Heidi Kallesøe

Efter 2 år i uvished om, hvorvidt hendes job skulle flytte fra København til Augustenborg, er Heidi Kallesøe blevet bevidst om vigtigheden af at uddanne sig løbende, så man er mindre skrøbelig over for omstruktureringer. Foto: Mikkel Østergaard.

- Det, at andre tager en beslutning hen over hovedet på en, er nok noget af det værste, der kan ske for et menneske.

Sådan opsummerer Heidi Kallesøe (47) sin oplevelse af tiden fra efteråret 2015 til sommeren 2017. I oktober 2015 var Heidi med 7 års ansættelse en af de nye blandt de cirka 20 medarbejdere i Fiskerikontrolkontoret i Nyropsgade i København.  Det var på det tidspunkt, chokket kom. Der, hvor det blev offentliggjort, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, som hendes kontor hørte under, skulle flyttes til Augustenborg på Als. Og der, hvor en uvished, der viste sig at skulle vare i 2 år, begyndte.

- Det var surrealistisk. Vi havde hørt om, at der var udflytning på vej, men vi havde ikke forestillet os, at vi skulle blive ramt. Mange af os vidste ikke engang, hvor Augustenborg lå, fortæller Heidi om den dag, hvor regeringens første Bedre balance-plan, der omfattede 3.900 statslige arbejdspladser, blev meldt ud.

Hjerte for fiskerne

Hidtil havde Heidi ikke oplevet, at nogen af kollegerne havde planer om at søge væk. Mange af dem havde holdt deres 25-års jubilæum. Enkelte var på vej mod 40 år uden nogensinde at have skrevet et CV. At gøre et godt stykke arbejde for fiskerne var den fælles hjertesag, hvad enten det gjaldt den lille fisker med kun én jolle, eller den store med flere kuttere og mandskab.  

Selv havde Heidi heller ikke tænkt tanken om nyt job. Før nu.

- Først forestillede jeg mig, at jeg kunne pendle. Eller leje et sommerhus, for mine børn var flyttet hjemmefra, og jeg var kun mig selv. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var tænkt i desperation og en alt for voldsom beslutning. Sønderborg var fin nok, men det var alt for langt væk fra ens familie og omgangskreds, fortæller Heidi.

Derfor lød det også forkert i hendes ører, når venner og bekendte sagde, "du kan da bare finde et andet job, det er der jo så mange, der gør i dag".

Kun de andre i storrumskontoret på Nyropsgade forstod det.  

- Før i tiden gik jeg ikke og sagde, at jeg elskede mit arbejde, for det er jo noget man siger om sine nære. Men det gjorde jeg faktisk. Vi havde en samhørighed, hvor kun vi vidste, hvad vi talte om. Flere har senere sagt, at de holdt op med at tale om udflytningen med deres nærmeste, for de kunne ikke forstå det.

Flytningen trækker ud

Mens de omkring 400 medarbejdere i styrelsen flyttede ud lidt efter lidt, oplevede Heidi og hendes kolleger at være nogle af de få, der blev tilbage i Nyropsgade.  

Flyttevarslet trak ud for dem på grund af, at slottet i Augustenborg skulle igennem en større renovering, og at der var mangel på plads i midlertidige lokaler.

I takt med, at de gennem det næste års tid blev knyttet tættere sammen på kontoret, hørte de verden udenom tale mere og mere om københavnere, der ikke vil flytte af skræk for at undvære deres caffe latte, og om, hvor godt det var for Udkantsdanmark med flere arbejdspladser, som nye folk kunne læres op til i en fart.

- Troede de, at vi sad drak caffe latte 3 gange om dagen? Vidste de ikke, at de fleste af os bor i Greve og Ballerup og Ringsted og sådan nogen steder? Og forstod de ikke, at vi har en stor specialviden om vores område, som ikke bare kan videregives på et par måneder? Det gik os på, og vi følte os krænkede, fortæller Heidi.

