Tema: Stress er skabt af samfundet

Stress er ikke din egen skyld

Den hastige og uvisse udvikling i samfundet er årsagen til stress. Det er ikke den enkeltes skyld, siger stressekspert. Vi skal hjælpe mennesket ved at skabe strukturer i samfundet, så meningen, glæden og fællesskabet vender tilbage i arbejdslivet.

Af Michael Bech

Stress fylder meget i vores samfund. Man taler endda om, at vi er ramt af en stressepidemi. Det skal tages meget alvorligt, når helt op mod hver femte dansker på arbejdsmarkedet er bukket under og har ladet sig sygemelde med stress i en periode.

Men hvad er det, der forårsager stress? Indtil nu har den generelle opfattelse været, at problemet er manglende robusthed hos den enkelte, jagten på perfektion hos medarbejderen, og/eller ubalancen, når den ansatte mødes af for høje krav om at nå mange opgaver på kort tid. Og når stress-sygemeldingen rammer, så følger der også en følelse af skam og skyld med hos den ramte.

Den individuelle tilgang til stress er dog nu kommet under angreb. Blandt andet af filosof, ledelsesrådgiver og forfatter Mette Vesterager, der i sin nye bog Stress og eksistens pointerer, at vi forsøger at tackle den store stressudfordring ud fra en helt forkert menneskeopfattelse.

- Årsagen til stress skal ikke individualiseres. Stress er selvfølgelig noget, som individet oplever, men vi skal se stress som en eksistentiel belastningstilstand, der ikke er den enkeltes skyld. Grundlæggende er årsagen en kombination af hastige forandringer, de mange flere valg, den enkelte står med i dag, den accelererende teknologiske udvikling og opbrud i fællesskaber med blandt andet kortere ansættelser til følge. Der er altså strukturelle årsager til, at mennesker bliver stressede, siger Mette Vesterager.

Der mangler rammer for fællesskabet

Stresseksperten mener, at anskuelsen af mennesket har været fejlagtig i den hidtidige tilgang til stress. Hun er enig i, at stress udtrykker sig individuelt – ofte ved en overbelastet krop, tankemylder og et fysisk og psykisk nedbrud. Men ifølge hende er den nuværende definition baseret på fysiologiske, medicinske og psykologiske tilgange over for individet en for snæver måde at forstå årsagen til stress.

- Det handler ikke kun om, at de stressramte har alt for travlt i hjemmet og på arbejdet. Det handler lige så meget om, at de er blevet fremmedgjorte af uvisheden i et samfund ramt af mange, konstante forandringer, der til sidst dræner deres liv for mening.

Belastningstilstanden hos den enkelte er derved skabt af noget, han eller hun ikke kan kontrollere eller regulere. Der mangler rammer for fællesskaber i arbejdet, tid til fordybelse, og så føler mange sig presset af den teknologiske udvikling.

- Vi oplever en social acceleration, som presser tempoet voldsomt op. Og det kan være nødvendigt med et højt tempo, når det handler om vigtige dagsordener som at løse klimaudfordringen eller finde måder at behandle kræft på. Men hvis tempoet holdes kunstigt højt på en arbejdsplads hele tiden, mens der jagtes mål, som ikke altid giver mening, så fører det til stress. Kortvarigt kan vi selvfølgelig godt opleve at have travlt, eller at alt ikke giver mening, uden at mennesker bliver syge af det. Men det gør de af den langvarige belastning, siger filosoffen.

- Det værste er uvisheden

Og når medarbejderen mangler retning på det job, som efterhånden føles tiltagende meningsløst, så lurer stress-sygemeldingen.

- Det skyldes også de rationelle styringsmekanismer såsom målstyring. Konsekvensen af dem er, at den stressramte ikke længere oplever at være i meningsfuld kontakt med opgaverne, kollegerne, sin faglighed og sine værdier. Det kommer til at handle om at nå nogle måltal. I stedet skal vi have fokus på meningen i arbejdet, som i høj grad udspringer af fællesskabet og fagligheden på en arbejdsplads.

En anden indikation af, at stress ikke kun handler om individet og om at have travlt på jobbet og i familielivet, er, at de mest stressede er ledige, førtidspensionister og hjemløse.

- Det værste er nemlig uvisheden og at være placeret i situationer med lav anerkendelse i samfundet. Stress er for en stor del forbundet med følelsen af skam – og grupper, der tilskrives lav status, er derfor også særligt udsatte. 

