Solidariteten er tilbage

Da solidariteten pludselig blev nærværende

Gemt, men ikke glemt. Sådan havde en stor del af HK Stats medlemmer det med solidariteten før corona. Men efter virussens indtog kom den frem i nye former og blev endnu mere vigtig, end den var i forvejen.

Af Ingelise Egeberg. Illustration: Bob Katzenelson 

Solidaritet er vigtig, men den kommer ikke så tit til udtryk i dag, som den gjorde før i tiden. Det var i store træk sådan, HK Stats medlemmer beskrev det måske lidt bedagede begreb tilbage i november 2019.

 ‘Det kommer nok mest til udtryk, når vi har de store indsamlingsevents, fx Kræftens Bekæmpelse, Red Barnet og de store naturkatastrofer’, svarede en deltager i en spørgeundersøgelse, som HK Statbladet sendte ud på det tidspunkt.

I november 2019 spurgte HK Statbladet i en undersøgelse blandt HK Stat-medlemmer, hvilke ord de forbinder med solidaritet. De svarede i prioriteret rækkefølge: sammenhold, fællesskab, opbakning og loyalitet.

 ‘Folk er mere egoistiske og tænker mere på egne ambitioner. Derfor kommer solidaritet ofte sjældent til udtryk på arbejdspladser i dag. Men når det opleves, er det godt, når man står sammen om en fælles sag,’ skrev en anden som svar på spørgsmålet: Hvordan oplever du, at solidaritetkommer til udtryk i dag?

Men så ramte coronaen. Med virussens indtog blev det gamle begreb støvet godt og grundigt af og kom frem på ny i medlemmernes bevidsthed. Nu som teamwork på arbejdspladsen, omsorg for de udsatte, støtte til forretningslivet og i mange andre varianter. Det viser en sammenligning af resultater fra to spørgeskemaundersøgelser, hvor HK Statbladet bad medlemmerne om at forholde sig til vigtigheden af solidaritet i det danske samfund. Én lige før og én efter corona.

HK Statbladets to spørgeskemaundersøgelser er hver gang sendt til 4.000 tilfældigt udvalgte medlemmer i henholdsvis november 2019, hvor knap 1.000 svarede, og i juni 2020, hvor næsten 1.500 deltog.

Ønske om at passe på hinanden

På en skala fra 1 til 10, hvor vigtigt mener du, det er at fokusere på solidaritet i det danske samfund?

Sådan spurgte HK Statbladet medlemmerne i november 2019. Her fordelte 86 procent af deltagerne sig på værdierne 6, 7, 8, 9 og 10 – altså fra midt på skalaen til ‘meget vigtigt’. Det vægtede gennemsnit var 7,7.

I den nye spørgeskemaundersøgelse fra første halvdel af juni 2020 stillede HK Statbladet det samme spørgsmål igen.

Denne gang var det 91 procent, der fordelte sig på værdierne fra 6 til 10 på skalaen, og det vægtede gennemsnit var 8,1.

Ordet ‘solidaritet’ kommer af det franske ‘solidarité’, som betyder sammenhold eller samhørighed.

 Særlig tydeligt er udsvinget på skalaen ved værdien 10 – meget vigtigt – hvor tilslutningen er vokset fra 22 procent før til 29 procent efter coronaen. HK Stats medlemmer mener altså, at det er blevet mere vigtigt at fokusere på solidaritet i vores samfund efter coronaens ankomst, end de mente, før smitten ramte.

Også spørgsmålet: Hvordan oplever du, at solidaritet kommer til udtryk i dag? blev gentaget.

‘Som omsorg og sammenhold og et ønske om at passe på hinanden’, ‘hjælpsomhed over for fremmede, man tager hensyn, holder pladsen i køen etc.’ og ‘kolleger har stået tættere sammen og hjulpet endnu mere, og chefer har været overbærende,forstående og meget large’, lød nogle af undersøgelsens næsten 500 fritekstsvar.