Drænet for overskud

Selvom dagene var præget af tristhed og frustration, mødte Heidi og de andre på kontoret op og passede deres arbejde. Hun husker ikke, at der var særligt mange, der meldte sig syge i mere end et par dage ad gangen. For gjorde man det, blev det jo endnu værre for de andre. Alt for mange timer blev bagefter tilbragt på sofaen derhjemme, for der var ikke overskud til andet.

- Vi sad der på arbejdet og følte os som nogle Duracell-kaniner, der bare mødte op og gjorde, hvad vi skulle. Imens snakkede vi om, hvorfor vi ikke gjorde noget ved det. Måske fordi vi håbede, der ville ske et mirakel. Hvis det skete, skulle vi rigtig ud og feste og fejre det med øl, snakkede vi om.      

I marts 2017 begyndte de politiske sager om magtfulde storfiskere, de såkaldte kvotekonger, at komme frem i offentligheden. De eskalerede hen over sommeren og førte til, at fiskeriområdet 7. august blev skilt ud som selvstændig styrelse.

Det menneskelige blev glemt

Da Heidi mødte op efter sin sommerferie, var det til en turbulent arbejdsplads, hvor en masse undersøgelser var sat i gang for at kontrollere, om forvaltningen af området var sket efter reglerne. Desuden var en chef og direktøren blevet flyttet med omgående virkning.

- Midt i alt det, der skete, var det en kæmpe sorg at miste vores chef, som vi havde haft i mange år og som var vores anker. Vi holdt utroligt meget af ham, siger Heidi.

Staben på kontoret skulle nu udvides med blandt andre flere jurister, og opgaverne blev flere og flere. Mere kontrol, ministerbetjening og aktindsigter fulgte med det store fokus, der var på fiskerikontrolområdet. Efter, hvad Heidi husker som lang tid, kom en kort besked på mail om, at hendes arbejdsplads ikke skulle flytte, at de skulle blive i Nyropsgade, og at de nu hørte under Udenrigsministeriet i stedet for Miljø- og Fødevareministeriet. Men festen, som de havde talt så meget om, udeblev, og øllet fik de aldrig skålet i.

- Vi gik direkte fra 2 år med uvished over i en tid med stress og forandringer og et meget større arbejdspres. Vi troede, det skulle være den lykkeligste dag i vores liv, og så skete det slet ikke på den måde. Vi var mentalt trætte, fortæller Heidi. Når hun i dag ser tilbage på forløbet, er det med ærgrelse over, at uvisheden tog så meget energi, som hun godt ville have brugt på noget andet. Og med en følelse af svigt.

- Det var som om, alt det menneskelige blev glemt. Det var ikke personer, man flyttede, men arbejdsopgaver. De skulle have noget til at hænge sammen uden tanke for, at der var mennesker midt i det. I dag står det tydeligt for mig, hvor skrøbelige vi var.

 

Fakta: Omstruktureringer påvirker helbred og trivsel

  • En langvarig omstrukturering (over mindst 2 år) har negativ indflydelse på medarbejdernes helbred og trivsel og fører til lavere jobtilfredshed, lavere engagement, dårligere generelt helbred, øget følelsesmæssig udmattelse og højere sygefravær.
  • Medarbejdere, der er udsat for omstrukturering, oplever en højere grad af usikkerhed i jobbet end dem, der ikke er udsat for omstrukturering. Oplevelsen af jobusikkerhed kan vare i op til 5 år efter.
  • Medarbejdere vænner sig ikke til omstruktureringer, selvom de oplever dem flere gange i træk.
  • En positiv effekt af omstrukturering kan være, at medarbejderne oplever øget selvstændighed, større mulighed for at deltage i beslutningsprocesser og mere støtte fra ledelsen, og dermed trives bedre.
 

Kilde: PSYRES-projektet (Psykisk helbred og trivsel i forbindelse med omstruktureringer: konsekvenser og mekanismer) 2011.