HK'er - statens hestekræfter

Banedanmarks tillidsfolk - Udholdende udflyttere

Anitta Borggreen Kristensen sørger for sikkerhedsuddannelse af de orange arbejdsmænd i sporene, og Gerhard Nielsen planlægger deres arbejde. Begge er tillidsrepræsentanter i Banedanmark og udflyttede fra København til Ringsted.

Anitta er fællestillidsrepræsentant for cirka 330 HK'ere, der arbejder overalt i Danmark, og almindelig tillidsrepræsentant for 60, hvoraf de fleste arbejder i Banehuset i København. Det gjorde hun også selv indtil januar 2017, hvor Banedanmark flyttede 60 stillinger fra forskellige afdelinger til en midlertidig adresse tæt på Ringsted Station.

Anitta er uddannelseskonsulent. Hun er uddannet kontorassistent og har taget Banedanmarks trafiklederuddannelse. Løn: 33.000.  

Modsat på de fleste andre udflyttede arbejdspladser flyttede mange medarbejdere med. Og nogle – heriblandt Anitta – har fået kortere transporttid. Både fordi de bor syd og vest for København – nogle i Nyborg og Odense – og fordi trafikken ud af hovedstaden glider lettere end den modsatte vej.

Ting tager længere tid i det offentlige

Andre takkede nej til at flytte med og har lykkeligvis fået jobs andre steder i Banedanmark. Det kan mærkes, at mange års viden og erfaring pludselig forsvandt på en gang, fortæller Anitta. Bortset fra en kollega, der har været på barsel, er hun den eneste gamle i gårde i uddannelsesteamet, der som det eneste team under HR-afdelingen er flyttet ud.

- Det har været et sindssygt hårdt år. Det har krævet blod, sved og tårer at få det op at køre. Som nyansat skal man lære sproget, opgaverne og kulturen at kende. Det tager tid at sætte sig ind i et nyt arbejdsområde og blive i stand til at varetage det selvstændigt. Nogle kommer fra det private erhvervsliv og skal lære, hvad en statslig virksomhed er. Vi er TIL for kunderne. De er vant til at VÆRE kunderne. Ting tager længere tid i det offentlige. Blandt andet fordi vi skal kunne vise og forsvare, hvad vi bruger pengene til.

Gerhard er produktionsplanlægger. Han er uddannet kørestrømsmontør. Løn: 38.500. Han er på teamlederløntrin, fordi han engang havde den funktion. Tjenestemænd kan ikke gå ned i løn, medmindre de selv søger en anden stilling.

 

 

Vi skal bare makke ret

Bureaukratiet har sine gode grunde, forstår man, men nogle gange kan det blive for meget for selv en administrativt uddannet tjenestemand som Anitta.  

- Regeringen TROR ikke på de offentligt ansatte. Derfor skal alting dokumenteres i hoved og røv. Det virker som om, vi er et nødvendigt onde. Vi skal bare makke ret. Hvis vi ikke vil, ryger vi ud. Man føler, de nedgør vores arbejde. De fleste af Anittas medlemmer arbejder stadig i København. Tænker de over, at der snart kommer en ny udflytningsrunde?

Anitta smiler lakonisk:  

- Det er et STORT samtaleemne.  

Selvom ulemperne ved udflytningen foreløbig fylder mest, ser Anitta og Gerhard også fordele. Han har fået halveret sin transporttid, og hendes er forkortet fra 3-4 timer til én time tur/retur. Og de er kommet i kontakt med kolleger fra andre teams:

- Når man lærer hinanden og hinandens opgaver at kende, får man større gensidig respekt.

Læs en længere version af denne artikel

Kliniksekretæren - venteværelsets venlige ansigt 

Grethe Villadsen er kliniksekretær på Tandlægeskolen i Aarhus.

Uden hende ville der ikke være patienter i stolene, når de studerende skal træne deres kliniske og pædagogiske færdigheder i praksis.

 

Grethe byder på kaffe og konfekt i frokoststuen på børneafdelingen ved Institut for Odontologi. Hun fortæller engageret om sine opgaver: Hvert år i august er hun alene på afdelingen, mens hun lægger et kæmpe planlægningspuslespil. Undervisningsplaner og kalender skal være klar, når kollegerne og de studerende kommer tilbage fra sommerferie. Hun booker tider til de børn, som de tandlægestuderende på sidste del af deres uddannelse skal behandle. Når semestret begynder, indtager Grethe receptionen de 4 formiddage om ugen, hvor der er patientbehandling. Hun tager imod børnene i det farverige legerum, der udgør venteværelset, passer telefonen og hjælper de studerende med at udfylde papirer, fx når de skal i praktik. Hun er uddannet klinikassistent, men arbejder som sekretær. Det trives hun godt med.

- Sekretærarbejde er mere spændende i dag end i gamle dage, hvor det var renskrivning og kopiering og indføring af tider fra små aftalekort i en bog. I dag klarer maskinerne det kedelige, og de gør det mere fejlfrit end mennesker kan. Den teknologiske udvikling frigiver tid til de relationelle aspekter af sekretærjobbet, som er ekstra vigtigt, når man har med børn at gøre.

- Jeg kan godt lide børn, og jeg har tid til at snakke med dem og kigge på deres nye sko. Det skal man have på en børnetandklinik. De skal have en god oplevelse, så de ikke får tandlægeskræk. Jeg er ansigtet udadtil. Det betyder meget. De voksne patienter, der kan spare mange penge ved at blive behandlet på Tandlægeskolen, har et godt incitament, fortæller hun.

Den kommunale børnetandpleje er svær at konkurrere med, fordi den også er gratis.

- Børnenes forældre skal vælge os, fordi de får en ekstra god service. De fleste, der bliver spurgt, siger ja. Cirka 2000 børn har valgt at gå fast på Tandlægeskolens Børneafdeling.

En vellidt lim

Ventetiden i legeværelset er kort. Det sørger Grethe for ved at holde øje med, hvordan det går inde på klinikken. Koordineringsevne er en vigtig kompetence i hendes funktion. Hvis der opstår forsinkelse, flytter hun nogle børn ind til den kommunale klinik inde ved siden af. Og omvendt: Når der kommer et afbud, skaffer hun hurtigt børn via den kommunale tandpleje. Det går jo ikke, at de studerende står med en tom stol, når de skal undervises.

Om eftermiddagen læser Grethe journalerne igennem. De kliniske lærere har travlt i undervisningen, så det er vigtigt med ekstra øjne, der tjekker, om journalerne er fyldestgørende og forståelige for de efterfølgende lærere og studerende. Hvis der mangler oplysninger, eller noget er uklart, gør Grethe tandlægen opmærksom på det. Og hun sætter aftaler, når der fx står, at patienten skal komme igen om et halvt år.

Frokostpausen

En klinikassistent, der i dag har været i den kommunale tandpleje, kommer ind i frokoststuen og fortæller, at hun først nu har fået frokost – klokken er snart 14. Der kom et traume, forklarer Grethe – et barn var faldet og havde slået tænderne. 

- Alt akut kommer ind – uanset, hvor travlt vi har, siger hun. 

Hvad tænker du om debatten om den betalte frokostpause? 

- Jeg har altid telefonen med til frokost. Den kan sagtens ringe 3-4 gange i løbet af den halve time. Nogle gange kommer der nogen og henter os. Vi render hele tiden. Det ville være tåbeligt at fratage os den betalte pause. Det ville koste 7-8 procent i ekstra løn, og vi ville ikke være til rådighed i pausen. Jeg synes, vores ordning er god. Jeg gider ikke gå en halv time i kantinen og være her en halv time længere hver dag. Det ville også forringe servicen. Hvad skulle traumet have gjort, hvis vi ikke var her? Stået på gangen og ventet, til pausen var slut?

Hvad synes du om din løn?

- Vi får ikke meget. Jeg arbejder 29 timer om ugen og får løn for 24 timer, fordi jeg har fri i skoleferierne. Hvis man regner min brøkløn om, tror jeg, at jeg får 160 kroner i timen. Det er jo vanvid. Men jeg kan godt lide at være her. Det er en kanongod arbejdsplads. 

Hvad håber du, der kommer ud af forhandlingerne om OK18?

