Ledighed skal løses i fællesskab 

Ledige skal have stærkere rettigheder, bedre muligheder for uddannelse og hjælp, der tager mere udgangspunkt i den enkeltes behov og giver plads til medarbejdernes faglighed.  

Ledighed skal ikke ses som et individuelt problem, som den ledige skal stå alene med. Ledighed er et samfundsproblem, der skal løses i fællesskab. Og hvis man bliver ramt af ledighed, sygdom, psykisk og fysisk nedslidning, er det vigtigt, at man kan få hjælp i beskæftigelsessystemet, som tager udgangspunkt i den enkeltes behov og muligheder. Så medarbejderne i kommuner og a-kasser skal have ordentlig plads til at bringe deres faglighed i spil og målrette indsatsen ud fra, hvad borgeren har brug for.

Samtidig skal ledige have bedre mulighed for at få nye kompetencer. Uddannelse og opkvalificering er afgørende. For det gælder om at klæde ledige godt på til at komme varigt i job.

 

Hvad arbejder HK for?

Her i oversigten kan du finde et udpluk af, hvad HK arbejder for på beskæftigelsesområdet. HK’s fulde arbejdsmarkedspolitik, som HK’s hovedbestyrelse vedtog i 2021, finder du her:

Se HK's arbejdsmarkedspolitik – Alle skal have adgang til arbejdsmarkedet

Med beskæftigelsesreformen har en række af Folketingets partier besluttet at give kommunerne større muligheder for at tilrettelægge en indsats, som de mener er bedst for den enkelte ledige. Det er i sig selv fornuftigt. Men problemet er, at reformen ikke kun fjerner unødige kontrolkrav – den fjerner også en række rettigheder, som giver ledige mulighed for at tilrettelægge jobsøgningen på en måde, som giver mening for den enkelte.

HK mener, at det er forkert og unødvendigt. Vi arbejder i stedet for at styrke lediges rettigheder, samtidig med at medarbejdere i kommunerne skal have rig mulighed for at målrette hjælpen til den enkelte.

Retten til seks ugers jobrettet uddannelse skal styrkes, så den kommer til at gælde for flere grupper af ledige og flere kurser. HK arbejder for, at alle ledige med en kort eller mellemlang videregående uddannelse bliver omfattet af retten. Og at karensperioden afskaffes – i dag kan man først benytte retten, når man har været ledig i mindst fem uger. 

Når en sygemeldt skal vende godt tilbage til arbejdspladsen efter fx stress, er det afgørende at have en plan for, hvordan det skal ske. Alligevel har arbejdsgivere i dag ikke pligt til at udarbejde en plan. Det vil HK lave om på. Vi arbejder for at gøre det til et krav, så sygemeldte får ret til en fastholdelsesplan.  

Ledige seniorer skal tidligt have ret til en håndholdt vejledningsindsats og bedre muligheder for at tage uddannelse for fx at skifte branche.  

5 forslag til bedre sygedagpengeregler

Retten til sygedagpenge trænger til at blive styrket, så  vi  undgår, at sygemeldte kommer i klemme. HK er derfor gået sammen med 11 andre organisationer om 5 forslag, som er oplagte første skridt: 
  • Øget fokus på varig tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
  • Mulighederne for at få forlænget sygedagpenge bør forbedres.
  • Jobafklaringsforløb afskaffes, indsats og ydelse flyttes til sygedagpengeloven.
  • Lægesamarbejde skal styrkes - og lægeudtalelser skal præciseres og målrettes.
  • Adgangen til sygedagpenge for løstansatte og vikarer skal afbureaukratiseres.

Læs om de 5 forslag her