Sæt stress på dagsordenen

Få tips til, hvordan du som arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant kan være med til at sætte stress på dagsordenen.
tillidsvalgte
tillidsvalgte

Få hjælp & rådgivning af os

Du kan altid få hjælp af os til både stort og småt. Har du fx spørgsmål til regler og rettigheder, har du brug for at vende dine tanker eller få gode råd til, hvordan du skal håndtere en situation, så kontakt os.  
Tag fat i din personlige kontaktperson hos HK, eller ring til os på 7011 4545.

 

Få generel information om stress.

 

Det er vigtigt at understrege, at det er din leder, der har ansvaret for at håndtere og forebygge stress i teamet eller afdelingen. Men du kan som tillidsvalgt gøre en indsats for at få stress på ledelsens agenda – blandt andet gennem dokumentation.

Følgende kan du og kollegerne bruge som dokumentation:

  • Jeres egen statistik om personaleomsætning, sygefravær og sygemeldte medarbejdere.
  • Resultater fra jeres seneste APV, hvor der er krav om, at arbejdsrelateret sygefravær skal vurderes og forebygges.
  • Resultater fra eventuelle trivsels- og medarbejdertilfredshedsundersøgelser.
  • Resultater fra samtaler med fratrædende medarbejdere (såkaldte exit-samtaler).
  • Konkrete observationer fra arbejdspladsen.
  • Udtalelser fra ledere og medarbejdere (brug dem dog varsomt).
  • Erfaringer fra andre områder i virksomheden, hvor det havde konsekvenser, at der ikke blev gjort en indsats i tide.
  • Konkrete cases om forebyggelse af stress fra andre afdelinger eller (lignende) virksomheder.

Det er ofte nemmere at få stress på ledelsens dagsorden, hvis der allerede er konkrete problemer i virksomheden, der kan løses, og I dermed kan få en besparelse på fx sygefravær eller en mindre personaleomsætning. Forebyggelse kan altid betale sig.

Du skal ikke have en løsning klar, når du tager kontakt til ledelsen. Men vær nogenlunde klar på, hvilke fordele du mener, jeres arbejdsplads kan opnå ved at forebygge stress. Har du spørgsmål eller brug for sparring, kan du altid kontakte os. Tag fat i din kontaktperson i HK, eller ring til os på 7011 4545.

 

Pjecer: Højt arbejdspres

HK Stat har udarbejdet to pjecer om højt arbejdspres på statslige arbejdspladser. Pjecerne indeholder blandt andet information om gældende regler og gode råd til håndtering af arbejdspres. Som AMR kan du med fordel dele indholdet fra lederpjecen med din leder.

 

Bed om en stresspolitik

Har I ikke allerede en stresspolitik, kan du opfordre til, at I udformer én. En stresspolitik gør det klart for alle, hvordan de skal reagere, hvis de oplever symptomer på stress hos dem selv eller deres kolleger.

Det bør en stresspolitik indeholde:

  • En definition af stress
  • Viden om stress: stresssymptomer, stressfaktorer og udvikling af stress
  • En plan for forebyggelse af stress
  • En plan for, hvad man som leder eller medarbejder skal gøre, hvis man selv eller en medarbejder/kollega får stress
  • Et overblik over, hvilken intern og ekstern hjælp, der er til rådighed i forbindelse med stress

Kilde: BFA Kontor: Tag hånd om stressen

HK mener: Krav om stresspolitik
Det bør være et krav, at alle arbejdspladser har en klar stresspolitik, der sætter retningslinjer for leder og medarbejdere om, hvordan man skal forholde sig til et potentielt stressforløb. Det er vigtigt, at tillidsvalgte og samarbejdspartnere får mulighed for at give sit besyv med. Det skal være tydeligt, hvor og hvordan man kan få hjælp som medarbejder.

 

Særligt for tillidsvalgte: Tag onlinekursus om stress

Hvordan ser stress ud? Hvad skal du være opmærksom på hos kollegerne og hos dig selv? Hvilke håndtag har du at holde i, når skaden er sket? Og hvordan kan du, kollegerne og din arbejdsplads som helhed modvirke stress? Onlinekurset varer 35 minutter, og du kan tage det præcis, hvor og hvornår det passer dig.

 

BFA

Læs mere om stress

Vil du gerne vide mere om stress på arbejdspladsen? Læs anbefalingerne fra Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø (BFA).
BFA består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

Kurser for dig

Vidste du, at HK tilbyder relevante kurser til dig, der er tillidsvalgt?