- Seniordage eller omsorgsdage for folk uden små børn!

Politisk aktiv

Om fredagen, hvor Grethe har fri, svømmer hun klokken 6 om morgenen sammen med nogle folk fra Voldum, hvor hun bor. Bagefter drikker de kaffe og ordner verdenssituationen. Den ordner Grethe også på mere konkret og lokal vis som socialdemokratisk kommunalpolitiker. I november blev hun valgt for anden gang, og de næste 4 år skal hun være formand for Social- og Sundhedsudvalget. Et drømmehverv, når man som Grethe går op i de ældres og de handicappedes forhold og kæmper for at bevare plejeboliger og ungdomsklubber i de små lokalsamfund i den store landkommune, som Favrskov er. 

Hvorfor er du gået ind i politik?

- For at gøre en forskel. Jeg har været med i Socialdemokratiet siden 1984 og har tidligere været formand i Hadsten. Jeg vågnede op, da den lokale skole blev lukket. En tidligere kollega i børnetandplejen opfordrede mig til at stille op til kommunalvalget for 4 år siden.

Hvor kommer engagementet fra? 

- Når jeg ser noget skævt og uretfærdigt, bliver jeg engageret. Jeg var oprindeligt aktiv i fagbevægelsen, hvor jeg arbejdede for ligestilling og ligeløn. Jeg kan ikke lide tonen og den måde, vi behandler flygtninge og folk med handicap på. Jeg synes, humanismen drukner i grimme ting. Jeg hører næsten støvletramp, når jeg hører visse politikere.

Forandringskoordinatoren - Husna hjælper med at implementere it-løsninger i Skat

Husna Zaby Shehzada er forandringskoordinator i Skat København.  

Hendes opgave er at skabe ejerskab til it-projekter hos dem, der skal bruge dem, og undervise medarbejderne i, hvorfor de skal bruge it-systemet og hvordan. Hun giver også feedback til projektet og fortælle om brugernes oplevelser med systemet til brug for den videre udvikling. 

 

Husna byder uformelt og afslappet velkommen til Skat på  Østbanegade. Hendes adgangskort åbner døren op til en lang gang. Vi går ned ad trappen og hen til dør nummer 2, der giver adgang til afdelingen Digital Udvikling. Ved siden af Husnas kontor sidder nogle it-medarbejdere i et klemt lokale – som klichéerne om it-nørder er flest. Kontorlandskabet, som Husna sidder i, er delt op på midten af 4 borde. De vidner om en heftig mødeaktivitet, hvor folk kommer og går hele tiden.

Hvorfor er du vigtig for Skat?

- Jeg er forandringskoordinator i it i Skat. Det betyder mere konkret, at jeg er brobygger mellem it og resten af Skat.  Min opgave som forandringskoordinator er at sørge for, at Skats it-projekter bliver succesfuldt implementeret i organisationen, og at de kommer i mål til rette tid, kvalitet og pris.

Hvad er en typisk arbejdsopgave for dig?

- Første step altid interessenthåndtering. Jeg taler med ledere og medarbejder om, hvad de har behov for hjælp til. Herefter udarbejder vi uddannelsesmateriale og tester systemet. Til sidst er jeg med, når medarbejderne tænder for kontakten, og systemet er oppe at køre. Jeg indsamler feedback og giver den videre til projektet, mens projektet stadig er i gang. Det er nemlig langt sværere, når man har lukket det. 

Hvad ville der ske, hvis man fjernede alle som dig i Skat?

- Så risikerer vi at stå med it-løsninger, som medarbejderne ikke fuldt ud tager i brug, og dermed får vi ikke realiseret projektets gevinster og formål. Det er jo ærgerligt, hvis man laver god it, og der ikke er nogen, der kan finde ud af at bruge det, fordi den organisatoriske implementering mangler. Her har de gavn af det arbejde, jeg laver.

Hvad ville du sige, hvis nogen sagde til dig, at du har kolde hænder?

- At de må være gået forkert. Sådan er det generelt for HK'erne i Skat. Vi er der, hvor der er noget, der skal laves. Vi gør, lærer og omstiller os. 

HR-supporteren - en blæksprutte i Skatteministeriet

Med sine bare 23 år er Sandra Thelin godt i gang med at gøre karriere på de bonede gulve i Skatteministeriet. Til daglig er hun sekretær i ministeriets departement, hvor hun er en blæksprutte, der får tingene til at flyde på de indre linjer. 

Det er en kølig og solbeskinnet formiddag i februar. Solen spejler sig på Skatteministeriets mørke glasfacade, der igen spejler sig i det mørkeblå havvand i Københavns havn. En ualmindelig bygning indeholdende en ualmindelig magtfuld arbejdsplads.

Inde under facaden ligner det en enhver anden dansk arbejdsplads. Store kontorlandskaber uden den store afveksling. Men alt er ikke så almindeligt. Det er Skatteministeriet. Ikke bare skattefar, men skattefars egen far.

Selv tænker Sandra sjældent over, hvad hun er en del af. Det er mest folk, hun møder på sin vej, der studser over det. For lidt over 2 år siden rykkede hun fra det udflytningsramte Statens Administration til Skatteministeriet. Hun var ellers lige blevet fastansat i Statens Administration efter at have færdiggjort den 2-årige kontoruddannelse med speciale i offentlig administration.

På linje med mange andre statsansatte havde hun valget mellem at rykke med Statens Administration til Hjørring eller lade være. Hun valgte det sidste og på anbefaling fra en studieveninde søgte hun over i Skatteministeriets departement, hvor hun i dag er HR-supporter og tillidsrepræsentant for 20 HK'ere. 

Sekretær er et vidt begreb

Har man en forestilling om, at en sekretær er en stationær funktion lænket fast til en blå kontorstol bag et skrivebord, er det ikke sådan, Sandra arbejder. Som sekretær byder arbejdsdagen på lidt af hvert. Sandra betragter sig selv som HR-supporter. I praksis betyder det, at Sandra og hendes team er en administrativ støttefunktion på tværs af de mange forskellige afdelinger i Skatteministeriet. 

- Vi er et bindeled til it og servicecentret. Vi står for at lave indkaldelser til samtaler og sende tests ud, når der skal rekrutteres nye medarbejdere. Og så sørger vi også for alt det praktiske til nye medarbejdere. De skal oprettes i systemer, have adgangskoder og gennemgå introduktionskurser, som vi også står for, fortæller Sandra.

Ikke nok med det byder jobbet også på mere klassiske kontoropgaver som fx at koordinere møder og aftaler for ministeriets kontorchefer. Sandra er også bygningsansvarlig, som betyder at hun tager sig af diverse opgaver, der knytter sig til drift og vedligeholdelse af Skatteministeriets bygning på Nicolaj Eigtveds Gade 28 ved Christianshavns kanal.

- Og ellers er der ad-hoc opgaver, som kommer ind til os. Og som blæksprutte skal man kunne lidt af det hele, have overblikket og trives med at være hjælpsom.

Til glæde og gavn

I øjeblikket er det udlevering af dokumenter til Undersøgelseskommissionen, som trænger sig på, men også omstruktureringen af Skat til 7 nye styrelser giver en del at se til i ministeriet. Som et af det mægtige ministeriums interne serviceorganer er det anerkendelsen fra de øvrige ansatte, der vægter højest. Dog må man som serviceorgan indimellem lægge øre til folks frustrationer.

"Nu er det 8. gang, at printeren ikke virker ..."

- Den slags frustrationer kan godt gå udover os.  

Men heldigvis for Sandra og hendes kolleger er der langt flest positive tilbagemeldinger.

- Det er mit indtryk, at langt de fleste er glade og tilfredse med vores hjælp. Og den bedste anerkendelse, vi får, er, at afdelingerne bruger os, og at de føler at tingene bliver løst. Men ellers kan det også komme til udtryk i en glad mail eller en æske chokolade som tak for hjælpen.

Ambitiøs tillidsrepræsentant

For halvandet år siden blev Sandra valgt til tillidsrepræsentant for 20 kontoransatte HK'ere i Skatteministeriet. Det skete på opfordring fra den tidligere tillidsrepræsentant.

