Skal jeg lade mig ansætte på deltid?
Jeg har drevet virksomhed som grafiker en del år, men min største kunde – en NGO – ønsker i 2018 at deltidsansætte mig 15 timer om ugen i stedet for. Det er noget med, at de ikke har momsfradrag, så det var billigere for dem at ansætte mig, for så skal der ikke moms oveni min timeløn. Min revisor synes, det er noget rod, men jeg vil jo nødig miste min største kunde, så hvad gør jeg?
Venlig hilsen
Mette
Hej Mette
Beslutningen er din, men jeg vil gerne hjælpe med klæde dig bedre på til at træffe den. Det er rigtigt, at der aldrig skal moms på ansattes løn. For virksomheder, der ikke selv kan fradrage moms, betyder det, at det er billigere for dem at ansætte dig på deltid. Det er også rigtigt, at det får nogle konsekvenser for dine fradrag. Din revisor kan regne ud, hvad det kommer til at koste i reduceret fradrag/mindre moms at modregne i. Formentlig er det ikke alverden.
Der er to ting, jeg i højere grad tænker, du bør overveje. Den vigtigste er, om deltidsansættelsen kommer til at ”låse dig” mere, end kunden hidtil har gjort. For du skal jo stadig kunne lægge 22 timer for andre kunder for at nå op på 37. Det er derfor vigtigt, at du bevarer så meget fleksibilitet som muligt. Husk at få vendt kontrakten med din afdeling, før du skriver under.
Den anden ting, du skal vide, er, at kombinationen af deltid og arbejde på faktura kan ramme et hul, hvis du bliver syg eller skal på barsel. For som lovgivningen er skruet sammen i dag, kan de to indkomsttyper ikke bare lægges sammen, når man skal beregne sygedagpenge eller barselsdagpenge. HK lobbyer for at få ændret det, men pt. er det sådan, at hvis du nærmer dig et miks på 50 % lønarbejde og 50 % selvstændig virksomhed, kan du få problemer med at opfylde kravet for at kunne søge på baggrund af begge indkomster. Kommer du over 18,5 timer om ugen som lønmodtager, bliver din selvstændige virksomhed automatisk bibeskæftigelse – også selv om det er der, du tjener flest penge. Og så vil din bibeskæftigelse, som du ellers er fuldt skattepligtig af, ikke tælle med, når dit tab af indkomst opgøres.
Så hvis vi forestiller os, at du takker ja til deltid hos din største kunde, og de så ønsker at øge timetallet til fx 21 timer om ugen, så må du enten acceptere, at din virksomhed bliver en bibeskæftigelse, eller også må du høre kunden, om du evt. kan få lov at fakturere fx en dag om ugen, så du holder dig under 18,5 timer om ugen.
Så i helt kort form:
- Tag en snak med din revisor
- Få overblik over, om kunden vil give dig den fornødne fleksibilitet
- Hvis du takker ja til deltid, så hold øje med dit timetal
Venlig hilsen
Kirstine