Solidaritet er en sjov størrelse

Mens nogle har oplevet solidaritet på det højere plan: ‘støtte, medmenneskelighed, være en del af noget større’, har det for andre været mere jordnært: ‘godmorgenhilsner fra kolleger, når vi begynder dagens arbejde’.

En Google-søgning viser, at i politisk sammenhæng bruges ‘solidaritet’ typisk om situationer, hvor man som gruppe står last og brast med nogle, som har det svært eller er i en truet situation. Teoretisk er solidaritet det modsatte af individualisme eller egoisme.

 Én har også bemærket, at det at udvise solidaritet omfavner hele det politiske farvespektrum:

‘Stort set alle har stået sammen om at støtte dem, der er svagest eller hårdest ramt, uanset hvilken politisk overbevisning man har. Det luner mit røde hjerte :).’

Men der er også enkelte, som savner solidaritet – eksempelvis på arbejdspladsen:

‘Vi er et stort hus i flere etager, hvor der godt kunne have været kaldt flere ind, så os, som skulle være der, kunne have fået lidt hjælp. Der er blevet knoklet og lavet flere mands arbejde.

’En oplever det som ‘meget blandet – der var hurtigt en tendens blandt mange til at skifte fra os til mig’, og en anden skriver: ‘Solidaritet er en sjovstørrelse. Folk ryger hurtigt retur til gamle vaner.’

Over en tredjedel, 35 procent, svarer i den seneste undersøgelse, at for dem har coronakrisen vist, at solidaritet er vigtigere, end de hidtil har ment.

Godt 1 procent svarer, at krisen har vist dem, at solidaritet er mindre vigtig, mens over halvdelen (58 procent) ikke mener, at coronakrisen har påvirket deres opfattelse af solidaritet.

‘Jeg har altid ment, at solidaritet er vigtig, er derimod forbavset over, hvor solidariske vi egentlig er,’ lyder et af fritekstsvarene.

Hvordan har du oplevet solidaritet under coronakrisen?

5 statsansatte HK'ere fortæller om, hvordan de har oplevet solidaritet i forbindelse med coronakrisen.

Af Ingelise Egeberg. Foto: Jonas Normann og privat

Jeg har handlet der mere end nogensinde. Vi gik også i gang med et renoveringsprojekt i vores lejlighed, før det egentlig var planen, for på den måde at støtte håndværkerne og byggeriet. Ja, det handler meget om penge, men når vi bidrager til at holde hjulene i gang, er det godt for os allesammen.

Jeg tror, det også handler om at have en god arbejdsplads, som har en høj grad af tillid, og som stiller gode vilkår til rådighed. Har man det, får man det tifold tilbage. Derfor var det heller ikke overraskende for mig. Nu handler det om, at vi skal tage alt det gode, vi har lært under krisen, med os.

Godt hjulpet af de sociale medier, hvor vi sætter individet i centrum ved at vise vores overskud og perfekte liv frem: "Se mig, jeg er i træningscentret, og se mig, jeg har bagt kager efter Mette Blomsterbergs opskrift." Jeg havde ikke forventet at se den solidaritet og opbakning til at følge retningslinjerne, som der var for langt de flestes vedkommende. Frivillige, der hjalp de ældre med indkøb. Coronanetværket, hvor medicinstuderende og mange andre meldte sig. Den måde, vi arbejdede sammen og løste opgaverne på, mens vi var hjemsendte … Det var fantastisk at opleve.

Men jeg synes, at vi har klaret det overraskende godt. Vi er en pendlerarbejdsplads, og mange har haft mulighedfor fortsat at arbejde hjemme, hvis de havde behov. Jeg synes, at ledelsen har været god til at tage de nødvendige forholdsregler med rengøring og forhold omkring mad i kantinen. Samfundssindet har også vist sig ved, at mange fortsatte med at betale kontingent til fritidsaktiviteter, selv om de var lukkede, og på den måde bakkede op om nogle af dem, der blev ramt økonomisk af krisen.