- Hun sagde, der var tillid til mig, og at jeg ville være et friskt pust. Selv synes jeg, det var lidt voldsomt at blive valgt med andres accept.

Sandra er beskeden, når snakken falder på, hvad der gør hende til en god tillidsrepræsentant, men fremhæver sin evne til at snakke om tingene.

- Jeg ville selv være ked af, hvis min egen tillidsrepræsentant var konfliktsky. Jeg er god til at snakke om tingene og blive ved, indtil det er løst, for jeg kan ikke lide at være uvenner med nogen. Der skal være rene linjer.

Udover tilliden fra kollegerne var det muligheden for personlig udvikling, der spillede ind i hendes beslutning om at blive tillidsrepræsentant. Ved siden af jobbet læser hun HD 2. del i organisation og ledelse.  Gennem rollen som tillidsrepræsentant kan hun se, hvordan teori udlever sig i praksis.

- Jeg udlever teorien fra bøgerne i praksis. Jeg er tæt på ledelsen, har fingeren på pulsen, og jeg får indblik i, hvordan beslutninger glider ned gennem systemet. Det giver mig meget.

Kastet for løverne i lønforhandlinger

Efter at have gennemgået HK's uddannelse som tillidsrepræsentant og blevet valgt af kollegaerne til hvervet, gik der ikke længe før Sandra blev sendt til fronten i de årlige lønforhandlinger med ministeriets ledelse.

- Selvom jeg fik hjælp fra vores gamle tillidsrepræsentant, var første gang meget overvældende. Men anden gang var klart sjovere, da jeg var mere inde i tingene. At forhandle løn er dog langtfra den eneste opgave, der følger med som tillidsrepræsentant. Da offentlige arbejdspladser ikke må være lønførende, handler tillidshvervet for Sandra ligeså meget om at gøre arbejdspladsen i Skatteministeriet attraktiv på andre områder.

- Én af mine mærkesager, er, at der i stedet for løn skal kunne tilbydes en række andre personalegoder i form af frihed, fleksibilitet i arbejdstiden, flere hjemmearbejdsdage og generelt et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives. Et andet gode, som hun og kollegerne er glade for, er den meget omtalte betalte spisepause.

- Jeg er ikke super stor fan af, at man ønsker at fjerne den. Heldigvis kan Sandra og kollegerne glæde sig over, at den betalte spisepause ikke blot er et lokalt personalegode, men en del HK Stats overenskomst med staten.

Teknik- og indkøbskoordinatoren - Fra bakterier til byggeprojekter

Peter Søholt har styr på alt fra pipetter og kaffe til millionombygninger af laboratorierne på Biologisk Institut på SDU.

Læs en lang version af denne artikel (Linket er udløbet pr 16/3 2022)

 

 Peter er uddannet laborant og har i en årrække arbejdet som sådan i forskningslaboratorier på Syddansk Universitet. Han startede i 1992 på naboinstituttet, men i 1998 skiftede han efter en pipetteskade (laboranternes pendant til kontorfolkets museskader) job til en fondslønnet stilling med et andet jobindhold på Biologisk Institut. Udover almindeligt laborantarbejde omfattede jobbet opbygning, organisering og drift af forskningslaboratorier herunder indkøb af alt fra kemikalier, plastrør og frosne bakteriekulturer til feltudstyr, elektronik og computere.

 

I 2009 blev han fastansat, og i 2010 begyndte han at arbejde med indkøbsorganisering lokalt på instituttet. I 2011 blev han udnævnt til koordinator for laboratorierenoveringerne på Biologisk Institut. Sideløbende deltog han i et projekt med omorganisering af økonomiadministrationen på tværs af Det Naturvidenskabelige Fakultet, og i 2012 blev han udnævnt til koordinator for indkøberne på Naturvidenskab.

Laboratoriet var nu helt udskiftet med en kontorarbejdsplads. Om koordinatorrollen siger han:

- Min opgave er at skabe rammer, som forskerne kan trives og forske i. Jeg er bindeledet mellem brugerne, byggeledelsen og teknisk service. Alt, der koster penge, går via mig. Jeg koordinerer indsatserne. Det mindsker fejl og spildte penge. 

Mikrobiologi er fedt

Forskningen på Biologisk Institut favner bredt: Nogle forsker i bakterier, der kan producere strøm. Andre i mikroorganismers betydning for stofomsætninger i verdenshavene, udviklingen af jordens overflade og de tidligste dyr, lydpåvirkningers (fx fra havvindmøller) indflydelse på dyrene i havmiljøet, rejers optag af tungmetaller og livet i dybhavsgrave.

- Nogle forskere er nørdede, sære snegle. Men de liver op, når de snakker om deres forskning. Det er ligesom at tænde for en lampe. De er ekstremt intelligente, men nogle kan også være selvretfærdige og overbeviste om egen store betydning. Men man skal hele tiden huske på, at det er deres tanker og ideer, som er grundlaget for vores arbejde på universitetet. Og der foregår rigtigt meget god forskning her på SDU. Der er så mange gode fortællinger. Jeg har været heldig at have forskere uden primadonnanykker. Deres arbejde taler for sig selv. De behøver ikke at råbe op om det. Jeg føler mig privilegeret ved at være med på et hold, der spiller på den store bane. Det, vi laver, gør en forskel. For de studerende og for samfundet. Det driver mig.

Waders og røjsere vidner om, at biologer ikke (kun) er skrivebordsforskere. De tager ud i naturen og tager prøver med hjem, som de studerer i laboratorier, assistereret af laboranter som Peter og hans HK-kolleger.

Peter har stadig passion for sit oprindelige fag:

- Jeg elsker mikrobiologi. Det er det fedeste i hele verden. Det er en uskik at desinficere alting og spise pencillin. Man dræber de gode bakterier. Bakterier driver jorden.

Tid er penge

Selv en passioneret koordinator kan trænge til nogle timers rutinearbejde: 

- Mit arbejde er intenst og omskifteligt, så nogle gange er det rart at have en opgave, hvor tingene bare fungerer. Når man har talt med utilfredse brugere, skrevet en teknisk vanskelig fejlbeskrivelse og beroliget en forsker, hvis forsøg er i fare for at gå i vasken, kan det være afslappende at bruge en time på at fyre ordrer af. Mange ting – som glasvarer, pipetter, plasticrør og kemikalier – bestiller jeg via et standardiseret indkøbssystem. Det er en strømlinet proces, der bare kører. Det er en enorm tilfredsstillelse. 

Peter er optaget af at spare tid og penge – både i byggeprocessen og i det daglige. Et meget konkret eksempel er den nye kaffemaskine, som bruger frossen ekstrakt. Det tager kun 4 sekunder at brygge en kop. En kande tager 17 sekunder. Det bliver til mange sparede minutter på et institut med 120 ansatte. Køerne før møder er blevet væsentligt kortere, og maskinen er tilmed næsten vedligeholdelsesfri modsat den gamle, som dagligt skulle have påfyldt kaffebønner, skiftet filter og renses. 2-4 timer ugentligt tog den proces.

Han opsummerer sine funktioner:

- Mit arbejde handler om at skabe løsninger og få ting til at virke ­– processer, maskiner, computere, rum … 

It-supporteren: Jeg er ikke uerstattelig

I Udenrigsministeriets servicedesk skal 8 medarbejdere arbejde videre, hvis der udbryder strejke og lockout, fordi opgaver er livsvigtige og uopsættelige.

En af dem er Christian Dam Christensen, som er uddannet it-supporter og arbejder i skiftehold. Han hjælper kolleger i ministeriet på Christianshavn, på ambassader og konsulater i hele verden, når de har tekniske problemer med mobiltelefoner, computere eller generelle netværksforbindelser.

  

Christian er vokset op i Hjørring. Han beskriver kulturen i Vendsyssel som åben, kærlig og ydmyg. Det er egenskaber, han kan bruge i sit arbejde med at hjælpe folk fra alle kulturer i verden med deres it-problemer.

Christian og kollegerne har på skift nattevagter, fordi folk i udenrigstjenesten på den anden side af jorden jo arbejder, når vi sover i Danmark.  Det har han det helt fint med.

