Fleksjobber får 325.000 kroner i erstatning
Manglende pensionsindbetaling og en uberettiget fyring på grund af handicap udløser nu en stor erstatning til en kvindelig fleksjobber. Det har Vestre Landsret netop besluttet i en sag, HK har ført for et medlem.
Bare fordi man som fleksjobber arbejder i en virksomhed uden overenskomst, så skal man ikke stå uden pension. Fleksjobbere er nemlig som udgangspunkt altid dækket af den gældende overenskomst på området. Sådan lyder konklusionen i en ny dom fra Vestre Landsret, der i samme hug slår fast, at alvorlige funktionsnedsættelser i lovens øjne anses som et handicap. Derfor er det ifølge forskelsbehandlingsloven ulovligt at fyre folk på grund af dem.
Sagen drejer sig om et HK-medlem og vækker stor tilfredshed hos HK’s næstformand Mette Kindberg.
- Det er meget vigtigt for mig at vide, at der er et sikkerhedsnet for vores medlemmer, der har fleksjob i firmaer uden overenskomst, siger hun.
Ulykke førte til fleksjob
Sagen startede da en århusiansk advokatsekretær blev involveret i en voldsom trafikulykke. Et kraniebrud medførte flere varige problemer såsom tab af hukommelse og ubehagelige rystelser i højre hånd. Da kvinden efter længere tids sygemelding vendte tilbage til sit arbejde, blev det hurtigt tydeligt, at hun ikke var i stand til at passe en fuldtidsstilling.
Derfor blev hun ansat i virksomheden som fleksjobber. Men den ordning skulle vise sig at være uholdbar. En dag blev hun kaldt til samtale med virksomhedens personaleansvarlige, der fortalte hende, at hun var fyret.
Efter samtalen gik kvinden til HK. Hun følte ikke, at hun havde fået en fair chance for at bevise, at hun kunne udføre sit job. Desuden var hun utilfreds med, at firmaet ikke ville udbetale pension for den tid, hun havde været i fleksjob, fordi der ikke var nogen overenskomst.
HK mente også, at firmaet havde handlet forkert, og de slæbte derfor sagen for retten.
Stor erstatning
Nu har HK så fået Vestre Landsrets ord på, at det er en rigtig fortolkning af loven.
Retten dømte derfor virksomheden til at betale 325.000 kroner plus renter i erstatning til kvinden.
- Vi har altid ment, at virksomheder uden overenskomst skal følge den gældende overenskomst på området. Desuden har vi nu også rettens ord for, at et handicap ikke behøver betyde, at medarbejderen mangler en arm eller et ben, siger konsulent fra HK’s Juridiske Kompetencecenter Jeanette Hahnemann.
Oprettet: 18.03.10, kl. 09.04
Redigeret: 18.03.10, kl. 11.16
Ophavsret
Udgivet <18.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Hvad var præmisserne for dommen?
[19.03.10] Af Inge Gotfredsen, Fleksjobenheden, Aalborg
Afgørelse om fleksjob
[18.03.10] Af karina jørgensen, fleksjobber
Læs hele kommentaren
Rigtigt godt!
[18.03.10] Af Joan Ljungmann, Faglig sagsbehandler
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat