker hun sig ned i sædet mellem de to og støtter sig til tanken om, at skulle noget gå galt, så ved de nok, hvad de skal gøre.  

Samme formiddag har Karin og hendes følgesvende tilbragt to timer sammen i Københavns Lufthavn. Stemningen mellem dem var let og fuld af forventning. De to mænd er soldater og har begge tidligere været udsendt for forsvaret. Karin er kontorfunktionær og arbejder til daglig i Søværnet på Flådestationen i Frederikshavn som kursuskoordinator. Før de mødtes, vidste ingen af dem, at netop de tre skal bo og arbejde sammen 24/7 den næste halvanden måneds tid. De kender dog lidt til hinanden, for to uger tidligere deltog de på det samme ugekursus, hvor de blev forberedt på opgaven som det første hold af fingeraftryks- og registreringsofficerer udlånt fra forsvaret til det europæiske grænseagentur Frontex.

I sensommeren 2017 blev det besluttet, at medarbejdere fra forsvaret skulle deltage i arbejdet med kontrol af EU's ydre grænser for at aflaste politiet. I alt var der 116 ansøgere til 11 opslåede stillinger på det første hold som udsendt til Frontex fra forsvaret. Karin, som har arbejdet på Flådestationen i godt 10 år, søgte jobbet, fordi hun ville ud og opleve nyt. Se mere af verden og prøve at arbejde i et internationalt miljø. Hendes mand og børnene på 15 og 17 var med på ideen. Til sin store overraskelse blev hun kaldt til samtale. En halv time efter samtalen blev hun ringet op. Var hun stadig interesseret? Så var jobbet hendes.

På trods af uvejret lander flyet klokken 19.30 i Chios' lufthavn, som er den mindste, Karin nogensinde har set. Der er kun ét rum, hvor alting foregår, og det er fyldt med Frontex-personale, som byder de nye velkommen. Om få dage skal det hidtidige hold hjem til deres respektive lande, og de nytilkomne tage over. Efter modtagelsen får de hentet deres lejebil og kører fem-seks kilometer til det firestjernede hotel, hvor de skal indkvarteres. I november er der ingen turister på Chios. Det virker helt spøgelsesagtigt, tænker Karin, mens de passerer de maleriske, men næsten mennesketomme landskaber og forladte bygninger.   

Næste eftermiddag skal Karin og de to andre danskere på deres første vagt i flygtningelejren. Men allerede klokken 10 skal de møde op i Frontex' kontorcontainer på havnen ved Chios By og have en masse information om arbejdet og om sikkerhed i lejren. Chief officeren, der briefer dem, er spansk og taler engelsk i højt tempo. Karin koncentrerer sig om at lytte, men forstår ikke alt, hvad han siger. På hendes hold, er de tre danskere, en tysker, to franskmænd, en bulgarer, og de har to-tre tolke tilknyttet. Karin og to andre skal tage fingeraftryk på de flygtninge, der er kommet til øen i løbet af natten. 

Folk, der er flygtet fra Syrien, Irak og Afghanistan, kommer sejlende til de græske øer ad Middelhavsruten i små både. Nogle få kommer fra afrikanske lande. Bådenes standard og sikkerheden afhænger af, hvor mange penge de har kunnet betale til de menneskesmuglere, der sender dem afsted fra Tyrkiets kyst i nattens mørke og al slags vejr. Ofte er det gummibåde, hvor mindst 50 mennesker er stuvet sammen. Mange uden at have ordentlige redningsveste. Når kystvagterne, som overvåger havet fra helikoptere og skibe, opdager en båd, tager de billeder og sender besked om ankomsterne til Frontex-medarbejderne. Beskeder, som jævnligt tikker ind på telefonen natten igennem.

Efter at Karin og hendes kolleger har fået udleveret blå nylonveste og identitetskort, kører de til lejren, som ligger 20 minutters kørsel væk. Containeren, som holdet skal arbejde i, ligger inde i lejren omringet af pigtråd. Ved lejrens indgang har en græsk politibus fast holdeplads, så de kampklædte betjente hurtigt kan rykke ind i tilfælde af optøjer. Oprindeligt er lejren bygget til 800 mennesker, men den rummer nu op mod 3.000. Nogle af de flygtninge, der ikke har fået plads i en container, bor i telte eller under presenninger. Mange må sove direkte på den bare jord. Overalt flyder det med affald, og underlaget er trådt til mudder. Årstidens mange kraftige regnskyl gør, at der hænger bunker af vådt tøj alle tænkelige vegne.