- Jeg har været soldat og kørt lastbil i tidernes morgen, så jeg er vant til, at der ikke er start og stop i arbejdstiden som på normale kontorarbejdspladser. Så længe jeg elsker det, jeg laver, har jeg ingen kvaler med skæve arbejdstider.

Christians navn står på en ’Aftale om undtagelse fra arbejdsstandsning’, som HK Stat har indgået med Moderniseringsstyrelsen med formålet ’at sikre, at livsvigtige og uopsættelige opgaver varetages under den pr. 4. april 2018 varslede strejke og pr. 10. april varslede lockout’. Han forklarer: 

- Driften på ambassaderne og konsulaterne skal opretholdes. Hvis kommunikationssystemerne går ned, kan det have konsekvenser for sikkerheden.

I sit daglige arbejde føler han sig ikke som en vigtig medarbejder, men han føler, at han gør en forskel sammen med sine kolleger. 

- Jeg er ikke uerstattelig. Alle ville kunne løse mine opgaver, hvis de blev uddannet og oplært. Det ville også gælde, hvis jeg var et andet sted end Udenrigsministeriet. Jeg har via min uddannelse som it-supporter lært rigtig meget. Uddannelsen giver ikke en specifik retning, men mange retninger, som får mig til at føle mig som en lille svensknøgle. Jeg er ikke den bedste, og jeg kan ikke alt. Men jeg prøver altid at gøre mit bedste. 

Hvad skal der til, for at du føler dig som en god it-supporter – ud over teknisk snilde?

- Jeg skal være en imødekommende person. Når jeg tager telefonen, møder jeg mange forskellige kulturer, mennesker og humørsvingninger. Nogle siger: ’Det FUNGERER ikke!’ Andre beder mere ydmygt om et råd. Alle, lige meget hvem det er, har ret til den samme hjælp og respekt. Jeg prøver at være lidt kæk i en samtale. Det bedste, jeg ved, når jeg lægger på, er, at personen i den anden ende har fået løst sin udfordring – og måske har fået sig et lille grin eller smil. 

PASSION: IT OG MENNESKER 

Udenrigsministeriet er en god arbejdsplads, siger Christian.

- Jeg er vildt glad for at arbejde her. Ingen dage er ens, og i it-afdelingen har vi alle sammen forskellige personligheder. Vi supplerer hinanden rigtig godt og lytter til hinanden, hvis vi har dilemmaer eller problemer. Jeg elsker at arbejde med it og mennesker. Det er min store passion at hjælpe folk med at få det til at fungere.

Sommetider er Christian ude i verden for at introducere kolleger til nye systemer eller hjælpe dem med at benytte de eksisterende bedre, så deres hverdag bliver lettere. Han kan godt lide at være forberedt på landets kultur, så han kan møde folk med respekt.

- Da jeg var i Rumænien, var der kun to danskere. Jeg fornemmede, at de skruede ned for den danske sarkasme, fordi rumænerne ikke helt forstod den. De gemte ikke deres danskhed væk, men de omfavnede den kultur, de var i.

Christians egen hjemegn har formet ham som arbejdsmenneske. Han er både ydmyg og fagligt stolt. 

- Jeg føler mig ikke bedre end andre, men jeg er blevet bedre til at tilkendegive, at jeg er god til det, jeg laver. Men igen: Jeg er ikke uerstattelig. Jeg er glad for, at jeg overhovedet fik en chance her i Udenrigsministeriet. 

Laboranten - kendt som musedamen

Benedicte Vestergaard arbejder med forsøgsmus på Aarhus Universitet, hvor hendes forskerkolleger søger efter genetiske årsager til psykiske sygdomme og diabetes.

Musene bor i et lille rum uden vinduer oven over auditoriet på Institut for Biomedicin.  Om dagen sover de tæt sammen i deres reder af creppede papirstrimler. Men når Benedicte kommer ind i rummet for at tage blodprøver eller veje dem, vågner de op og klatrer rundt på burenes ståltrådsnet, løber gennem paprør, stiller sig på bagben, interagerer med hinanden og ser ud til at have en fest. De ligner børn, der har fået lov at være længe oppe. Måske har nogle af dem ADHD. Måske er de bare som mus er flest – energiske og nysgerrige. 

Mus kan ikke lide at være alene 

Mus er sociale natdyr, fortæller Benedicte, der er laborant og laboratoriekoordinator. Derfor bor de sammen med deres søskende i burene, og selv når de er i adfærdslaboratoriet for at blive studeret af forskere, har de en makker med. Så føler de sig mest trygge. Benedicte sørger for, at forskerne og de studerende har mus til rådighed i rette antal, køn og alder til deres projekter. Og sammen med dyrepasserne, der giver dem mad og renser deres bure, holder hun øje med, at de trives. 

Genmanipulerede mus

For tiden forskes der blandt andet i ADHD, depression og diabetes ved hjælp af knockoutmus – det kaldes de, fordi forskerne ødelægger bestemte gener i musene under avlen. De knockouter ét gen ad gangen og sammenligner musens adfærd med adfærden hos andre mus for at finde ud af, om fx ADHD har genetiske årsager. Foreløbig tyder forsøgene på, at det er tilfældet. Men Benedicte understreger, at det er grundforskning, der bedrives på instituttet, så løsningen af den udbredte forstyrrelses mysterium er ikke lige om hjørnet. 

En normal mus løber langs væggen ... 

I en af 'staldene', som rummene med bure på metalreoler kaldes, bliver musenes indtag af føde overvåget af en computer via indopererede chips. I adfærdslaboratoriet er der simple anordninger, hvor de genmanipulerede mus bliver betragtet, mens de bevæger sig. Benedicte forklarer, at en normal mus løber langs vægge og foretrækker at udforske alle muligheder. Hvis en mus løber på tværs af et åbent rum eller løber ind i den samme korridor igen og igen, er den forstyrret. Og så virker ADHD-medicin til mennesker måske også regulerende på den. Således kan forskerne både lede efter årsager og behandlingsmetoder. 

Moralske overvejelser 

Det højere formål – at gøre syge menneskers liv bedre – er årsagen til, at Benedicte kan forsvare at arbejde med forsøgsdyr. Men hun ved, at nogle mennesker er skeptiske over for dyreforsøg. Derfor er det aldrig det første, hun fortæller om, når hun møder nye mennesker. Hun pejler sig først ind på folks holdning. For hende er det afgørende, at der er ordnede forhold. Og når man sammenligner med burhøns og tremmekalve, ser de små sorte væsener ud til at leve i sus og dus. De har mad og vand ad libitum, selskab og 'berigede bure' med adgang til motion og adspredelse.

Parfumeri zone

På instituttet er hun kendt som musedamen. Og selvom hun har været her i 15 år, keder hun sig ikke, for der er hele tiden nye projekter og mennesker – forskere kommer hertil fra udlandet, fordi de er specialister på et område. Benedicte lærer de studerende at håndtere musene og sætte forsøg op. Og hun introducerer dem til god laboratorieskik. Fx skal man helst ikke bruge parfume, for det kan påvirke musenes adfærd, hvis de har haft en dårlig oplevelse med en usikker studerende og derfor forbinder duften med utryghed. 

Udover variationen i opgaverne, der både er administrative og laboratoriefaglige, er det flade hierarki årsagen til, at Benedicte trives på instituttet, hvor hun har været, siden hun var nyuddannet. 

- Jeg føler mig enormt heldig. Vi hjælper hinanden allesammen, og min chef kigger ikke på, om man er laborant eller forsker, men på hvad man kan og vil. Her er en god stemning, og alle er en vigtig del. 

Kunsten at aflive en mus 

Man skal kunne lide musene for at være god til at arbejde med dem, siger hun. Hvis man er bange for mus, skal man hellere vælge et andet studieprojekt. For musene kan mærke, hvis den, der håndterer dem, er usikker, og det kan påvirke forsøgene. Man skal dog ikke være så glad for musene, at man giver dem navne. For man skal kunne aflive dem, når de bliver gamle og svagelige. Når den sorte, blanke pels begynder at stritte, synger musen på sidste vers. Så afliver Benedicte den ved et såkaldt nakketræk, hvor man hurtigt brækker nakken på musen. Det er den mest skånsomme måde at taget livet af den. 