 

 

 

Ungt bestyrelsesmedlem: Jeg bruger ikke ordet solidaritet

Som 29-årig blev Alexandar valgt ind i bestyrelsen i HK Sjælland. Han er dermed med til at tegne en ny generation, der bliver vakt af det faglige arbejde og søger indflydelse for at hjælpe andre.

Af Michael Bech. Foto: Hanne Loop

Solidaritet og fællesskabsfølelse er ikke længere fremmedord for yngre mennesker. Især ikke efter at ’samfundssind’ har fået en vigtig plads i de danske ordbøger oven på coronakrisen.

Men den 30-årige Alexandar Kuburovic, der sidste år blev valgt ind i HK Stat Sjællands bestyrelse, undlader alligevel at bruge ordet solidaritet, når han taler med yngre mennesker og medlemmer af HK Stat.

- Jeg fravælger at bruge det lidt gamle begreb, for mange unge har stadig en opfattelse af ordene solidaritet og solidarisk som noget ukonkret og meget bredt. Jeg vil hellere forsøge at bruge nogle konkrete og praktiske eksempler på solidaritet, når vi skal få folk til at forstå værdien af at løfte i flok,siger Alexandar Kuburovic, der er ansat i Skatteforvaltningen i Næstved.

Han mener, det er lykkedes for arbejdsgiverne at individualisere lønmodtagergruppen på mange arbejdspladser. Og det er splittende for fællesskabsfølelsen.

Den stille, arbejdsomme type glemmes

- Solidariteten er under pres, når nogle føler, de knokler mere end andre, som får mere i løn. Så kigger man i stedet skævt til hinanden og glemmer at stå sammen.

Hans mål er derfor at gøre det forståeligt for medlemmerne, hvordan fagforbundet kommer videre med deres ønsker, behov og konkrete krav. I den forbindelse påtager han sig gerne et fagpolitisk ansvar.

- Mange HK Stat-medlemmer er i fare for at blive glemt på deres arbejdspladser, men jeg og andre fagligt aktive har en forpligtelse til at søge indflydelse og sørge for, at ingen bliver tabt på vejen, siger Alexandar.

Det sjællandske bestyrelsesmedlem mener, at det under coronanedlukningen blev tydeligt, at det ofte er den stille, selvkørende og arbejdsomme HK’er, der får tingene gjort. Men at det sjældent er den type medarbejder, som chefen får øje på. Derfor skal HK og tillidsfolk arbejde mere for at gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, hvad der fungerer på arbejdspladsen – og hvad der ikke gør.

Et ’like’ på Facebook er ikke nok

- Solidaritet og værdien ved fællesskabet havde en meget større betydning tidligere, end det har nu,selv om coronaen måske har ændret lidt på det. Det er, som om vi alle er mere optaget af os selv og vores eget gode liv nu, end vi var, da uligheden stod mere klart. Rigtig mange er pressede på job og i privatlivet for at få tingene til at hænge sammen.Så de har ikke overskud til at blive en del af frivilligt eller fagligt arbejde, siger Alexandar, som selv har været frivillig i lokalsamfundet over længere tid.

Det er dog hans oplevelse, at folk under coronakrisen reagerede positivt med spontan frivillig hjælp, fx da familier ikke kunne deltage i de afdødes begravelser, når den ældre nabo ikke selv kunne købe ind, og da de særligt udsatte for coronasmitte pludselig blev overladt til ensomhed. Det blev pludselig utilstrækkeligt kun at deltage i andre menneskers liv med et ’like’ på de sociale medier.

- De sociale medier var ikke længere nok. Vi udbredte det sociale aspekt under corona. Og jeg tror da også, at ændringen i folks opfattelse af solidaritet har noget at gøre med den generelle, hastige samfundsudvikling og den voldsomme udbredelse i brugen af teknologi. De nære relationer ryger let i den sammenhæng, og vi har pludselig ikke tid til at stoppe op og tale med en fremmed længere. Man får travlt uden at have grund til at være travl, siger Alexandar.