- Vi har effektiviseret arbejdet og vores velfærdsydelser. Det betyder, at mange bliver fremmedgjort fra deres arbejde, fordi de ikke kan få lov til at levere det, de faktisk er rigtig gode til. 
Psykologernes formand, Eva Secher Mathiasen, til A4 Arbejdsliv

- Topledere og politikere skal mere på banen

Mette Vesterager har flere bud på, hvordan man skal komme den strukturelle, arbejdsrelaterede stress til livs. Blandt andet vil hun have politikere og arbejdsgivere til at se på, hvordan arbejdet kan organiseres, så hensynet til mennesket er i fokus.

- Vi skal stoppe med den dødssyge jagt på meningsløse mål og give plads til mening og fællesskab. Og vi skal behandle hinanden bedre og tage ansvar for hinandens trivsel. Politikere har også et stort ansvar for, at alt ikke alene kan gøres op i forhold til et økonomisk rationale.

Undersøgelser viser, at de mange stress-sygemeldinger – ud over menneskelig lidelse – koster samfundet milliarder hvert år rent økonomisk. Ifølge filosoffen kan virksomhederne med fordel sætte tempoet ned – for det vil give en højere kvalitet og større trivsel i arbejdet.

- Forandringstempoet er nu så højt mange steder, at det skader mere, end det gavner. Samtidig er det ikke længere legitimt at holde pause på arbejdspladsen. I hvert fald kun hvis den bruges til at optimere arbejdet. Men mennesker har behov for tid til samvær uden tanke for optimering af dem selv og arbejdet. Topledere bør her være det gode eksempel ved at vise, at det er i orden at holde pause.

- De er kanariefuglene i minen

Mette Vesterager mener, at vejen til at forebygge stress blandt andet går gennem at mindske målstyringen og styrke det arbejdsmæssige fællesskab, for mening er noget, der opstår i fællesskaber.

- Hvis lederne kun kigger på bundlinjen og måler på individuelle præstationer, så misser de det menneskelige perspektiv. Vi skal i højere grad forstå, at vi er forbundne som mennesker, tage ansvar for hinanden og sikre robuste fællesskaber. I dag bliver uvisheden stor for mange, fordi der er en høj pris at betale, hvis man falder ud af arbejdsmarkedet. Derfor bliver det ofte alles kamp mod alle, og det er med til at tømme arbejdet for mening, gøre medarbejderne fremmedgjorte over for hinanden og i sidste ende ligeglade med hinanden.

Politikerne skal derfor være meget varsomme med at placere mennesker i eksistentiel uvished på arbejdsmarkedet. Det kan få store negative konsekvenser for resten af samfundet, mener filosoffen.

- Både sygdomsramte og arbejdsløse placeres i stor uvished igennem lange udrednings- og vurderingsforløb. Denne uvished er ødelæggende for mange. Her står politikerne med en vigtig opgave.

Filosoffen mener samtidig, det vil være sundt for de enkelte organisationer at fokusere på at mindske isolationen og ensomheden, som mange stressramte oplever, når de kommer tilbage fra en sygemelding. Det kan ske gennem netværk og mentorordninger.

- På arbejdspladserne skal man blive bedre til at tage imod de stressramte efter sygemelding, så de bliver inddraget i fællesskabet på den rette måde. Og man skal lære af de stressramte og anerkende og inddrage deres viden og erfaringer. De er kanariefuglene i minen, som advarer os andre om, at noget er ved at gå grueligt galt. I det hele taget er en tilgang med ændringer af de eksisterende strukturer og arbejdsmetoder meget vigtig. Ellers fortsætter vi med at opfatte individet som årsagen – og ikke systemet som stressfremkaldende, siger Mette Vesterager.

Bogomtale: Stress og eksistens – Nye veje til at forstå og bekæmpe stress

 

I bogen Stress og eksistens – Nye veje til at forstå og bekæmpe stress gør filosof, rådgiver og coach Mette Vesterager op med den individuelle tilgang til stress.

I stedet for at forklare stress med årsager og personlighedstræk hos det enkelte menneske, tager hun udgangspunkt i de forandringer, der sker i verden omkring os: Vi skal forholde os til flere muligheder, udviklingen går hurtigere og bliver mindre forudsigelig, og fællesskaber er i opbrud. Det får uvisheden til at stige. Samtidig bliver vi hele tiden afkrævet vished, da vi konstant er underlagt målstyring og krav til vores præstationer i arbejdslivet.

Dette paradoks er bogens omdrejningspunkt. Bogen argumenterer for, at stress er en eksistentiel belastningstilstand, og derfor kan den ikke forklares med manglende robusthed eller personlighedstræk som perfektionisme hos individet. Det er ikke den enkeltes egen skyld, at han eller hun går ned med stress, men et resultat af, at tendenserne i samfundet udvander tilværelsen for mening.