Lettelse over afblæst konflikt 

Om at være undtaget fra lockout siger Benedicte: 

- Jeg synes, det var pudsigt – på grund af nogle mus. Man kan bedre forstå, at der skal være nødberedskab på sygehusene. Men musene skal jo have mad og vand, og forsøgene er sat op lang tid i forvejen. Det ville være dyrt og spild af mus, hvis de skulle aflives, fordi der ikke var nogen til at passe dem. Forskningen ville blive forsinket, og det ville være forkert, dyreetisk.  

Da Benedicte hørte, at der var indgået forlig, og at lockouten dermed er afblæst, blev hun lettet, for tanken om at være den eneste tilbage var ikke rar. 

- Det er glædeligt, at der er en aftale. Alle her er positive over for løsningen, siger hun. 

Museums-HK'erne - Marianne styrer millionbudgetter, og Eva passer biblioteket

Marianne Kristensen (t.h.) er sekretariatsleder, og Eva Thomsen arbejder som biblioteksmedhjælper på Det Grønne Museum på Djursland, som formidler historien om dansk landbrug, skovbrug, havebrug, jagt og madkultur. 

 

Marianne er oprindeligt uddannet håndarbejdslærer. For 20 år siden fik hun job i billetsalget på Dansk Landbrugsmuseum, og siden arbejdede hun sig op. Hun lærte regnskab og budgetlægning, blev med tiden sekretariatsleder og har arbejdet med sammensmeltningen af budgetterne for Dansk Landbrugsmuseum og Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, der formelt fusionerede i januar 2017 i forbindelse med regeringens udflytningsplan Bedre balance og fik det fælles navn Det Grønne Museum – med undertitlen: Jagten – Skoven – Landbruget – Maden. 

De faglige medarbejdere fra jagt- og skovbrugsmuseet pakker fortsat genstande ned i Hørsholm på Sjælland. Der har dog allerede været en særudstilling på Det Grønne Museum – om flytningen. Her fremgik det, at der skal 92 flyttelæs til, før den fysiske fusion er fuldbragt. Nogle maskiner er store, andre ting er skrøbelige, og der er strikse regler for, hvordan museumsgenstande og arkiver skal håndteres. Der skal også bygges om, så der bliver plads til nye basisudstillinger, der inkluderer de to nye felter – jagten og skoven. Og nye folk skal ansættes, for ingen af medarbejderne fra Hørsholm ønsker at flytte til Djursland. Nogle har sagt op, andre bliver og hjælper med overleveringen, indtil deres ansættelse i Hørsholm udløber i juni.

- Der er meget arbejde, men det er spændende. Jeg arbejder med det, jeg interesserer mig mest for: regnskab og økonomi, siger Marianne.

Eva arbejder som biblioteksmedhjælper og passer museets bogsamling. Hun er oprindeligt uddannet socialrådgiver og afspændingspædagog, men gik ned med stress, da hun arbejdede som pædagogmedhjælper, og søgte fleksjob på museet for 18 år siden. Hun er glad for at være her, fordi hun har med mennesker at gøre uden at være 'på' hele tiden som i børnehaven. Hidtil har hun taget sig af lidt af hvert, men fremover skal hun fokusere på biblioteket, som rummer 22.000 fagbøger – og der kommer flere til, når biblioteket fra det tidligere jagt- og skovbrugsmuseum flyttes hertil. 

Hun registrerer nye bøger, kasserer bøger og tager imod telefoniske henvendelser om planteavl og havebrug. Hvis hun ikke selv kan finde svar i bøgerne, spørger hun en kollega med ekspertise inden for feltet. Nu skal hun danne sig overblik over to nye områder: jagt og skovbrug. Det glæder hun sig til. 

Hvad tænker I om de forestående overenskomstforhandlinger – fx HK Stats krav om højere grundløn og kutymedagene ind i OK18?

Marianne: - Jeg skal ikke klage. Jeg fik et lønløft, da jeg blev leder. Men højere grundløn er et vigtigt krav, især for dem, der ikke har så mange muligheder for at forhandle sig til tillæg. Det vil være mærkeligt at få noget, man allerede har. Jeg kan ikke forestille mig, at Kulturministeriet vil tage vores fridage, fx juleaftensdag fra os. Jeg tror heller ikke, at arbejdsgiverne vil tage den betalte frokostpause. Den står jo i overenskomsten, så hvis vi skal arbejde mere, skal vi have højere løn.

Eva: - Museet er et godt arbejdssted. Jeg planlægger selv mit arbejde. Lønnen er ikke så høj. Selvfølgelig vil jeg gerne have mere i løn, men gode arbejdsforhold er også vigtige.

Marianne: - Vi har fleksibilitet, men vi har også mange deadlines.

Hvad tænker I om de fordomme, som visse folk har om offentligt ansatte – at de drikker kaffe dagen lang og ikke arbejder så hårdt som de privatansatte? 

Er det ikke en gammel fordom, som ikke eksisterer mere? spørger Marianne undrende og fortsætter: - I dag har man travlt mange steder i staten. Her på museet giver fusionen mange udfordringer. Det er svært at nå det hele. Men det plejer alligevel at ende med, at det hele går op i en højere enhed.

Hvad siger I til forestillingen om det overflødige bureaukrati?

Det er da nødvendigt og vigtigt, at der er nogen, der holder styr på, hvordan skatteydernes penge bliver brugt.

Hvad ville der ske, hvis I ikke var her?

Eva: - Så ville der ikke være nogen til at tage imod bøger og registrere dem og besvare spørgsmål.  

Marianne: - Så ville der ikke blive ansat nogen, og regningerne ville ikke blive betalt. Jeg var indlagt en måned sidste år. Det var virkelig en øjenåbner. Ingen vidste, hvad jeg laver. Heldigvis var jeg her i både begyndelsen og slutningen af måneden, hvor de mest presserende opgaver ligger, så det gik. 

Marianne har fået en ny HK-kollega, som foreløbig primært står for HR-delen, herunder de mange projektansættelser i forbindelse med fusionen. Med tiden skal hun også ind over økonomien, for det er sårbart, når der kun én, der har indsigt i regnskab, budget og løn.

Hvad tænker I, når politikere siger, at det offentlige skal køre længere på literen?

Marianne: - Når man skærer ind til benet, går det galt. Skat er et åbenlyst eksempel. 

Paskontrolløren - lufthavnens venlige myndighed

Per Lillie er paskontrollør i Københavns Lufthavn.

Som en del af politiet sørger han for at rejsende kommer godt over Schengen-grænsen og for at stoppe dem, der ikke har orden i papirerne.

Læs lang version af artiklen

 

Midt i Københavns Lufthavn, der hvor rejsende fra hele verden krydser den ydre Schengen-grænse, ligger politiets administrationslokaler. Herinde bag persiennerne vrimler det med kvinder og mænd i mørke bukser og lyseblå kortærmede skjorter med påskriften Grænsekontrol. En af dem er Per Lillie. Når han eller en af kollegerne sidder bag glasset ude i pasboksen, hvor den rejsende rækker sit pas ind ad lugen, er opgaven at kontrollere, at portrætbilleder i pas og deres ejere stemmer overens, at alle rejsedokumenter er ægte, og at personer, som ikke har korrekte papirer eller er eftersøgte, bliver opdaget og overleveret til de politifaglige, den såkaldte second line kontrol. 

- Vi lægger vægt på at give service. De rejsende skal mødes med værdighed og respekt og have en god oplevelse, siger han.

Nogle gange er der tid til lidt smalltalk. Andre gange, når der er travlt, er det blot at hilse på og ønske god rejse. Ofte på det sprog, som hører til passets oprindelsessted, og som en rutineret paskontrollør hurtigt identificerer via dets farve. 

- At man er en myndighedsperson, betyder ikke, at man ikke kan være venlig. Det handler også om at aflæse: Hvad er det for et menneske, der står over for mig nu? Er det en, der har gode hensigter? Eller er der noget, der giver grund til mistanke, hvor vi skal ringe efter second line.
Så skal vi kunne beskrive, hvad mistanken går ud på. Er der tale om en efterlyst person, vil det komme op på den skærm, som er forbundet med passcanneren, og så er der kun et at gøre: At gribe telefonen og tilkalde dem, der skal tage sig af det.

