Se, hvad du skal være opmærksom på:

Hvis der er fyringsrunde på din arbejdsplads

Har du overenskomst?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er omfattet af en overenskomst, så kan du tjekke det på MitHK. Log ind med NemID eller din HK-pinkode.

Hvis I er mange, der bliver fyret på en gang, kan Lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang - masseafskedigelsesloven, træde i kraft.

Loven har til formål at begrænse fyringer og sikre, at afskedigelserne er sidste udvej.

Der sker ved at undersøge, om medarbejdere kan omplaceres, eller om arbejdsgiver og medarbejdere i fællesskab kan finde andre løsninger, der nedbringer antallet af afskedigelser.

OBS! I nogle overenskomster er der bestemmelser om masseafskedigelser. Her er det overenskomstens bestemmelser, der er gældende.

I er omfattet af loven:

  • Hvis I er mellem 20 og 100 ansatte, og arbejdsgiveren vil afskedige mindst 10 af jer.
  • Hvis I er mellem 100 og 300 ansatte, og arbejdsgiveren vil afskedige mindst 10 procent.
  • Hvis I er mere end 300 ansatte, og arbejdsgiveren vil afskedige mindst 30 af jer.

Begrundelsen for at afskedige behøver ikke være den samme for alle dem, ledelsen ønsker at afskedige. Man kan sagtens forestille sig, at en afdeling i en virksomhed afskediger, fordi arbejdsopgaver outsources, mens en anden afdeling afskediger pga. dårlig økonomi.

Det afgørende er, at afskedigelserne skal ligge inden for et tidsrum af 30 dage.

I opgørelsen indgår alle medarbejdere, som virksomheden ønsker afskedige. Også dem, der selv har sagt op fordi de har fået tilbudt særligt gunstige fratrædelsesvilkår.

Undtaget er medarbejdere, som selv er skyld i afskedigelse. Fx pga. tyveri fra virksomheden.

Jeres rettigheder ved massefyringer

Masseafskedigelsesloven sikrer, at der skal ske en forhandling omkring afskedigelserne og at forhandlingen skal ske så tidligt som muligt.

Til brug for forhandlingen har jeres repræsentant - typisk tillidsrepræsentanten - krav på at få udleveret alle relevante oplysninger. I har også ret til at tage særligt sagkyndige med til forhandlingsmøderne. Fx en faglig medarbejder fra HK.

Relevante oplysninger er:
  • Årsagen til afskedigelserne, fx nedskæringer, omstruktureringer mm.
  • Antallet af medarbejdere, der skal afskediges. Hvad de er beskæftiget med. Og Hvordan tidsplanen for afskedigelserne forventes at være
  • Det samlede antal af medarbejdere, der normalt er i virksomheden, og hvad de beskæftiger sig med.
  • Hvilke kriterier, der vil blive brugt, når virksomheden vælger de medarbejdere, der skal afskediges.
  • Om der er medarbejdere, som har ret særlige afskedigelsesgodtgørelser.

De oplysninger skal arbejdsgiveren også sende til det regionale beskæftigelsesråd.

Hænder med notesblok og kuglepen.

Selve forhandlingen

Ved selve forhandlingen er jeres vigtigste mål selvfølgelig at nedbringe antallet af afskedigelser ogt få så gode aftaler som muligt for dem, der bliver afskediget. Men et andet vigtigt mål er, at sikre dem, der måtte være særligt udsatte, fx gravide og kolleger på barsel.

Der kan f.eks. forhandles om:

  • nedbringelse af antallet af medarbejdere, der skal fyres.
  • de overordnede principper for udvælgelse af dem, der skal afskediges
  • et længere opsigelsesvarsel for dem, der bliver fyret. 
  • fritstilling i opsigelsesperioden for dem, der ønsker det. 
  • tilbud om konsulentbistand for de fyrede medarbejdere. Det kan være til jobsøgning.
  • adgang til efteruddannelse i opsigelsesperioden 
  • indsats for de medarbejdere, der ikke er blevet fyret. De har både mistet gode kolleger og ofte også fået ekstra arbejdsopgaver.