Typisk går stressbehandling i dag ud på fx at gøre den enkelte bevidst om at ændre sine reaktionsmønstre, meditere og træne mindfulness. Den retter ikke fokus mod de strukturelle årsager i samfundet, som skaber problemerne. Det bør behandlingen i lige så høj grad gøre, mener forfatteren, for ved at forstå sammenhængen, kan vi på organisationsniveau også arbejde i retning af at ændre destruktive normer, som øger oplevelsen af meningsløshed, til konstruktive normer og en kultur, der fremmer følelsen af meningsfuldhed i arbejdslivet.

Ud over at se på stress i et eksistentielt perspektiv ved hjælp af filosoffer som Søren Kierkegaard, Hannah Arendt og René Descartes, inddrager Vesterager en række cases fra sin egen rådgivningspraksis.

Bogen præsenterer også en forståelsesmodel, stjernemodellen, som tager udgangspunkt i ti eksistentielle grundvilkår (verden, meningsløshed, død, forbundethed, krop, fakticitet, frihed, ensomhed, tid og forandring), og stiller spørgsmål på 3 niveauer: samfund, organisation/leder og individ. Idéen er, at man gennem refleksion over spørgsmålene kan skabe de forandringer, der skal til for at minimere stress. 

EGEBERG

Manglende fællesskaber udløser stress

Statistikken fortæller, at hver 5. dansker rammes så hårdt på det psykiske arbejdsmiljø, at det udvikler sig til en stresslidelse. Så det er ikke forkert, når forskere og sundhedsfolk taler om en ’stressepidemi’. Langt sværere har det været at finde ud af, hvad der udløser den forholdsvis nye folkesygdom – og hvad er egentlig den langvarige konsekvens af de psykiske belastninger på jobbet og i privatlivet?

- Sundhedssystemet, uddannelsessystemet, jobcentre og arbejdspladser. Vi er nødt til at give hele samfundet et sundhedstjek (for at bekæmpe stress, red.). Alle som en bliver vi nødt til at tænke i helheder frem for at tro, at man kan løse en generel samfundstendens ved at fokusere på enkelte dele af vores tilværelse. Det sunde arbejdsliv og det sunde samfund hænger uløseligt sammen.
Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening, i et debatindlæg i Avisen Danmark

Svensk forskning har dog netop dokumenteret, at der nu dør langt flere som følge af arbejdsrelateret stress end som følge af traditionelle fysiske arbejdsulykker. Og tendensen med antallet af stressdødsfald er opadgående, viser fremskrevne tal fra de svenske forskere.

Nu kommer der også andre bud på, hvad der udløser stress, end ’tidspres’, ’øget opgavemængde’ og ’uoverskuelige arbejdsgange’. En af de helt centrale stressudløsere ser ud til at være den voksende individualisering i det moderne samfund, forklarer stresseksperten Bobby Zachariae til videnskab.dk.

- Vi er mindre orienterede mod gruppen og fællesskabet og mere fokuserede på vores egne behov. Vi mister nogle af de ressourcer, der findes i at støtte hinanden, siger professoren ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og på Aarhus Universitetshospital.

- Min sygemelding har givet mig en nødvendig, men sjælden pause til eftertanke. Jeg har omsider sluppet den mest omklamrende skamfølelse og er begyndt at tænke, at min lidelse ikke blot skyldes faktorer inde i mig og mine gener. Jeg tror, at det er på tide, at vi forholder os nysgerrigt til, om den måde, vi strukturerer samfundet på, virkelig er den rigtige. Om vi i sandhed er bevidst om de konsekvenser, det kan få for os mennesker, når aktiviteter uden dokumenterbar effekt anses som værdiløse. For hvad er egentlig meningen med at være menneske?
Læge Katharina Sandström, som blev sygemeldt med stress, i en kronik i Politiken

Der er tryghed og fordele at hente i gruppen og fællesskabet. Men i stedet er livet nu blevet individualiseret – og vi møder konstant på egen hånd et omgivende fragmenteret samfund med fremmede mennesker, hurtige indtryk, flygtige nyheder og utydelige forventninger til dig.

- Vi stiller store krav til os selv, og det er noget, der også belaster studerende. Det ser ud til at være en af de vigtigste stressfaktorer, når man spørger de studerende selv. Det er ikke kravene fra samfundet eller fra forældrene, men først og fremmest de krav, de stiller til sig selv, siger Bobby Zachariae.

BECH

Minister: Vores samfund skaber stress

Astrid Krag vil angribe den samfundsskabte stress i Danmark samt fjerne skyldfølelsen hos den stressramte. Og så vil social- og indenrigsministeren skabe "større rum til fagligheden og gøre op med den enorme målstyring, som suger saft og kraft ud af vores velfærdssamfund." 