Rejsefeber får luften til at sitre

Siden Per begyndte som paskontrollør i januar 2016, har han kun hørt om få tilfælde af decideret tumult ved boksen, og han har ikke selv oplevet det.

- Hvis der opstår uoverensstemmelser med en rejsende, gør vi det klart, at det er os, der bestemmer her, fortæller han. 

Lufthavnens særlige atmosfære af forventning og rejsefeber betyder, at luften sitrer af tusindvis af menneskers følelser, og at de er mere påvirkelige end normalt.

- Hvis rejsen for nogle begynder med en dårlig oplevelse nede i Check In, kan den følge med helt herop. Jeg kan ikke være med, hvor den starter, men jeg kan måske bidrage til, at det alligevel bliver en god oplevelse. 

Inde bag persiennerne er der trængsel. Nogle af de lyseblå sidder ved pc'er og arbejder, nogle har grupperet sig og taler sammen ved borde, mens andre tager en pause i flyderstole foran tv'et og en romantisk komedie på Kanal 5.

I dag er de særligt mange, da her også er elever, som fortrinsvis skal sidde ude i boksene og lære jobbet at kende. Per er mentor for nogle af dem. Han fortæller, at efter en time i boksen er det nødvendigt med en pause.

Når man konstant skal sammenligne pasbilleder med ansigter, bliver det til sidst ligesom at køre i bil i snevejr, man kan ikke se noget mere.
Så må man ind og have luft. 

Rejserådgiveren: Nu må det være nok!

 

Bettina Bruhn, HK'er i billetkontoret på Københavns Hovedbanegård, har aldrig prøvet at strejke, og hun synes, det er synd for dem, det går ud over.

Men hun er parat til at nedlægge arbejdet i protest mod presset på de offentligt ansatte.  

 

Læs lang version af artiklen.

Bettina Bruhn tjener 19.850 kroner om måneden i grundløn for 33,5 timer om ugen. Hun er klar til at strejke, hvis arbejdsgiveren ikke kommer lønmodtagernes krav om lidt højere løn og bedre vilkår i møde. Det hårde og langvarige pres, politikerne har lagt på de offentligt ansatte – ved at skære ned og fyre folk – har gjort hende kamplysten. 

I DSB’s strategi er selvbetjening et nøgleord. Det betyder, at billetkontoret på Hovedbanegården i København er skrumpet ind, og rejsende skal i stor udstrækning købe billetter og forny periodekort i automater. Bettina Bruhn har vagter i både billetkontoret, i DSB1-loungen og ude i hallen, hvor hun svarer på spørgsmål.

Hvad hjælper du kunderne med?

- Det er sjældent bare billetkøb. Som regel er det noget, kunden ikke kan finde ud af – eller noget, man ikke kan gøre selv på nettet eller ved en automat. Det kan være oprettelse af rejsekort, som haster – der er nogle ugers leveringstid, hvis man gør det på nettet. Eller togbilletter til udlandet. DSB’s rejsebureau er jo nedlagt, men vi sælger stadig interrailbilletter og billetter til primært Norden og Tyskland.

Hvad ville der ske, hvis du og dine kolleger ikke var her?

- Så ville vi svigte de ældre, der ikke har computer, og de blinde og ordblinde, der har brug for hjælp til at udfylde en ansøgningsblanket til rejsekort, og de udlændinge, der er begrænsede sprogligt. Nogle gange tænker jeg: ’De når aldrig frem’. Men de kom jo hertil.

Hvad vil der ske, hvis I bliver udtaget til strejke?

- Så er der nogen, der ikke får købt billet eller fornyet deres periodekort. Nogle vil lade være med at rejse, andre vil stå på toget uden rejsehjemmel. 

Er du personligt parat til at strejke?

- Ja! Jeg har aldrig prøvet at strejke, og det er selvfølgelig synd for dem, det går ud over. Men jeg savner nogen, der siger: ’Nu er det simpelthen nok!’ Jeg ønsker ikke at ramme nogen, men måske er det den eneste måde, vi kan blive hørt på. Vores forfædre har kæmpet for det samfund, vi har i dag, som er ved at blive fuldstændig ødelagt. Jeg synes, vi skal finde kampgejsten frem. Regeringen er konstant efter de offentligt ansatte. Vi bliver presset på så mange fronter. Løhde siger, at vi vil have og have og ikke give. Det er groft! Hun ved ikke, hvad hun snakker om. Vi ligger sgu ikke på den lade side her i DSB. I frokostpausen har vi brug for at gå væk fra kunderne, fordi vi er på hele tiden. I pausen skal vi nå at spise, gå på toilettet og læse mails. Der kommer mange informationer og opdateringer om fx billettyper og app’en. Nogle læser mails i toget, selvom det er deres fritid. Der er ikke nogen i det offentlige, der sidder med benene oppe og drikker kaffe. Jeg kan ikke lide idéen om, at man hele tiden skal presse det offentlige og nærmest vil afskaffe det. Når vi kommer over på den private overenskomst (fordi DSB har meldt sig ind i en privat arbejdsgiverorganisation, red.), mister vi barnets anden sygedag. Og bedsteforældrene kan ikke passe dem, fordi pensionsalderen hele tiden sættes op. Hvad er det for et samfund, vi vil have? Skal kvinderne til at gå hjemme igen? Hvis man har 3 børn, der har haft influenza på forskellige tidspunkter, har man brugt hele sin ferie. Hvorfor går så mange ned med stress? Man kan ikke blive ved med at presse. Man må lade være med at give skattelettelser, hvis vi ikke har råd til at behandle de offentligt ansatte ordentligt. Det mærkelige er, at dem, der ikke har så meget, gerne vil betale skat. Engang var jeg ude og samle ind til et godgørende formål. På et kollegium gav alle en 10’er eller 20’er. Men i boligblokken ved siden af lukkede folk ikke op. Jeg kunne høre, det knirkede bag døren. Jo mere, du har, des mindre har du lyst til at dele det.

Retsassistenten: De tror ikke, jeg laver andet end at drikke kaffe

 

Sabine Dahl Jørgensen, der arbejder ved retten i Svendborg, møder ofte fordomme om, at offentligt ansatte altid 'drikker kaffe' – underforstået: er langsomme og dovne.

 

Mere arbejde, end folk tror

- Det er en modsætning. Folk tror det omvendte af virkeligheden, når de tror, at vi bare sidder og drikker kaffe. De offentlige arbejdspladser mærker i den grad, at der konstant spares. Vi drøner rundt for at få de få resurser til at gå op med arbejdsbyrden, hvilket ikke kan lade sig gøre. 

Sådan siger Sabine Dahl Jørgensen om danskernes holdning til hendes arbejde ved retten i Svendborg. Og selvom det altid er sagt lidt i spøg, er det stadig en skam, at det er folks opfattelse af det offentlige som arbejdsplads, forklarer hun.

- Jeg siger altid: ’Det passer ikke’. Men jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, folk opfatter staten som arbejdsplads. Der er mere arbejde, end folk tror.

Usynligt puslespil

Der foregår rigtig meget i maskinrummet, som borgerne ikke får lov at se. Der skal arrangeres advokater, dommere, lokaler og meget mere, inden en retssag kan komme i stand, og alt det kan få det til at virke som en meget langsom proces, når nogen skal indkaldes til en retssag for en mindre dom, mener Sabine.

- Det kan jo godt tage ret lang tid at få en retssag stablet på benene. Det er et kæmpe puslespil, der skal gå op. Det kan desværre bekræfte borgerne i, at det går langsomt. De kan ikke se, hvor stærkt vi løber.

Sabine mener, at man kun kan få ændret danskernes holdning til de offentligt ansattes arbejdsindsats ved at kende en, der arbejder i det offentlige.

- Vi prøver at være ret åbne. Det handler jo om formidling om vores arbejdsplads, siger hun. 

Hvordan har du det med at være statsansat?

- Det har jeg det rigtig godt med. Det er det, jeg har valgt, og jeg er stolt af mit arbejde.

Tror du, fordommene afskrækker nogen fra at lade staten blive deres kommende arbejdsgiver?

