HK.dk logo

GODE KOLLEGER GØR ARBEJDSDAGEN BEDRE

Et godt studie- og arbejdsmiljø betyder meget for trivsel og arbejdsglæde. Din arbejdsplads eller dit studiested har ansvar for at skabe de bedste rammer for arbejdsmiljøet. Du kan også bidrage i hverdagen. Her er en stribe forslag til God KollegaKarma – brug dem på jobbet eller studiet.

God KollegaKarma handler om de små ting i hverdagen, vi alle kan bidrage med, og som er med til at skabe en god stemning på arbejdspladsen eller studiet. Mange ting gør du sikkert i forvejen. Brug eksemplerne her som forslag og også en anerkendelse af alt det gode, du allerede gør.

Vær interesseret
Når en kollega fortæller om noget fra sit liv, så stil spørgsmål. For mange er en god kollega en person, som viser interesse for, hvordan man har det i og uden for jobbet.

Ros, ros, ros
Vi vokser af ros, så vær gavmild med komplimenterne. Når du giver kritik, så gør det ærligt, men konstruktivt. Fx ved at sige det positive først, så din kollega går videre med troen på at kunne gøre det bedre.

Tag hensyn
Vis, at du respekterer dine kolleger ved at tage hensyn til deres tid, planlægning og favoritopgaver.

Giv en hånd med
Hjælp, hvor du kan, og del ud af din viden og gode råd. Du vil få masser igen.

Find et fællesskab
Har I begge to hunde eller elsker crossfit? Find et bånd, der handler om noget andet end arbejde. Det smitter af på hele jeres relation.

Kom til tiden
Kommer du tit fem minutter for sent til møder? Så siger du indirekte, at din tid er mere værd end dine kollegers. De bruger deres tid på at vente på dig.

Fortæl en lille historie
Små personlige historier giver positiv kontakt. Det behøver ikke at være underholdning på højt niveau. En lille sjov oplevelse fra togturen eller et tv-program dagen før bidrager til den gode stemning, fordi du giver noget af dig selv.

Skru ned
Kan man høre dig på hele kontoret, når du taler? Du er sikkert sjovt selskab. Men du forstyrrer måske også dine kolleger. Skru lidt ned for stemmen, og gå ind i et mødelokale, når du har længere telefonsamtaler.

Hils hele vejen rundt
Det er rart at blive set af sine kolleger, både dem man har en nær og mere fjern relation til. Så sig godmorgen og farvel til alle – og invitér en bred skare med til frokost og ikke bare dine to mest fortrolige kolleger.

Kaffen og kagen
Alle elsker kage. Og måske især den omsorg, der ligger i, at du har brugt tid på at gøre noget godt for dine kolleger. Så forkæl på livet løs – dine kolleger vil elske det og opleve det som kærlig opmærksomhed. Henter du alligevel kaffe til dig selv, så tag en kop med til en kollega.

Få endnu mere God KollegaKarma – følg os på Facebook

Læs mere om arbejdsmiljø

Log ind som medlem