Mille Mortensen 

Mens hverdagen ruller afsted på snorlige skinner, tænker de færreste nok over deres placering i fællesskabet på arbejdspladsen. Vi ved, hvem vi løser arbejdsopgaver sammen med, hvem vi spiser frokost med, og hvem vi eksempelvis drøfter tv-serier med. Nogle af fællesskaberne er afgørende for vores identitet og følelsen af at høre til, mens andre betyder mindre eller intet. Som gammel i gårde har man fx næppe behov for at høre til i gruppen med de unge eller de nye.

Hvis der kommer en forandring udefra, udfordres forudsigeligheden. Måske kommer der nye kolleger, nye opgaver eller nye rammer. Måske skal arbejdet gøres på en ny måde, sammen med nogle andre eller i et andet tempo. Når hele eller dele af en arbejdsplads skal flytte, rammer forandringen typisk på alle områder.

 

Forandringen sætter gang i en kollektiv krise, fordi vi bliver usikre på vores positioner i de nye arbejdsfællesskaber, forklarer forsker og cand.mag. i psykologi og virksomhedsstudier ved Københavns Universitet Mille Mortensen.

- Vi ved ikke helt, hvordan det nye fællesskab kommer til at se ud, og hvor vi bliver vurderet værdige til at være med. Det får angsten for at blive ekskluderet til at stige hos den enkelte. Alle vogter på alle og er undersøgende i forhold til, om der vil være plads til dem i det nye. Det, som ingen rigtig ved, hvad er. Og ingen ved heller, hvornår situationen falder til ro.

Som at blive fravalgt til rundbold i skolen

Fænomenet, som kaldes eksklusionsangst, er ikke angst i klinisk forstand, understreger hun, men en iboende angst vi alle har, fordi vi som mennesker er drevet mod at tilhøre fællesskaber. Angsten for at blive ekskluderet opstår typisk, når vi oplever at være på kanten af et fællesskab. Og den kan ifølge Mille Mortensen være meget stærk hos alle mennesker.

- Det kan sammenlignes med, hvis man ikke blev valgt til rundbold i skolen. Første gang tænker man, øv, jeg ville godt have været med. Næste gang: Gider de ikke have mig med på deres hold? Det svarer til, når en gruppe på arbejdspladsen løser en opgave, man gerne ville have været med på. Man mærker, at de har noget sammen, som man ikke er en del af. Det er en meget ubehagelig følelse.

Op til og mens forandringen står på, ligger man måske vågen om natten hver især med tanker, der kører rundt, affødt af situationen. Alle involverede kommer i større eller mindre grad 'på overarbejde', forklarer hun, men de oplever eksklusionsangsten forskelligt. Og tit sker det, at man ikke er opmærksom på eller ikke tør at sætte ord på sin usikkerhed af frygt for de andres reaktioner.

Pres kan føre til krænkende adfærd

Vil man undgå en glidebane ud i noget, der kan ende i krænkende adfærd eller mobning, må man ifølge Mille Mortensen dele utrygheden med hinanden for på den måde at få skabt tryghed indbyrdes. Hvis eksklusionsangsten derimod forbliver usagt, er der ikke langt til, at der opstår en hård og ubehagelig tone mellem kollegerne.

- Når vi føler os pressede, kommer der let til at 'ryge en finke af panden', og tit får vi ikke talt om det og sagt "det må du undskylde, det var fordi, jeg var presset". Det er ikke nødvendigvis mobning, men det opleves krænkende for den, det går ud over.

Bliver der fortsat ikke sat ord på usikkerheden, forklarer hun, kan der opstå en kultur, hvor enhver risikerer at blive tildelt en position, de ikke kan genkende sig selv i – som mobbere, ofre, dem der griner, eller dem, der ingenting gør. Det kan når som helst skifte, så man det ene øjeblik bliver udsat for krænkende handlinger, og i det næste selv bidrager til at udsætte andre. Fx kan det komme til udtryk ved, at man udpeger syndebukke, som "hvis Bente bare gjorde dit eller dat, eller hvis bare hun forlod arbejdspladsen, så ville det blive meget bedre for os alle."

Så det er afgørende i en forandringssituation, at man på en konstruktiv måde kan takle usikkerheden sammen og på den måde skabe mere tryghed i arbejdsfællesskabet, fastslår hun.

- Hvis den enkelte kan stå frem og fortælle, at hun ligger vågen om natten og tænker på, om der er plads til hende i det nye, eller om hun er i fare for at blive fyret, så er der måske andre, der siger: Gud, det kender jeg godt, jeg har det på samme måde. Det giver tryghed at vide, at man ikke er den eneste.

Alle har ansvar for at genopbygge tillid

Går det så vidt, at mobning bliver en del af kulturen, er en af Mille Mortensens pointer, det ligesom med stress kan komme til udtryk individuelt, men skal løses kollektivt. Hvis en medarbejder kommer til eksempelvis lederen, arbejdsmiljørepræsentanten eller tillidsrepræsentanten og siger, "jeg bliver mobbet", gælder det først og fremmest om at lytte til vedkommende uden at vurdere. Kun lytte, spørge og anerkende oplevelsen. Næste skridt er, at alle i arbejdsfællesskabet erkender, at de har et medansvar for den kultur, der er opstået. En svær, langsommelig, men nødvendig proces, hvis kulturen skal ændres.

- Man skal turde at få eksklusionsangsten, mistilliden, utrygheden og sårbarheden frem i lyset. Det kan godt være, at der falder nogle tårer og kommer nogle vredesudbrud, men vi er nødt til åbne op og tale om det, for at tilliden kan bygges op igen, siger hun.

- Det, vi ikke taler om, som vi har brug for at tale om, det har vi ondt af.

Om Mille Mortensen

I sin forskning undersøger Mille Mortensen, hvad der gør, at krænkende handlinger kan finde sted på arbejdspladsen. Hendes analyser viser, at arbejdspladskultur spiller en langt større rolle for udvikling af psykisk mistrivsel, herunder mobning, stress og seksuel chikane, end enkeltpersoners karaktertræk. 

Læs mere på millemortensen.dk