- Nej, det tror jeg ikke.

Hvad er det, du godt kan lide ved staten som arbejdsplads?

- Vi har god arbejdstid, fleksordning. Som udgangspunkt kan jeg gå hjem klokken 15. Det giver en enorm frihed. Jeg har et liv ved siden af mit arbejde, og det gør også, at jeg kan blive ved med at være sanger i det band, som jeg er en del af.  

Sagsbehandleren - Nadia giver døve mennesker mulighed for et socialt liv 

Som sagsbehandler i Den Nationale Tolkemyndighed sørger Nadia Kaad Ecklon for, at børn og vokse med hørehandicap kan komme til babysvømning, spejder og læge. Hun er kisteglad for sin stilling, som er hendes tredje i Socialstyrelsen. 

 

Nadia er glad for sit job, fordi hun er med i hele processen fra ansøgning til bevilling eller afslag. Hun bevilger tegnsprogstolk til mange slags sociale og praktiske aktiviteter, som fremgår af aktivitetslisten på Tolkemyndighedens hjemmeside dntm.dk. Når hun giver afslag, er det ofte fordi, der er sektoransvar – og det derfor er fx et hospital eller en kommune, der skal bevilge tolken.

Udover selve sagsbehandlingen arbejder Nadia med vejledning af brugere og kommuner på mail og telefon. Hun og hendes kollega har en uges telefonvagt ad gangen, og de fordeler i øvrigt opgaverne mellem sig, efterhånden som de kommer ind. 

- Det er fantastisk at være sammen om opgaverne, fordi man kan sparre og aflaste hinanden. 

Skiftede stilling – men ikke arbejdsplads  

Nadia har været i Socialstyrelsen, siden hun var elev. Hun kan godt føle sig lidt gammeldags, når hun hører, at man helst skal skifte job hvert tredje år for at pleje sin karriere. Men hun er glad for arbejdspladsen, og hun har faktisk skiftet stilling flere gange siden 2009, hvor hun blev fastansat. Hendes første job i styrelsen efter elevtiden var som sekretær for en vicedirektør, siden var hun i økonomiafdelingen, og da hun i 2016 kom tilbage fra barsel, blev hun sagsbehandler. 

- Socialstyrelsen er et fantastisk sted, og der er ikke stilstand. Man lærer meget af at få et nyt arbejdsområde og en ny funktion. Vi HK'ere favner bredt, hvis vi får lov. Vi kan en masse forskelligt. Jeg bliver rigeligt udfordret og gror ikke fast, for her er rige muligheder for at prøve nye ting.

Brugervenligt system og meningsfulde opgaver 

En af de nye ting er arbejdet med Tolkeportalen, som er et system, som Nadia, tolkeleverandører – eller brugerne selv – opretter ansøgninger i. 

- Det er en fornøjelse at arbejde i, fordi det er brugervenligt. Fordi Tolkeportalen kører så godt, kan vi klare alle sagerne, selvom vi kun er to sagsbehandlere.  

Arbejdet er meningsfuldt, fordi hun har direkte kontakt med brugerne og tolkeleverandørerne og følger sagerne fra start til slut. 

- Jeg kan se formålet med og effekten af mit arbejde. Vi har en lovgivningsramme, men vi vurderer de konkrete sager individuelt. Det er det, der gør det spændende. 

Arbejdslivsbalance 

Nadia har i sine tidligere stillinger været oplæringsansvarlig for kontorelever sammen med en kollega. 

- Det var dejligt at få lov at give sin viden videre, når man selv lige havde været elev. Og det er godt at dele rollen med en kollega, for så har man en at sparre med – og eleven føler sig ikke i vejen på travle dage. Det er vigtigt, at eleverne får en ordentlig oplæring. 

At Nadia ikke føler trang til at skifte arbejdsplads skyldes godt samarbejde, god ledelse, en god tillidsrepræsentant, en god kantine, balance mellem arbejds- og privatliv og fokus på at undgå overbebyrdede medarbejdere og stress. 

Sekretæren: Min opgave er at få tingene til at glide

Anne Guillouet er sekretær i Miljøstyrelsen i København. 

Annes håndtryk er varmt og fast. Ligeså hendes blik, når hun fortæller om sit arbejde. Hun kontaktede HK Stat redaktion, da vi efterlyste medlemmer, der vil fortælle om deres job, fag og funktion i samfundet med disse ord:
- Jeg har et spændende job og en god arbejdsplads med dedikerede kolleger, som jeg sætter en ære i at betjene som kontorfunktionær / enheds- og chefsekretær. 

Hvilke opgaver har du?

- Jeg er koordinator, mere end sekretær. Det er jo en stilling, der udfases mange steder. Titlen symboliserer noget fra en anden tid. I dag er folk selvkørende. Jeg er bindeled mellem ledelsen og medarbejderne. Og jeg står for praktiske ting – it-udstyr, printer, mødeindkaldelser, booking og forplejning. Essensen af mit job er at sørge for, at sagsbehandlerne og fagmedarbejderne har det, de skal bruge, så de kan udføre deres arbejde – alt fra kaffe til mobiltelefoner. Forleden var der en, der spurgte, om jeg havde en oversigt over alle landets kommuner. Det havde jeg tilfældigvis.

Er du ligesom Pelikanen i Rasmus Klump – ham der har alt, hvad folk lige mangler, i sit næb?

- Ja, det kan man godt sige. Og hvis folk spørger om noget, og jeg ikke ved det, ved jeg, hvem der ved det. Jeg yder hjælp til selvhjælp. Når kolleger beder om hjælp til rejseafregningssystemet, kommer det an på, hvem der spørger. Nogle gange gør jeg det bare for dem – der er ingen grund til, at en gammel fagnørd bruger en formiddag på at gøre noget, han ikke fatter. Det er anderledes med de unge, driftige, som bare ikke har prøvet det før. De får tilsendt en guide, eller jeg hjælper dem i gang. Min vigtigste opgave er at få tingene til at glide.

Bliver du anerkendt?

- Jeg ved, at mit arbejde er vigtigt. Nogle gange glemmer mine kolleger, at jeg ikke er på fuld tid. De synes, jeg er her hele tiden. Det er fordi, jeg får udrettet noget! De 17 timer er på fuld damp. Jeg føler mig betydningsfuld.

Anne har enekontor med sofa. Om den siger hun:

- Det er ikke ligefrem en confession couch, men folk kommer og sludrer. Jeg har en social funktion. Jeg er ikke en hardcore Excel-haj eller kontorfunktionær med stort K. Nogle ser mig som en slags leder, fordi jeg koordinerer og er med i mange ting.

Udflytningsfrygt

I disse dage lægger den bebudede anden runde udflytning en dæmper på juleglæden i Miljøstyrelsen.

- I sidste runde blev nogle af vores kolleger flyttet ud til 3 forskellige byer. Siden er nogle flyttet til departementet. Og for nylig er vi, der er tilbage, flyttet fra Strandgade til Haraldsgade. Det er ikke en sikker tjans at have job i staten nu om stunder. Vi føler os som Ludobrikker. Usikkerheden er det værste.

Om natten drømmer Anne om udflytning. Hvis styrelsen flytter, mister hun sit fleksjob. For selvom hun er opvokset i Jylland, vil hun ikke forlade København, hvor hun har boet halvdelen af sit liv.

 Hun har lagt en flaske Champagne, som hun fandt i en flyttekasse, på køl. Og købt snapseglas. Hvis de går fri, skal de fejre det. Og hvis de skal udflyttes, deler de flasken alligevel – for at drukne sorgen. 

Trafiklederen - Roberth sikrer, at togene ikke kører af sporet

Som trafikleder i Banedanmark sætter Roberth Laurits Nielsen signaler, foretager sporskifte og registrerer forsinkelser. Uden ham og hans kolleger rundt om på Danmarks stationer ville togene konstant ramle ind i hinanden – og mennesker.
Læs lang version af Roberths historie

 Roberth fortæller om de travle dage i tårnet:

- Nogle gange bryder trafikken sammen. Så er det min opgave at rette op på det. Der skal tages mange beslutninger. Og nogle af dem skal tages om. Hurtigt. Samtidig skal man opretholde sikkerheden. Man skal trives med travlhed og ikke blive stresset af, at der er et radioopkald og to telefoner, der ringer på én gang. Det kan være toglederen, der disponerer trafikken overordnet, eller en stationsforstander, der giver besked om fejl på et signal eller forsinkelse. Vi giver ét tog hele forsinkelsen for at undgå dominoeffekt. Rettidige tog har retten til at køre rettidigt.