Vi skal se ud over egne behov

Under coronanedlukningen fik Alexandar mange af de hjemmearbejdsdage, som han tidligere ikke har brudt sig om. Men han fandt, at fordybelsen omkring opgaven i roen væk fra kontormiljøet varen gevinst.

- Jeg har altid foretrukket at være til stede på arbejdspladsen og mødes med folk direkte, så jeg kan aflæse folks kropssprog og mimik. Og jeg mener fortsat, at noget kreativitet forsvinder, men effektiviteten er lige så stor hjemme som på jobbet.

Alexandar kom ind i det faglige arbejde lidt via et tilfælde. Gennem sin tvillingebror, som også er fagligt aktiv, blev han opmærksom på HK’s Frontløberuddannelse for unge medlemmer. Deltagelsen på uddannelsen vakte den faglige interesse, hvorefter han som 29-årig stillede op til bestyrelsen i HK Stat Sjælland – og blev valgt.

- Jeg har fundet ud af, at det kræver fagligt overskud og interesse at vedligeholde og forbedre forholdene for HK’s medlemmer. Så det gælder om at se ud over egne behov og finde ud af, hvad de fleste vil. Og derefter arbejde på at få det gennemført.Jeg er på den måde et af bindeleddene mellem medlemmerne og dem højere oppe i beslutningskæden. For det er medlemmernes mening, der tæller, siger Alexandar Kuburovic.

Historiker: Danmark er grundlæggende et solidarisk samfund

Danskerne udviste ‘imponerende’ fællesskabsfølelse med de svage i samfundet under coronakrisen, mener historiker Claus Bryld. Han mener, at vi historisk set ikke har oplevet en lignende solidaritet, siden danskerne hjalp jøderne med at flygte til Sverige under krigen. Og han er optimist på vegne af den udskældte danske ungdom, som nok skal bære solidariteten videre.

Af Michael Bech. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

’Frihed, lighed og broderskab eller døden’ var parolen, da borgerskabet under den franske revolution i 1789 kaldte til kamp for bedre forhold – og til et opgør med et samfund styret af adelen og en rig overklasse. ’Frihed, lighed og broderskab’ er stadig Frankrigs nationale motto.

Arbejderklassen overtog parolen med en omskrivning til ’frihed, lighed og solidaritet’. Og de 3 søjler er det danske socialdemokrati fortsat holdt oppe af.

- Arbejderbevægelsen i Danmark var ikke noget uden solidaritet. Lønmodtagerne stod helt isoleret. De var nødt til at slutte sig sammen for at få fælles kraft til at opnå ordentlige arbejds- og lønforhold, siger professor i moderne historie Claus Bryld.

Siden har begrebet solidaritet været stærkt knyttet til mange af de fremskridt, der er opstået i Danmark frem mod nutidens velfærdssamfund. Et samfund, som fortsat er båret af en solidarisk ånd, selvom vi måske nu kalder det sammenhold, fællesskab, samfundssind eller at ‘løfte i flok’.

Kan sammenlignes med jødernes flugt

- Solidaritet giver styrke, og det afgørende er fællesskabsfølelsen. Man træder ikke uden for sammenholdet. Det manifesterede sig under coronakrisens sværeste tid, hvor vi på imponerende vis stod sammen for ikke at smitte hinanden, siger Claus Bryld.

Professoren fra Roskilde Universitet mener, at det var flot set, da statsminister Mette Frederiksen spillede på solidariteten ved coronanedlukningen. For begrebet solidaritet har haft en svær tid, siden det i 1987 lykkedes den britiske premierminister Margaret Thatcher – og senere USA’s præsident Ronald Reagan – at feje fællesskab, velfærdsstat og rettigheder for borgerne af vejen til fordel for individualisme, liberalisme og forpligtelser.

- Solidaritet har været undertrykt som værdi i mange samfund siden fattigfirserne. De danske lønmodtagere har dog hele tiden været stærkt organiseret. Og reaktionen i den danske befolkning under coronakrisen var udtryk for en langt større kollektivitetsfølelse, end jeg troede var mulig. Vi viste sammenhold og tog hensyn til hinanden i et omfang, jeg mener kan sammenlignes med den solidaritet, vi udviste, da danskerne hjalp jøderne med at flygte til Sverige under krigen, siger Claus Bryld.