Af Michael Bech

 

Det er altid den enkelte, der bliver sygemeldt med stress. Det er den enkelte, som bukker under for et udefinérbart pres – og ikke forstår hvorfor. Og det er den enkelte, der skjuler sin skam og står alene med en følelse af at have svigtet.

Men det er ikke den enkeltes skyld, når presset bliver for stort, og sygemeldingen bliver en realitet. Skyldig er derimod udviklingen i vores globaliserede samfund med et virvar af uoverskuelige forandringer, mener social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

- Jeg tror, det er helt utroligt vigtigt, at vi kommer ud over individualiseringen af problemet og frem til, at vi som samfund anerkender, at der bag væksten i psykiske lidelser og stress ligger noget, der er større end den enkelte. Det er strukturer, der hænger sammen med den måde, som vi indretter vores samfund og arbejdsliv på, siger Astrid Krag til HK Statbladet.

Ved at anerkende, at stress ikke skal individualiseres, mener ministeren, at vi som samfund bedre kan fokusere på at finde de løsninger på stresseksplosionen, der går bredere ud, end ’kun’ den nødvendige behandling af den stressramte. 

Sådan får du en god arbejdsdag
Forebyg mistrivsel og psykisk dårligt arbejdsmiljø for dig selv på jobbet:
- Planlæg og strukturér din dag med luft til det uventede.
- Prioritér dine opgaver, og sig fra.
- Plej dit netværk på arbejdet. Kolleger kan bruges som støtte og til at læsse af på.
- Hold pauser.
- Fokusér på det, du nåede, frem for det, du ikke nåede.
- Sørg for, at du kan tale med din leder, og få tilrettelagt arbejdet.
Kilde: Sundhed.dk

- Det peger os henimod løsninger, men det fjerner også den skyld og skam, som den enkelte føler. Vi skal væk fra ‘det var også mig, der ikke var dygtig nok’. Den skyldfølelse betyder, at folk bliver dobbelt ramt. Både med stress, som gør dem syge, men også med følelsen af selv at have svigtet. Og det tror jeg, gør tingene værre, siger ministeren.

En trussel mod fællesskaber Astrid Krag opfatter individualiseringen af de voksende problemer med det psykiske arbejdsmiljø og de mange nye tilfælde af stress som en trussel mod den forståelse, vi har bygget vores samfund op på: at vi kan mere i fællesskab end hver for sig.

- Jeg synes, det er bekymrende, at vi har været igennem en årrække med konsekvent underfinansiering af vores velfærd med efterfølgende huller i vores sociale sikkerhedsnet og et øget pres på flere af vores velfærdsarbejdspladser. Vi oplever, at man er færre voksne til flere børn, at man skal nå forbi flere borgere på ruten i hjemmeplejen, og at man løber alt for hurtigt på sygehusene. Og det gælder jo også for HK’s medlemmer, at sagsbunkerne vokser, uden at tiden følger med. Der er objektivt set opstået et pres, der ikke handler om, at den enkelte lige må tage sig sammen og planlægge bedre.

- Målstyring er en bombe under velfærden

Et konkret forsøg på at skabe mere tid og mening til arbejdet er ifølge Astrid Krag den store nærhedsreform, som statsministeren vil stille sig i spidsen for. Den skal blandt andet være med til at afbureaukratisere det offentlige og give de ansatte bedre mulighed for at løse kerneopgaven. Samtidig er den et opgør med den øgede målstyring på arbejdsmarkedet.

- Vi ser efterhånden øget målstyring alle steder i vores samfund. Det er en bombe under det velfærdssamfund, vi har. Jo mere, vi lægger oven på af målstyring og detailstyring samt manglende tiltro til fagligheden, jo mere lægger vi også oveni de bunker af opgaver, som medarbejderne skal nå i løbet af en arbejdsdag. Det gør ofte også, at arbejdet bliver mindre meningsfuldt for den enkelte, fordi medarbejderen ikke kan bruge sin faglighed, hvis alt er splittet ud i central målstyring, siger social- og indenrigsministeren.

Astrid Krag mener, det er nødvendigt at holde hånden mere under velfærden og medarbejderne. Blandt andet ved at sikre et løft af kommuner og regioner gennem bedre økonomiske rammeaftaler.

- Når vi ser, hvor mange der går ned med stress, og hvor mange der går væk fra deres fag, fordi de ikke fagligt kan se sig selv i øjnene, så bliver vi nødt til at tage det ekstremt alvorligt. Og det er jo også noget af det, det handler om, når vi skal gennemføre tiltag mod stress. Det er en erkendelse af, at det slider hele vejen rundt, når man underfinansierer velfærden.

Ministeren mener, at politikerne på Christiansborg i høj grad skal prioritere kampen mod stress ved at tage et opgør med målstyring og detailstyring.