Man skal også kunne klare mange stille timer, siger Roberth.  

- Om natten er der ikke så mange tog, men man skal være vågen og nogenlunde skarp. Og man skal kunne trives i sit eget selskab.

Om natten bliver de nedslidte spor vedligeholdt. Roberth sørger for, at der ikke pludselig kommer et godstog ind i et spor, hvor der går folk og arbejder. Han tager en lille rød 'nissehue' af metal med teksten ’spærret’, sætter den over et drejehåndtag og mosler rundt for at demonstrere, hvordan den minder ham om, at han IKKE skal dreje på det håndtag.

Frokostpause?

Roberth kommenterer tørt debatten om den betalte frokostpause:

- Der er ikke mulighed for at holde en pause på 29 minutter. Vi skal hele tiden holde øje med trafikken, også om natten. Der kan godt være en pause, hvor vi kan spise, men vi skal hele tiden være klar til at tage en telefon eller en radio. Og den skal tages med det samme.

I Aarhus har han kolleger, men i Langå og Skanderborg er han alene.

- Jeg møder kun en kollega i 10 minutter ved vagtskifte, hvor vi udveksler journalen med oplysninger om forsinkelser, sporarbejde og eventuelle fejl på signaler. Hvis den betalte pause bliver sløjfet, skal en kollega tage hertil fra Aarhus 3 gange i døgnet for at afløse, mens ham, der er på vagt, holder selvbetalt pause. Det tager 3 kvarter hver vej. Vi har enmandsbetjente stationer i Padborg, Hjørring, Struer, Viborg … Det er nok 15 steder. 

Ulykker

Selvom togtrafikken er blandt de sikreste transportformer, sker der ulykker. Ofte fordi en fodgænger eller cyklist zigzagger gennem bommene eller en bilist overser eller ignorerer stopsignalet ved en overskæring. Det sker jævnligt, at Roberth får melding via radioen fra en lokofører om, at der er ’noget’ – genstande eller personer – i sporet. En bil, der er gået i stå i en overskæring, et væltet træ – eller en selvmorder.

- Engang blev jeg ringet op, fordi der var en bil, der var væltet ned fra en bro på mit spor. Når jeg får et opkald om en person i sporet, sætter jeg straks signalet på Stop, ringer lokomotivføreren i det tog, der er på vej, op, og tilkalder politiet. Når jeg får melding om, at personen er fundet og ude af sporet, genoptages trafikken. 

Det er imidlertid svært at stoppe selvmordere, fordi de ofte er på øde strækninger, hvor toget kører hurtigt, fortæller Roberth. Når lokomotivføreren ser dem forude, er det for sent. Det har han oplevet flere gange. 

- Lokomotivføreren kaldte mig op og fortalte, at en person var påkørt. Jeg stoppede trafikken på strækningen, og beredskabet blev sat i kraft. De fleste af os kommer ud for det.    

Trafikstemmerne

3 af stemmerne i trafikradioen på P4 tilhører Mads, Asli og Stine. Uden dem ville billister ikke blive advaret om uheld, vejarbejde og køer på vejene.

I Trafiktårnet ved Dybbølsbro i København holder DR’s trafikradio til. HK Statbladets udsendte møder trafikværterne Asli Sørup, Mads Herholdt og Stine Larsen Hoe i radiostudiet, som er indrettet i et lille rum midt på en etage, hvor Vejdirektoratet bor i åbne kontorlandskaber. Deres arbejde består i at snakke i telefon med folk, der kører på vejene. De melder fx om tabt gods eller kø på Køge Bugt Motorvejen. 

 

Asli Sørup er retoriker og har været 11 år i trafikradioen. Hun er ansat på deltid, og hendes månedsløn er knap 26.000 kroner plus tillæg for arbejde på skæve tidspunkter (før 6 og efter 18) og pension. 

Trafikværterne sammenligner oplysningerne med Google Maps trafikkort, hvor kødannelser er markeret med rød, taler eventuelt med politiet eller Vejdirektoratet – og koger informationerne ind til en melding, som varer cirka 30 sekunder.

Mads Herholdt er uddannet driftstekniker og journalist og har været ansat i DR fra 1992. Siden 2007 på trafikradioen. Han er fuldtidsansat og har en månedsløn på cirka 35.000 plus tillæg for arbejde på skæve tidspunkter (før 6 og efter 18) og pension.

 

Hvis meldingen er akut, går værterne direkte i radioen uden at undersøge sagen nærmere. Det kan de gøre, fordi de har et tillidsforhold til dem, der ringer. Værterne stoler på, at meldingerne er rigtige. Med god grund, for melderne er seriøse og velorienterede. Engang havde DR et fast korps af trafikmeldere, men nu er det frivillige, ofte lastvogns-, taxa- og buschauffører, der ringer. Mange er gengangere. 

En telefon ringer; Asli tager den.

- Trafikradioen, det er Asli, siger hun med imødekommende, munter stemme.

- Motorring 3? (stilhed) Du siger landevejen … (griner) Okay! Ja … (kigger på Google Maps, zoomer ind, taster). Han var i sydgående retning eller hvad? Jeg er helt forvirret. Først sagde du Helsingørmotorvejen, og nu siger du mod Frederikssund? Ja … Ja … Ja.

Stine siger lavmælt:

- Det er forskelligt, hvor gode folk er til at formulere sig præcist.

Asli ringer af og siger:

- Det var en af vores gamle, faste. Han kører normalt på Sydsjælland og havde forvildet sig ind på Motorring 3.

 

Stine Larsen Hoe er nyuddannet kandidat i medievidenskab og nyansat på deltid. Hendes månedsløn er knap 22.000 kroner plus tillæg for arbejde på skæve tidspunkter (før 6 og efter 18) og pension.

 

Mads tager en telefon.

- Okay, rute 9. Er det i nærheden af Nystedvej – rundkørslen dér? (kigger på kortet). Der er noget ved Toreby. Spærret i begge retninger? Jeg siger det videre.

Han lægger på og siger:

- Nå, det var et lille uheld. Nu har jeg 2 muligheder: At gå i radioen eller ringe til politiet.

Han tager en hurtig, rutineret beslutning:

- Det tager for lang tid at snakke med politiet, så jeg går i radioen.

Han tager headsettet på, tænder mikrofonen og siger med venlig, myndig stemme:

- Her er P4 Trafik med en melding …

Han fortæller formfuldendt og koncist, at der er sket et uheld i nærheden af Toreby, som skaber problemer for trafikken i begge retninger. Så slukker han for sin mikrofon.

- Om lidt ringer jeg til politiet og spørger, om de har hørt noget. Måske er det ikke så slemt. Måske ordner de det indbyrdes.Han ringer op.

- Ja, goddaw, det er Mads Herholdt fra P4 Trafik. Har I fået melding om et uheld på Sakskøbingvej? Ved I, hvor det er? Nummer 6? Er det alvorligt? Men I er der nu? Vi siger det videre. Tak skal du have.

Mads viser, at der er et lille rødt udslag på gps-kortet ved Toreby på Lolland. Det er ikke alvorligt, sagde politiet. 

I de 2 timer, vi er i studiet, ringer adskillige personer med meldinger og spørgsmål, og Mads og Asli er i radioen flere gange. Mads fortæller, at man skal være god til at holde hovedet koldt og kunne gå hurtigt fra 0 til 100.

- Når der er 2-3 uheld samtidig, bliver gps-kortet blodrødt, og alle telefonerne kimer. Men man kan kun tage én telefon ad gangen. Det vigtigste er at få meldingen ud. Man må overlade telefonerne til studentermedhjælperen og koncentrere sig om at skrive et struktureret manuskript, så det ikke lyder volapykagtigt. Nogle dage sker der ikke noget i mange timer. Så kan vi løse administrative opgaver eller gå ud og tale med kolleger.