Der er ikke meget tid til rundvisning, inden Karin og resten af holdet skal i gang med vagten klokken 15. Om morgenen er flygtningene blevet samlet op af en bus ved havnen og kørt til lejren, hvor de ved forskellige stationer skal afhøres, fotograferes, registreres og til sidst have udleveret de papirer, der er nødvendige for den videre proces for ansøgning om asyl. Ved hver station skal de stå og vente i en bås af beton flankeret af græsk politi. Op til en dag kan der gå med at stå i kø og vente.

Karin skal sammen med en kollega betjene en af de to fingeraftryksmaskiner i containeren. De skal tage aftryk af alle ti fingre og af begge håndflader, og oplysningerne skal registreres i et elektronisk system. Der skal trykkes hårdt for at få den rigtige kvalitet af aftrykkene, så Karin hjælper børn, svagelige og ældre ved at presse med sin hånd på deres. Nogle er tydeligt nervøse, så hun gør, hvad hun kan, for at berolige med små klap på skulderen og smil. De fleste lykkes det at gøre trygge, men ikke en mindreårig dreng. Han er flygtet alene, har ar i ansigtet og er fortsat utryg og skræmt, uanset hvor meget hun prøver.

De første nætter på hotellet har Karin svært ved at sove. Indtrykkene fra lejren fylder tankerne, og lyden fra beskederne på telefonen forstyrrer. Efterhånden indser hun, at det ikke gør nogen forskel, om hun læser dem straks eller slår lyden fra og venter til om morgenen. Uanset om hun våger hele natten, kan hun intet gøre, før vagten begynder den næste dag. Indtrykkene fra livet og skæbnerne i lejren kan hun ikke slukke for. Men det hjælper at tale dem igennem med en kollega, ligesom hun ofte ringer hjem og taler med sin mand. Ellers bruger hun fritiden på at skrive dagbog og løbe eller gå ture på øen.

En dag ser Karin en forladt redningsvest i børnestørrelse flyde i havnen. Hvem var det barn, den tilhørte, og klarede det mon turen, tænker hun. Især børnene gør indtryk på Karin. Børn, der har oplevet krig og måske aldrig set et hus i hel tilstand og nu bor under kummerlige forhold, så længe deres sag er under behandling. Men som på bare tæer i decemberkulde løber rundt og sparker til en bold og lyser op i store smil, når hun rækker dem en klemmentin fra sin taske.

Der er én søskendeflok, hun især lægger mærke til. Familien på seks fik ikke muligheden for at bo i en container eller i et telt, og Karin møder dem derfor tit og mange steder i lejren. Det yngste af de fem børn er tre måneder gammelt. Faren er højst 35, vurderer Karin. Hvor er moren henne, spørger Karin en dag sin græske teamleder. "She died," svarer han blot.

Den hårde tone, som hun jævnligt hører blandt noget af lejren personale, har hun svært ved at kapere. Hun vælger at vende det med en af tolkene, og han siger:
"Hvordan ville du have det, hvis du havde set din ø blive smadret af flygtningekrisen, og hvis du flere gange var blevet sendt afsted for at arbejde i lejren, uden at du selv havde valgt det?"
Jo, man må også se det fra deres side, erkender hun. Men forstår stadig ikke kynismen.

22. december flyver de tre kolleger tilbage til Danmark. Trods gensynsglæde med mand og børn er det svært for Karin at vænne sig til at være hjemme. Fra den ene dag at være blandt mennesker, for hvem en pose klemmentiner gør en kæmpe forskel, til den næste, hvor man med selvfølgelighed sætter sig til bords ved Danmarks største forbrugsfest, som hun siger. Oplevelserne i lejren og kontrasten til den trygge hverdag herhjemme har gjort, at hun ikke føler sig som den, hun var. Hun har derfor valgt at melde sig til et af de hold, der skal ud med Frontex i efteråret 2018. 

- Der kan jeg gøre en forskel. På en helt anden måde, end jeg gør her, siger hun.

 

Fakta om forsvarets bidrag til Frontex

11 civile medarbejdere fra forsvaret var i perioden 30. oktober 2017 til 6. januar 2018 indsat i Italien og Grækenland som støtte til dansk politis bidrag til EU's grænseagentur Frontex. Medarbejderne skulle registrere flygtninge og migranter, tage fingeraftryk, fotografere samt løse administrative opgaver. Fra marts til december 2018 bidrager forsvaret igen med 22 medarbejdere til Frontex. 