- Vi skal have større rum til fagligheden og gøre op med den enorme målstyring, som suger saft og kraft ud af vores velfærdssamfund. Regeringen er meget stærkt forpligtet på det, og det bliver en væsentlig del af vores nærhedsreform. Men det er klart, at det kræver noget af alle i Folketinget.

Fællesskab er det stærkeste modsvar

Astrid Krag er især bange for, at udviklingen med hastigt accelererende teknologi og fokus på målbare ydelser på jobbet skaber en fremmedgørende hverdag for den ansatte.

- Hvis mennesker med en uddannelse får deres arbejdsdag hakket så meget op, at deres faglighed slet ikke kan komme i spil, så ryger meningen i høj grad med jobbet. Det skaber dermed også en øget sårbarhed i forhold til at blive ramt af stress. Samtidig med, at presset på jobbet øges, rationaliseringen råder, og alting går for hurtigt, så forsvinder noget så klassisk som gode fællesskaber.

Social- og indenrigsministeren frygter, at den gode samtale i kantinen med kollegerne er i fare for at ryge, og at der heller ikke længere er rum til at have en dialog om faglig udvikling med kollegerne.

- I det hele taget synes jeg, at det stærkeste modsvar mod den individualisering, vi har set, det er fællesskaber. På mange forskellige niveauer. Vi skal som fællesskab sætte velfærd først, og vi skal som regering insistere på at styrke de store fællesskaber – også de faglige fællesskaber på arbejdspladserne. Det tror jeg, vi alle sammen har rigtig meget brug for, siger Astrid Krag. 

Arbejdspladsen så den anden vej, da Pernille fik stress

Tag dig sammen, svagpisser! Sådan tænkte 47-årige Pernille Devald om sig selv, da hun efter flere års overbebyrdelse i sit job i skatteforvaltningen brød sammen og måtte erkende, at hun var ramt af stress.

Af Ingelise Egeberg. Foto: Lisbeth Hjort

I dag har chefkonsulent Pernille Devald det nogenlunde, men bliver hun bedt om at tage for mange beslutninger på en gang, oplever hun en kvælende fornemmelse og er nødt til at sige: ‘Stop, det må vente. En ting ad gangen.’

Sådan har det ikke altid været. Da hun blev ansat i Skat i november 2014, tog hun masser af beslutninger. Hun tændte på processer og var drevet af at få dem til at forløbe hurtigere, smartere og bedre. Når ingen andre tog affære, rakte hun hånden i vejret.

- Hvis jeg følte, der var behov for at gøre noget, gjorde jeg det, også selv om det ikke var mit område. Og den, der rækker hånden op, får jo opgaven, fortæller Pernille Devald.

Hun kom fra YouSee og senere TDC, hvor hun arbejdede sig op fra ufaglært kundeservicemedarbejder til forretningsspecialist, til et job som procesejer for Skattekontoen i Skat. Her fortsatte hun videre ud over stepperne med at løse problemer og lægge strategier: Ikke fordi lederne bad hende om det, men fordi hun ikke kunne lade være.

- Jeg er den, der holder øje med, hvad der sker, og jeg skal altid prøve, om ikke det kan gøres nemmere at komme fra a til b – samtidig med at jeg har øje for, hvad der sker ved c og d.

En stigende underbemanding og flere omstruktureringer gjorde, at Pernille og hendes kolleger måtte løbe hurtigere og hurtigere. Til sidst erfarede Pernille, at hun var en slags de facto chef. Ligesom hun oplevede, at ingen længere oppe i organisationen rettede blikket mod hendes område, fordi det fungerede. Deres øjne var rettet mod udbytteskatteskandalen og alle de andre ting i Skat, der krævede brandslukning.

- Mit område var glemt. For hvor mange ressourcer er der lige til et område, der fungerer, når man fx opdager en udbytteskattesag?

Når Pernille kigger tilbage, kan hun se, at hun har været kampberedt i hele perioden. Hendes indstilling var, at har man problemer, skal de arbejdes væk. Så hun mærkede ikke, hvor galt det i virkeligheden stod til.

Hvad, hvis trafikken gik i stå?

En dag i november 2018 væltede læsset for Pernille. Hun havde fri og havde givet sig selv en såkaldt Sweetdeal, hvor hendes bil skulle vaskes og shines op efter alle kunstens regler. Bilen skulle indleveres klokken 9 i Rødovre.

- Jeg glædede mig til en helt ren bil, hvor alting skinner og dufter, fortæller hun.

Men da hun skulle til at tage af sted fra sit hjem på Østerbro for at køre de cirka 20 kilometer til vaskehallen i Rødovre, kunne hun pludselig ikke andet end at sætte sig ned og bryde sammen i gråd.

- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme igennem myldretiden og nå frem til klokken 9. Hvad, hvis der var kø, og trafikken gik i stå? Det kunne jeg overhovedet ikke overskue.

Der gik det op for Pernille, at hun havde brug for hjælp. Godt nok gik hun på arbejde hver dag og løste opgaver, men på alle andre områder havde hun mistet grebet om sit liv. Vasketøjet lå i bunker, opvasken hobede sig op, og hun forsømte at spise ordentligt. Sove rigtigt kunne hun heller ikke.

- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg lå heroppe, siger hun og viser det med hånden i ansigtshøjde.

- Jeg ville så gerne, men jeg kunne ikke komme derned, hvor man sover-sover. Hele tiden havde jeg en fornemmelse af at have et øre åbent for, hvad der skete omkring mig.

Hele tiden fortalte hun også sig selv, at hun bare skulle tage sig sammen.

- Svagpisser, tænkte jeg om mig selv.

Da Pernille efterfølgende kontaktede sin chef og sagde: "Jeg har brug for hjælp," oplevede hun, at chefen nærmest fik et chok.

- Jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke havde sagt det. Ikke sagt det? Jeg havde jo hele tiden sagt, at vi manglede hænder til opgaverne. Men nej, jeg havde ikke sagt, at jeg som person var overbebyrdet.

Chefens reaktion var at give Pernille et telefonnummer til en ordning i stressforebyggelse uden yderligere forklaring. Nu var det hende, der blev chokeret. Over manglen på hjælp. 

- Da jeg endelig indrømmede, at jeg havde brug for hjælp, tænkte jeg, at nu får jeg hjælp. Men så fik jeg bare et telefonnummer til stressforebyggelse. Jeg tænkte: ‘stressforebyggelse? Vi skal ikke forebygge noget nu, jeg har stress!’

Vil du have hjælp, eller råd til ferie?

Først i februar 2019 tog Pernille sig sammen til at ringe, men nåede knap at sige tre sætninger, før personen i den anden ende konstaterede:

- Du har stress, og du skal have hjælp nu.

Personen forklarede, at Pernille ville modtage en mail, som hun blot skulle videresende til sin chef. Og sagde chefen ja til at bevilge, ville hun få hjælp fra en psykolog. Kort efter modtog Pernille en mail fra Skattestyrelsens HR-afdeling: 

Kære Pernille

HR har nu bevilget 12 konsultationer, men du skal være opmærksom på, at det beskattes, som beskrevet nedenfor. Er du på denne baggrund indforstået med, at jeg giver psykologen besked om, at I kan gå i gang med konsultationerne?

I mailen nedenfor stod:

Skatteforvaltningen betaler op til 12 psykologkonsultationer for Pernille Devald hos en autoriseret psykolog. Ydelsen vil være AM-bidragspligtig A-indkomst for medarbejderen i den måned, hvor regningen er forfalden til betaling. Det vil således være en fordel for medarbejderen, at psykologen sender løbende afregning. Såfremt der ydes tilskud til samtalerne fra Sygesikringen, vil det kun være medarbejderens egen andel, som vil blive beskattet.

- Det gik op for mig, at jeg skulle betale skat af den hjælp, jeg havde fået bevilget. Jeg tænkte: ‘Vil jeg have psykologhjælp og blive rask og lade være med at tage på ferie i år og i stedet bruge pengene på den restskat, jeg vil få?’ Jeg valgte, at jeg gerne ville have hjælp.

Første gang Pernille var hos psykologen, fik hun at vide, at hun selvfølgelig ikke skulle betale skat af beløbet, da det var arbejdsrelateret. Havde det været en privat krise som dødsfald eller skilsmisse, kunne det have været tilfældet. Men ikke, når det var en arbejdsskade.

- Psykologen fortalte, at stress i yderste konsekvens kunne give permanente hjerneskader. Jeg vidste godt, at det kunne give hukommelsesbesvær, men ikke permanent skade. Det var et stort chok for mig.

Egoet led et nederlag

Siden den dag Pernille modtog mailen, har hun ikke hørt fra sin HR-afdeling.

- Ingen har kontaktet mig og spurgt, hvordan det går, eller om de kan gøre noget for mig. Jeg troede, at hvis jeg bad om hjælp fra min arbejdsplads, så ville jeg få hjælp. Det fik jeg ikke.

Pernille anerkender i stedet den hjælp, hun fik via psykologen. Hun har arbejdet med sin selvindsigt og er blevet bestyrket i, at hun er overansvarlig og derfor må blive bedre til at sige fra og at sige ‘pyt’. Hun har også accepteret, at hendes ego har lidt et nederlag, og har måttet arbejde med, at hun ikke bare kunne tage sig sammen.

Mens Pernille var i behandling, fortsatte hun med at gå på arbejde. For en fuld sygemelding ville have været det ultimative nederlag, mener hun.

- Forløbet med psykologen har været rigtig godt. Men det er ikke det samme, som hvis arbejdspladsen havde reageret med udgangspunkt i mit arbejde og var kommet med løsningsforslag. Det kunne være en halv sygemelding, det kunne være fire dages arbejde og én fri, der er jo ikke bare én løsning.

Pernille mener også, at der for længst skulle have været gjort noget ved arbejdsforholdene i Skat.

- Det er tankevækkende, at man ikke har gjort noget ved de urimelige arbejdsvilkår, men bare accepteret dem. Man skulle have reageret på, at så mange medarbejdere er stoppet, og sørget for mere stabilitet.

Efterfølgende har Skattestyrelsen ansat en del nye medarbejdere og omstruktureret, så situationen på Pernilles arbejdsplads er anderledes i dag. 

Arbejdsfællesskaber: Stress skal tackles i fællesskab

Den stressramte står ofte alene. Men stress er ikke den enkeltes skyld eller ansvar. Derfor handler det ifølge eksperter om at skabe robuste arbejdspladser – ikke robuste medarbejdere. Forsøg med at forebygge stress med såkaldte arbejdsfællesskaber ser da også ud til at virke.

Af Michael Bech

Tallene taler for sig selv. Mindst hver femte på det danske arbejdsmarked rammes på et tidspunkt af stressrelaterede belastninger og må melde sig syg. Men hvor og hvordan skal vi sætte kampen mod den destruktive stress ind? For årsagen til stress skal ikke længere alene findes hos den enkelte stressramte medarbejder.

- Det er svært at løsrive stress fra ligningen. Stress kan være en følge af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og dårligt arbejdsmiljø kan opstå af strukturelle og organisatoriske årsager. Nogle gange er det en følge af den opskruede hastighed i den teknologiske udvikling, andre gange kan det fx være skæve fordelinger af opgaver, mangelfuld planlægning eller uforenelige krav på jobbet. På en statslig arbejdsplads er der ofte også politiske hensyn, som kan ændre rutinerne, siger udviklingskonsulent og projektleder Lise Keller fra BFA, BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration.

Hun oplever, at ansatte i dag skal tage stilling til meget, og tempoet er intensiveret. Oven i det kan den ekstra fart på den teknologiske udvikling og de mange forandringer på arbejdspladsen ifølge udviklingskonsulenten ende med at blive fremmedgørende for både den ansattes opgaver og arbejdet i det hele taget.

- Derfor skal vi kigge nærmere på håndteringen af arbejdet, og vi skal prøve at skabe robuste arbejdspladser – ikke robuste medarbejdere. Der må ikke være for mange ting i drift på én gang, og arbejdsgangen skal stå klar for de enkelte. For en del af meningen med arbejdet er, at man kan se, det gør en positiv forskel for den borger eller virksomhed, der for det meste er i den anden ende af arbejdsgangen, siger Lise Keller, der også er psykolog med speciale i arbejds- og organisationspsykologi.

Medarbejderen står alene

BFA har af samme grund mange ting i gang for at tage fat om de strukturelle og organisatoriske udfordringer på det danske arbejdsmarked. Et af kernepunkterne er at fremelske flere fælles prioriteringer på arbejdspladsen, så der skabes et godt og frugtbart psykisk arbejdsmiljø.

- Vores værktøjer i BFA opererer på flere niveauer på én gang. En af måderne at tackle strukturel stress på er at prioritere fællesskabet og samle aktiviteter i store eller mindre grupper på arbejdspladsen. Medarbejderen står ofte alene i selve udførelsen af opgaverne, men skal vide, at han eller hun har gruppen i ryggen, siger Lise Keller.

Netop denne tilgang og grundidé har været udgangspunktet for de ’arbejdsfællesskaber’, som Arbejdsmiljø København,der er kommunens rådgiver om arbejdsmiljø og arbejdsliv, har arbejdet med på en række virksomheder. Målet er med hjælp fra et stort metodekatalog at begrænse den organisatoriske stress, der opstår, når der på en arbejdsplads fx sker mange forandringer, teams laves om, og ledelsen ændres.

- Stressudfordringer har en tendens til at vende indad. Man tror, at det er én selv, det er galt med. Sådan er det ofte, når der fx er store opgavebunker, og man sidder alene med korte deadlines. Generelt er HK’ere faktisk bedre end andre faggrupper til at tage fat i hinanden og tale om tingene. Men nogle gange sidder man alene og bøvler med uløste opgaver og uløste konflikter. Og det er det, som arbejdsfællesskabet skal tage fat i, siger chefkonsulent ved Arbejdsmiljø København, Lasse Rønnoe.

