HK.dk logo

MUST DO'S NÅR DU LAVER EN LINKEDIN-PROFIL

Når virksomheder har brug for nye medarbejdere, søger de ofte direkte på LinkedIn for at finde de mest kvalificerede ansøgere. Hvordan laver du den bedste LinkedIn-profil, som kommer i virksomhedernes søgelys? Det får du nogle gode råd til her.

Læg en strategi
Når du laver din LinkedIn-profil, er det godt med nogle overordnede tanker:

  • Overvej, hvem du vil tale til: Tænk over, hvilken slags virksomheder du gerne vil appellere til. Undersøg, hvad de efterspørger, og overvej, hvordan du kan lave en profil, der besvarer det.
  • Undersøg, hvem du er oppe imod: Det er vigtigt at kende sin målgruppe, men mindst ligeså vigtigt at kende sine konkurrenter. Hvad har andre ligesom dig gjort? Kan du bruge det som inspiration til din egen profil? Og vigtigst – hvor adskiller du dig positivt fra de andre?


Præsentér dine kompetencer

Dine kompetencer skal stå så tydeligt som muligt – og være lette at søge på for virksomheder:

  • Udfyld alle felter i din profil.
  • Tænk i synonymer, så du er let at søge på. Skriv fx både regnskabsmedarbejder, bogholder og controller.
  • Overskrift: Skriv nøgleord om dit fagområde og kernekompetencer – ikke hele sætninger.
  • Resumé og jobbeskrivelser: Vær konkret, når du beskriver dine ansvarsområder og projekter. Giv eksempler på opgaver og resultater.
  • Kompetencer: Skriv alle de relevante kompetencer, du kan komme på – der er plads til 50. Det er en god mulighed for at tilføje søgbare nøgleord.
  • Lokation: Udfyld det område, du bor i – eller gerne vil arbejde i.


Visualisér

Brug de visuelle muligheder:

  • Profilfoto: Sørg for et neutralt billede, hvor du fremstår, som du ville gøre i en arbejdssituation.
  • Coverfoto: Vis drivkraften eller passionen i dit fag eller arbejde. Du kan også bare tilføje en anden farve end den standardblå.
  • Videoer: Du kan lægge videoer på din profil. Det kan være en præsentationsvideo fra en virksomhed, du arbejder i nu. Hvis du selv har produceret video i forbindelse med dit job, er det oplagt at uploade den.


Vis din erfaring i andet end jobs

Måske synes du ikke, du har den rigtige erfaring endnu. Men du behøver ikke at have haft et job præcis magen til det, du søger. Vis i stedet erfaring og interesse på andre måder:

  • Meld dig ind i relevante grupper på LinkedIn. Det har både en stærk signalværdi, fordi du viser, at du holder dig opdateret inden for dit fag, at du engagerer dig i faglige fællesskaber – og så sørger du for, at endnu flere mennesker opdager din profil.
  • Har du lavet frivillige aktiviteter? Skriv dem på din profil – de kan vise, du har initiativ, overskud og projektlederevner.
  • Hvis du har taget kurser, så tilføj dem – og beskriv kort, hvad du lærte.
  • Har du læst spændende artikler eller bøger om emnet – eller kunne du tænke dig det? Link til dem i et opslag. 


Få større netværk
Følg mange forskellige virksomheder, og connect med mange forskellige mennesker. Tænk bredt – hvad har du af relationer fra tidligere jobs, uddannelse og fritidsaktiviteter? Tilføj gerne en personlig besked, når du inviterer en ny kontaktperson. Så er du allerede i gang med at pleje dit netværk.


Bliv ved at udvikle din profil
Opdatér din profil løbende, så du minder potentielle arbejdsgivere om, at du er der. Fortæl om de projekter eller opgaver, du har gang i – og glem ikke at skrive, hvor godt det gik. Husk også at like, dele og kommentere på andres updates. Mange virksomheder lægger jobannoncer på LinkedIn. Du kan vælge at følge bestemte virksomheder og få alle deres updates. Når du er aktiv, er det lettere for dit netværk og kommende arbejdsgivere at få øje på dig – og aktivitet bliver også belønnet af LinkedIns algoritmer, så du kommer helt frem forrest i søgningerne.

Læs flere deltaljer og gode råd til din LinkedIn-profil


Log ind som medlem