 

På forberedelseskurset fik Karin vist registreringssystemet på engelsk, men i lejren har man valgt at ændre det til græsk. Hun og en kollega lavede deres egen lille ordbog, så de kunne genkende, hvad de græske tegn stod for. Privatfoto.
karin 

 

pressening 

Mens Karin var i lejren, boede den samme familie i dette telt lavet af en presenning. Lejren er omringet af pigtrådshegn. Flygtningene kan godt forlade den, men de skal blive på øen, så længe deres asylsag bliver behandlet. Privatfoto.

 

En af lejrens mere 'luksuriøse' boliger. Nogle familier har hverken telt eller mulighed for at bo i en container. Privatfoto.

telt 

 

registrering 

Området, hvor flygtningene venter på at blive registreret som regel uden mulighed for at kunne sidde eller hvile sig i ventetiden. Privatfoto.

 

Lejren på Chios rummer tre gange så mange mennesker, som den oprindeligt er bygget til. Man er derfor gået i gang med at fælde træer for at udvide pladsen. Privatfoto.

lejren 

 

 
 

Karriere Udvikling


Aktuelt


HK's politiansatte har fået blod på tanden

HK Politiet & Anklagemyndigheden afholdt i sidste uge lederkonference. Her var der fokus på,...

Udvikling Karriereudvikling

Jeg er stolt af at være HK'er

HK Ungdoms formand gennem fire år, statsansatte Karina Nicolaisen (29), går af på grund af alder...

Medlemsdemokrati Netværk Politik Karriere Kompetencer

Elev - få tips til din jobsøgning

Er du ved at afslutte dit elevforløb og skal til at søge job? Så kan du få gode råd til...

Jobsøgning Karriere Elev

 Se flere aktuelt

Netværksdebat


Vi fandt ikke nogen debatter om emnet under Netværk. Hvis du har noget, du gerne vil diskutere med andre, kan du selv oprette et indlæg under et af netværkene.

 Se mere under Netværk

Andre artikler


Husk: Dit rigtige liv er i dag

Iværksætteren Martin Thorborg,som er uddannet kontorassistent ved politiet, holder mange foredrag...

Karriere Udvikling

 Se flere artikler
Aktuelt

HK's politiansatte har fået blod på tanden

HK Politiet & Anklagemyndigheden afholdt i sidste uge lederkonference. Her var der fokus på,...

Udvikling Karriereudvikling

Jeg er stolt af at være HK'er

HK Ungdoms formand gennem fire år, statsansatte Karina Nicolaisen (29), går af på grund af alder...

Medlemsdemokrati Netværk Politik Karriere Kompetencer

Elev - få tips til din jobsøgning

Er du ved at afslutte dit elevforløb og skal til at søge job? Så kan du få gode råd til...

Jobsøgning Karriere Elev

 Se flere aktuelt
Netværksdebat

Vi fandt ikke nogen debatter om emnet under Netværk. Hvis du har noget, du gerne vil diskutere med andre, kan du selv oprette et indlæg under et af netværkene.

 Se mere under Netværk
Andre artikler

Husk: Dit rigtige liv er i dag

Iværksætteren Martin Thorborg,som er uddannet kontorassistent ved politiet, holder mange foredrag...

Karriere Udvikling

 Se flere artikler

Brug for HK?

Ring til os

FAGFORENING

7011 4545
Åben i dag 8.00-17.00

Onsdag 8.00-17.00
Torsdag 8.00-17.00
Fredag 8.00-16.00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket
Mandag 8.00-17.00

A-KASSE

7010 6789
Åben i dag 8.00-17.00

Onsdag 8.00-17.00
Torsdag 8.00-17.00
Fredag 8.00-16.00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket
Mandag 8.00-17.00

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

Brug for HK?

Ring til os

FAGFORENING

7011 4545
Åben i dag 8.00-17.00
Onsdag 8.00-17.00
Torsdag 8.00-17.00
Fredag 8.00-16.00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket
Mandag 8.00-17.00

A-KASSE

7010 6789
Åben i dag 8.00-17.00
Onsdag 8.00-17.00
Torsdag 8.00-17.00
Fredag 8.00-16.00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket
Mandag 8.00-17.00

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Problemer med login?

For at øge sikkerheden i forbindelse med din adgangskode til Mit HK, skal du logge ind med NemID første gang, herefter kan du oprette din egen adgangskode på Mit HK.

Log ind med NemID

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk