Du er her: hk.dk > Trafik & Jernbane > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2012 > Nej til aftale med DSB om perspektivløse fyringer



Nej til aftale med DSB om perspektivløse fyringer

Som tidligere omtalt har DSBs ledelse præsenteret HK Trafik & Jernbane for et forslag til aftale om en ”spareplan” der indebærer at 4-500 arbejdspladser skal nedlægges indenfor vores område de næste 3 år – oven i de ca. 400 stillinger som allerede er blevet nedlagt siden 2009. Samtidig vil man indføre distriktsansættelser for at øge den geografiske mobilitet – læs, at du kan få langt til arbejdet.

Der er ikke fremlagt nogen virksomhedsstrategi som kunne sætte de omfattende personalereduktioner i noget som helst fremtidsperspektiv – og de mange positive meldinger fra politisk hold om udvidelse af den kollektive trafik er der tilsyneladende heller ikke fulgt op på.

DSBs spareplan minder om det, man normalt forbinder med nedgang i salget, et vigende marked, halv-tomme ordrebøger – og ikke en virksomhed og branche med pæn passagerfremgang de senere år og store udviklingspotentialer de kommende år. Det er krisestyring a la ”back to basics” – blottet for visioner, innovation og tro på fremtiden.

DSB afviser reelle forhandlinger

DSBs ledelse har på en række hastigt indkaldte møder afvist ethvert krav om forbedringer af ”aftalen” og fastholdt, at der ikke er nogen økonomiske midler afsat til at indgå aftaler for de udmeldte overtallige medarbejdere. Overfor dette har vi fastholdt:
- at personalereduktioner i den nævnte størrelsesorden er helt uacceptable
- at vi kræver, at afskedigelser undgås gennem en aktiv omstillingsindsats
- at alle muligheder for at skabe nye jobåbninger skal afprøves
- at der ikke må ske forskelsbehandling mellem overenskomstansatte og tjenestemænd
- at alle tanker om distriktsansættelse opgives

DSB har ikke kunnet begrunde antallet af personalereduktioner med andet end et argument om ”at man så når sparemålet”.

Samtidig har man fastholdt, at afskedigelser af HK’ere ikke kan undgås – hvilket undrer os når vi ved, hvordan andre personalegrupper får mildnet følgerne af nedskæringerne. Her er opfindsomheden stor, når det drejer sig om at insource arbejdspladser, finde nye jobåbninger og dermed undgå fyringer i de grupper.

Men når talen falder på HK’s personalegrupper, så mener man åbenbart, at vi kan behandles efter for godt befindende. Her rystes der ikke på hånden, når det drejer sig om at skubbe erfarne, dygtige og engagerede medarbejdere ud i arbejdsløshedskøen.

Og sidst men ikke mindst er det påfaldende, at DSBs ledelse i den grad tilsidesætter enhver form for involvering af tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg i en så omfattende planlægnings - og udviklingsproces. En sådan undladelse plejer erfaringsmæssigt at være den bedste garanti for fiasko både hvad angår resultatopnåelse, resursestyring og fastholdelse af medarbejdernes motivation.

Frivillighed og diskrimination

Kun hvad angår aftaler om ”frivillig fratræden”, er DSB indstillet på at yde lidt ekstra til de overenskomst-ansatte, siger de – men det er ikke i nærheden af det krav vi har stillet sammen med Dansk Jernbanefor-bund. Og for tjenestemænd vil en accept af tilbuddet være ensbetydende med en kraftig forringelse i sammenligning med en afskedigelse med rådighedsløn. Det er HK Trafik & Jernbanes opfattelse, at vi ville kunne risikere at pådrage organisationen et ”rådgivningsansvar” med erstatningskrav til følge, hvis vi anbefalede dette overfor vores medlemmer.

DSB forventer derfor heller ikke, at et tilstrækkeligt antal tjenestemænd vil tage til takke med et sådant tilbud, så de er indstillet på, at det således kun vil være de overenskomstansatte der skal afskediges. Dette vil, ifølge DSB, ikke i juridisk henseende falde ind under forskelsbehandling.

Det er HK Trafik & Jernbane ikke enig i – det vil bl.a. være i strid med forvaltningsretten.

Vi mener samtidig, at en sådan forskelsbehandling, etisk og forretningsmæssigt, vil være en spektakulær historisk fejltagelse der vil stemple virksomheden mange år frem.

Ingen aftale med DSB

Alt dette – og mere til – ønsker DSB, at HK Trafik & Jernbane entydigt skal anbefale overfor sine medlem-mer – men det hverken kan eller vil vi gøre.

Efter en indgående drøftelse med vores tillidsrepræsentanter, har vi besluttet at afvise ”aftalen”!

Samtidig vil vi efterlyse konkrete tiltag hen imod at skabe et nyt perspektiv for morgendagens DSB. Den fornyede trafikkontrakt fra 2015 og frem må være omdrejningspunktet for en tiltrængt fornyelse – også virksomhedsstrategisk. Og den proces skal starte nu! Og den skal følges op af en HR-strategi, der fastlægger udviklingsaktiviteter og karriereveje m.v. for alle personalegrupper i virksomheden.

HK Trafik & Jernbane vil ikke underskrive den forelagte aftale. Vi vil i stedet tage kampen op for så vidt muligt at sikre vores medlemmers interesser i hvert hjørne af virksomheden - i hvert samarbejdsudvalg – og hvor vi end måtte have indflydelse.

Med venlig hilsen
Andreas Hasle, formand
HK Trafik & Jernbane

Kommentér artiklen

Når nedskæringerne endnu engang rammer de HK organiseret personalegrupper så massivt, så skyldes det til dels, at DJ organiseret personalegrupper endnu engang "går ram forbi". Oven i det, har vi ge...

Hvis ikke - så vil det nok være en god ide at læse reglerne som er beskrevet i en publikation udgivet af Personalestyrelsen: Personaletilpasninger i staten – gennemgang af gældende regler, som læse...

DSB har været en virksomhed med mange medarbejdere igennem tiden der har ydet en kanon indsats gennem et helt arbejdsliv, der har været gode og dårlige tider, men der har altid været en holdånd der...

Man kan kun konkludere at DSB skal spare penge, og det er lønkroner at der skal spares på. Det er godt at vi er medlem af HK og at de varetager vores interesser.

Jeg har med interesse læst indlægget fra Andreas Hasle, og jeg må sige at den handlemåde som virksomheden DSB tilsyneladende udviser her den kommer helt bag på mig. At de fagligeorganisationer åbe...

Oprettet: 27.01.12, kl. 10.05

Redigeret: 27.01.12, kl. 10.47 af Tine Mortensen


Ophavsret

Udgivet <27.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.