Faglig konsulent til HK Sydjylland

Vil du arbejde med forhandling, rådgivning og finde gode løsninger for vores medlemmer? 

Kan du skabe gode relationer, føre konstruktive forhandlinger og finde løsninger, der gør en forskel for vores medlemmer? 

Har du lyst til at arbejde tæt på arbejdspladserne, understøtte tillidsvalgte og være med til at udvikle fremtidens faglige fællesskab? 

Så er det måske dig, vi leder efter. 

HK Sydjylland søger en faglig konsulent til det kommunale og regionale arbejdsmarked   
Vi skal sige farvel til en erfaren kollega, og derfor søger vi dig, der vil være med til at forhandle, rådgive og finde gode løsninger for vores medlemmer på de kommunale og regionale arbejdspladser. 

Et job med faglighed, indflydelse og mennesker 
Som faglig konsulent får du en varieret hverdag med tæt kontakt til medlemmer, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, ledere og samarbejdspartnere. 

Du kommer ud på arbejdspladserne, deltager i møder og forhandlinger og hjælper med at finde løsninger på både konkrete problemer og større faglige udfordringer. Du bliver samtidig en del af et engageret hold, hvor vi deler viden, sparrer med hinanden og løfter opgaverne i fællesskab. 

Dine vigtigste opgaver bliver at: 

  • Forhandle og rådgive i sager om overenskomster, aftaler, løn- og ansættelsesvilkår samt fagretlige og juridiske spørgsmål. 
  • Rådgive og understøtte tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i deres daglige arbejde. 
  • Behandle faglige sager og hjælpe medlemmerne med at finde vej i regler, aftaler og konkrete udfordringer. 
  • Styrke organiseringen og udvikle det faglige fællesskab på arbejdspladserne. 
  • Arbejde med politisk vedtagne indsatser og omsætte organisationens mål til konkrete resultater. 

Du skal være indstillet på, at en del af arbejdet foregår ude på arbejdspladserne, og at møder og forhandlinger indimellem ligger efter kl. 16. Der vil også være dage med sagsbehandling, forberedelse og administrative opgaver på kontoret i Kolding. 

Hvem er du? 
Vi forestiller os, at du har en solid faglighed, gode samarbejdsevner og lyst til at gøre en forskel for andre. 

Vi lægger især vægt på, at du: 

  • Har erfaring med forhandling og kan give konkrete eksempler på resultater, du har været med til at skabe. 
  • Har kendskab til kommunale og/eller regionale overenskomster. 
  • Er god til at skabe relationer og trives med at være opsøgende i dit arbejde. 
  • Kan kommunikere med mange forskellige mennesker – fra den nye kontorelev til den erfarne tillidsrepræsentant og HR-chefen. 
  • Trives med både de administrative opgaver og de konkrete medlemssager og arbejder struktureret, så du bevarer overblikket – også når der er mange bolde i luften. 
  • Kan arbejde selvstændigt og samtidig bidrage aktivt til samarbejdet med kolleger, tillidsvalgte, det politiske system og eksterne samarbejdspartnere. 
  • Er engageret, fleksibel og imødekommende og har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation. 

Du behøver ikke at kunne alt fra første dag. Det vigtigste er, at du har den relevante faglige ballast, lysten til at lære og modet til at tage ansvar. 

Hvad får du hos os? 
Vi vil gerne have, at du lykkes i jobbet – og trives med det. 
Derfor tilbyder vi: 

  • Frihed under ansvar: Stor indflydelse på, hvordan du planlægger og tilrettelægger din arbejdsdag. 
  • Faglig udvikling: Grundig oplæring, relevant uddannelse og løbende sparring. 
  • Dygtige kolleger: Et engageret team, hvor vi deler viden, hjælper hinanden og finder løsninger sammen. 
  • Et meningsfuldt arbejde: Mulighed for at gøre en konkret forskel for medlemmernes løn, arbejdsvilkår og indflydelse på arbejdspladsen. 
  • En varieret hverdag: En kombination af forhandlinger, rådgivning, medlemssager, organisationsarbejde, faglig fordybelse og administrative opgaver. 

Vi tror på, at de bedste resultater skabes, når den enkelte får plads til at tage ansvar, og vi samtidig bruger hinandens kompetencer. 

Ansættelsesvilkår 
Stillingen er placeret på vores kontor på Jupitervej 1 i Kolding. Du skal dog forvente en del mødeaktivitet i hele HK Sydjyllands geografiske område. Det er derfor nødvendigt, at du har kørekort og egen bil til rådighed. 
Arbejdstiden er ikke fast tilrettelagt, da møder og forhandlinger tilpasses arbejdspladsernes behov. Du skal derfor være indstillet på, at arbejdet indimellem ligger uden for almindelig arbejdstid. 

Løn og ansættelsesvilkår følger den gældende overenskomst. Vi tilbyder arbejdsgiverbetalt pension, feriegodtgørelse og fritvalgskonto på et attraktivt niveau. 
Startlønnen er en indplacering på løntrin 37, der udgør 36.190,08 kr. pr. måned med mulighed for at forhandle kvalifikationsløn.

Ansøgning og samtaler 
Send din motiverede ansøgning og dit CV ved at klikke på ”Ansøg” senest den 21. oktober. 

Vi forventer at afholde samtaler på følgende tidspunkter: 
1. samtale: Den 26. oktober om eftermiddagen. 
2. samtale: Den 29. oktober om formiddagen. 

Som en del af rekrutteringsforløbet skal du udfylde en personprofil. Hvis du går videre til anden samtale, vil du desuden blive bedt om at løse en case, som indgår i samtalen. 
Vi forventer, at stillingen besættes pr. 1. december. 
HK ønsker at fremme ligestilling og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold. 

Vil du vide mere? 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fagchef Stephan Raahede Kristiansen, og i uge 42 faglig koordinator Tina Høffner. Send en sms på 4115 1842 og i uge 42 på 2011 1616, så aftaler vi et tidspunkt, hvor vi kan tale sammen.  

 

 

Om HK Sydjylland 
HK Sydjylland er et stærkt fagligt fællesskab for vores medlemmer. Vi arbejder for at udvikle fagene, sikre gode løn- og arbejdsvilkår og varetage medlemmernes interesser. 
Vi dækker 13 kommuner i Sydjylland samt dele af Region Syddanmark og Region Midtjylland: Tønder, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Fanø, Esbjerg, Varde, Billund, Vejen, Vejle, Hedensted, Horsens og Kolding. 
Vores resultater skaber vi sammen – med medlemmerne, de tillidsvalgte og hinanden. 

Sammen er du stærkere.
 


OBS

Vær opmærksom på, at vi først har modtaget din ansøgning, når du får en kvitteringsmail fra os.

Du skulle gerne modtage en kvitteringsmail inden for et par timer. Hvis ikke du modtager noget, så tjek evt. om mailen skulle være havnet i Uønsket post. Ellers er du velkommen til at kontakte os på hr@hk.dk. Husk at skrive hvilken stilling du har søgt.