Bevarer sammenhængskraft i samfundet

Han mener, at solidaritet altid vil være udfordret af storkapitalens økonomiske ønsker og markedskræfterne. Men i Danmark har vi fået rodfæstet solidariteten i arbejderbevægelsen og siden i andelsbevægelsen, hvor bønderne i Venstre deltog. Senere blev der samling på hele befolkningen i forsamlingshuse, andelskasser og i andelsdrift af virksomheder.

- Der er altid en kamp mellem det private og det fælles. Og den har i Danmark ofte været ført med et skyldigt hensyn til den sammenhængskraft i samfundet, som de fleste partier i Folketinget er tilhængere af. For Danmark er grundlæggende et solidarisk samfund. Modsat nogle sydeuropæiske lande – og i udbredt grad USA – har vi ikke en risiko for, at landet falder fra hinanden på grund af grupper af mennesker, som kun tænker på sig selv, siger Claus Bryld.

Historikeren mener, at en stor del af sammenhængskraften i det danske samfund stammer fra arbejderbevægelsen og solidariteten. Sammenhold og samarbejde har således givet mening og har kunnet betale sig i Danmark frem for at insistere på splittelse og enegang.

- Jeg er optimist

- Det gavner os i krisetider, at vi ved, hvordan vi står sammen. Vi havde åbenbart ikke glemt styrken i sammenholdet før corona – og det glemmer vi ikke efter corona. Det lover godt for fremtiden og den situation, hvor Mette Frederiksen eller en anden statsminister næste gang skal bede om solidaritet. Fx om nogle år, når klimakampen bliver så alvorlig, at vi igen er nødt til at mobilisere os på samme måde som under coronaen, siger han.

Ungdommen, der ofte beskyldes for at leve deres liv på sociale medier og kaldes curlingbørn, regnes af mange som fortabte i fællesskabet og uden solidariske evner. Men 80-årige Claus Bryld har en helt anden opfattelse af nutidens unge.

- Jeg er optimist med hensyn til ungdommen og bevarelsen af solidariteten i samfundet. De unge er altovervejende ansvarlige. Selv om der er træk i dyrkelsen af de sociale medier, der ikke tyder på fællesskabsfølelse, så er der også et samvær digitalt, som de unge tager med sig i det virkelige liv. Vi ser mange unge blive optaget af den globale klimakamp, mens andre var villige til at hjælpe de ældre under corona. Og de fleste af dem bliver også medlem af en fagforening. Så solidariteten skal nok overleve i vores del af verden, siger Claus Bryld.

Solidaritet gennem tiden

REVOLUTION OG BLOD

Da den franske revolution blev indledt i 1789, var det også begyndelsen på en lang række folkelige opstande i Europa. Folket ønskede et opgør mod en uretfærdig fordeling af goder, politisk magt og privilegier. Økonomiske og sociale spændinger eksploderede i en lang række lande og samlede borgerskabet og bønderne i et opgør mod kongers enevælde og den særstatus, som kirken og overklassen nød godt af. En lang og blodig periode frem mod 1815 endte medet helt nyt politisk billede i Europa. Og ideerne om frihed, lighed, demokrati og magtens tredeling er siden blevet idealet i de moderne vestlige samfund.

ANDELSBEVÆGELSE OG UAFHÆNGIGHED

Den første forbrugsforening blev grundlagt somThisted Arbejderforening i 1866. Siden tog danske bønder et betydningsfuldt skridt i 1882, da de første solidariske andelsbrug blev etableret i landbruget. I stedet for at være afhængige af storbonden eller herregårdens nåde, gik bønderne sammen i en rationel og konkurrencedygtig organisationsform, hvor alle var medejere. Andelsbevægelsen vandt genklang i flere andre former i Danmark, hvor de danske brugsforeninger i FDB er det mest kendte eksempel.