Han fortæller, at den handlingsanvisende og sociale støtte, som arbejdsfællesskaber tilbyder, skal virke forebyggende, når den enkelte ansatte bliver udsat for den øgede hastighed i samfundet, de mange konstante forandringer og den tiltagende målstyring i hverdagen.

Vi skal opbygge arbejdsglæde

- Der er ofte eksempler på, at ansatte føler sig overhalet af forandringer og teknologisk udvikling. Eksperter i en arbejdsgang kan pludselig føle, at de er gået fra ’master til idiot’, når der kommer nye systemer. Der skal arbejdspladsen sørge for, at de ansatte er med i forandringsprocessen, inden der opstår stress. Måden at forebygge strukturel stress på er at tilpasse arbejdsgange, bruge hinanden til at løse opgaver og fokusere på at opbygge arbejdsfællesskaber, der giver mening, siger Lasse Rønnoe, som er uddannet i arbejdslivsstudier.

Arbejdsmiljø København ser ved et besøg på arbejdspladsen på strukturen og kulturen. Derefter hjælper konsulenterne med en proces, hvor arbejdspladsen identificerer de vigtige kilder til organisatorisk stress. Og den specifikke indsats drøftes med ledere, tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter, før der lægges op til brug af forskellige værktøjer og øvelser.

- Der er ofte et ubrugt potentiale i at spille hinanden gode. Det handler i den forbindelse om læring. Og det gælder om at opbygge arbejdsglæde og lyst til at komme på arbejde. Glæden ved arbejdet opstår ifølge undersøgelser først og fremmest, når ’jeg ser, at det gør en forskel for modtageren’. På andenpladsen kommer ’samarbejdet med gode kolleger’, og ’relationen til leder og god ledelse’ scorer også højt på listen, siger Lasse Rønnoe.

Kvalitet frem for kvantitet

Evalueringerne efter Arbejdsmiljø Københavns besøg på arbejdspladser har altovervejende været positive. Medarbejderne oplever generelt en bedre balance mellem krav og ressourcer, når processen er på skinner. Og det bedste er ifølge Lasse Rønnoe, at de ansatte giver udtryk for, at trygheden er bedret.

- Kvantificeringen i samfundet kan flere steder være voldsom. Vi får tal som feedback i en lind strøm. Vi skal med vores metoder sørge for at omsætte tal til mere menneskelig læring, samarbejde og samtale. Vi skal afdramatisere og kvalificere arbejdet. For det giver større effekt på arbejdspladsen, siger Lasse Rønnoe.

Udviklingskonsulent Lise Keller fra BFA er helt på samme linje:

- Vi har gennemgået en teknologisk udvikling, som gør, at vi efterhånden lever i digitale rum. Der er brug for andre typer fysiske møder og fællesskaber, og der er behov for at koordinere flere elementer i vores arbejdsrutiner. Vil man have åbenheden og undgå et belastende psykisk arbejdsmiljø, så skal man sørge for, at de enkelte ansatte føler sig trygge og som en uundværlig del af det fælles træk på arbejdet. Derfor betyder gruppen nu meget mere igen, siger Lise Keller.

Stress: Det kan du selv gøre

Sådan spotter du stress

Hold øje med følgende symptomer på stress hos dig selv og din omgangskreds: 

• Fysiologisk – hjertebanken – indre uro – svedeture – hovedpine
• Psykologiske reaktioner – manglende lyst – træthed – hukommelsesbesvær – humørsvingninger
• Adfærdsmæssige symptomer – søvnproblemer – nedsat præstationsevne – ubeslutsomhed – brug af stimulanser

Sådan tanker du op med et pusterum

• Benyt overspringshandlinger: Beløn dig selv, og giv plads til at bruge en kort, velkendt overspringshandling, når du ikke kan komme i gang med opgaven.
• Styrk søvnen: Prioriter din søvn, og sørg for at opbygge rutiner, der forbereder dig på søvnen.
• Brug musik: Tag et frirum for dig selv fra arbejdsdagen med et kvarters velvalgt musik i et stillerum – eller mens du går en tur.
• Fald i staver: Giv dig selv et kvarters pause, når du kommer hjem fra skole eller arbejde, til at sidde ned med en kop te eller kaffe og kigge ud i luften eller ud ad vinduet.
• Hold fri fra det digitale liv: Lad mobilen blive i lommen, når du går mellem to aftaler, når du venter på bussen, eller når du sidder og venter ved dine venners eller dit barns fritidsaktiviteter.

Kilde:  Bogen Skarpe Tanker af Louise Bruun og Line Kirstine Hauptmann