- I alt 2.558 personer fra hele Danmark er blevet nomineret til HK-prisen, fortæller Karin Østerby, formand for HK MidtVest.

Hun glæder sig over, at mange midt- og vestjyder har valgt at indstille kolleger til konkurrencen og, at der er en lokal finalist blandt det store antal nominerede.

Rasmus Vendelbo, også kaldet Ralle, er uddannet pædagog i Ikast. Han startede efter endt uddannelse i februar 2013 på Møllehøjskolen i Bruunshåb, hvor han indgår i undervisningen af 2. klasse og i teamet omkring SFO’en Mølleriet.

Nomineret af lærerkollega

Møllehøjskolen har 280 elever i 0. til og med 6. klasse og ca. 40 ansatte, og det er Rasmus Vendelbos lærerkollega, Kirsten Sørensen, 36 år, der har indstillet ham til Danmarks Bedste Kollega.

- Vi har musikundervisning sammen, og samarbejdet er rigtigt godt. Han er med hele vejen igennem fra planlægning til udførsel og evaluering af timernes indhold og børnenes udbytte, fortæller hun.

- Rasmus har evnen til at hjælpe med lige præcis det, man har brug for. Han har overblik og kan lige klare en ekstra uventet opgave, når man har mindst mulig tid til at klare den selv. Han er altid klar på udfordringer, og hurtigt opståede problemer er for ham blot opgaver, der hurtigt kan løses. Ralle er bare en super fantastisk kollega, forklarer hun.

Kirsten nævner blandt andet den seneste sommerkoncert på skolen som et godt eksempel på Rasmus Vendelbos engagement. Rasmus hjalp med både musik, træning og opsætningen af koncerten, og Kirsten blev helt ekstatisk, da hun fik at vide, at Rasmus var blandt de 10 finalister til Danmarks Bedste Kollega.

- Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, da jeg fik beskeden. Det er meget bedre end at vinde i lotto, siger hun.

Et kæmpe skulderklap

For Rasmus Vendelbo har nomineringen til konkurrencen været overvældende.

- Jeg er typen, der går stille med dørene, så det var meget mærkeligt, da jeg pludselig blev overrasket med flag af kollegerne, der kunne fortælle, at jeg var blandt finalisterne. Men det er et kæmpe skulderklap, ikke kun til mig men til hele stedet. På Møllehøjskolen er en helt særlig kultur med masser af holdånd, hvor vi giver rum til hinanden, og for at blive nomineret til Danmarks Bedste Kollega skal man have gode kolleger, siger han.

Kåringen af Danmarks Bedste Kollega finder sted tirsdag 17. november i Cirkusbygningen i København. Her vil det blive afsløret, hvem af de 10 finalister, der løber af med titlen og et arrangement på arbejdspladsen for op til 25.000 kroner.

Danmarks Bedste Kollega bliver kåret ved et arrangement, hvor Great Place to Work også kårer Danmarks bedste arbejdsplads.

Se mere om finalisterne her