FÆLLESSKAB OG KAMP

Sammenhold blandt arbejdere op gennem 1800-tallet skabte sidst i århundredet de første fagforbund. De opstod gennem en fælles kamp mod virksomhedsejernes udnyttelse af arbejderne og med krav om bedre rettigheder, højereløn og sikkerhed på arbejdspladsen. Grundlaget for den organiserede arbejderbevægelse var på plads.

HJÆLPSOM OG INTERNATIONAL

En lang række hjælpeorganisationer opstod efter de to store verdenskrige med ønsket om at lade de rigeste hjælpe de fattigste. Dansk Røde Kors stiftedes i 1917, Folkekirkens Nødhjælp kom på plads i 1922, Red Barnet lige efter besættelsen i 1945, mens UNICEF samlede de internationale kræfter i 1946. Men i kampen for at vise solidaritet og udbrede lokalt demokrati i asiatiske og afrikanske lande gik danskere også ind i ulandsarbejde i Mellemfolkeligt Samvirke, Next Stop og Tvind, mens DANIDA påtog sig den samlede statslige danske forpligtelse i en række samarbejdslande.

BESATTE OG USELVISKE

Besættelsestiden mellem 1940 og 1945 bød ikke kun på hjælpsomhed og fælles modstand mod de tyske besættere. Der var også stikkere, samarbejdspolitik og frivillige danske frontsoldater i tysk tjeneste. Men frihedskampen og den stille modstand mod tyskerne bed sig fast. Danskerne skjulte i stadigt større omfang illegalt materiale samt frihedskæmpere. Og så var det en aktion båret af stolt indignation og ren uselviskhed, da jøderne blev hjulpet til Sverige uden om det tyske søgelys.

FRED OG LIGHED

Det musikalske ungdomsoprør gik i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne over i fredsbevægelser og store demonstrationer med temaer som kærlighed, lighed, modstand mod krig og nedbrydning af de gamle modeller for de vestlige samfund. Og i løbet af 1970’erne gødede ungdomsoprøret den internationale solidaritet via venskabsprojekter med fattige samfund i Sydamerika, Asien og Afrika.

SØSTERSOLIDARITET OG KVINDEBEVÆGELSE

Arbejderbevægelsen talte om ’broderskab’. Som en reaktion på det begreb lancerede feminister i 1960’erne ’søstersolidaritet’. Den nye rødstrømpebevægelse ville på den måde betone vigtigheden af, at kvinder står sammen for at fjerne undertrykkelse og nedvurdering af kvinder. Egentlig opstod kvindebevægelsen ud af Dansk Kvindesamfund i 1871, men den nyere danske kvindebevægelse med en mere radikal og socialistisk tilgang til ligeløn, lige vilkår og sloganet ’Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp!’ var aktiv mellem cirka 1970 og 1985.

LIBERALISME OG INDIVIDUALISME

Krise, arbejdsløshed og pessimisme på gadeplan blev i 1980’erne og de tidlige 1990’ere tacklet af politikere og pengemænd med en tilbagevenden til rå kapitalisme, liberalisme og frit spil på aktiemarkedet. Fattigfirserne drænede fællesskabet, og solidaritet endte som et fy-ord, mens Margaret Thatcher, Ronald Reagan og yuppierne på alverdens børser satte kursen.

KLIMA OG SAMFUNDSSIND

Kampen om ressourcerne og et stadigt mere tydeligt klimaproblem blev efter årtusindeskiftet og gennem 2010’erne ignoreret eller bortforklaret af de fleste politikere og virksomheder. Men det ville ungdommen ikke finde sig i. En klimabevægelse voksede frem med den lille, svenske teenager Greta Thunberg som samlingspunkt. De unge ville have fokus på mindre forbrug og kampen for klimaet, og de fik ikke kun taletid, men skabte også en ny, stærk solidaritetsfølelse. Under coronakrisen i 2020 kom også de voksne igen i tanker om det gamle begreb ’solidaritet’ via det nyere’samfundssind’, da de svageste og mest sårbare skulle beskyttes mod smitten.