Kemi og farlige stoffer

Forkert håndtering af kemi og farlige stoffer kan have sundhedsskadelige konsekvenser. Læs om reglerne og dine krav på sikkerhed, på din arbejdsplads.
Flaskeetiket med faremærker

Få rådgivning & hjælp af os

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål om kemi og farlige stoffer. Hvis I har udfordringer på din arbejdsplads, er vi også klar til at lytte og vejlede dig.  
Ring til os på 7011 4545.

 

Hvad er kemi og farlige stoffer?

Du kan møde kemi og farlige stoffer på mange forskellige arbejdspladser. Det kan fx være rengøringsmidler, lim, maling, sprayprodukter eller andre kemiske produkter, som kan være skadelige, hvis du indånder dem, får dem på huden eller på anden måde bliver udsat for dem.

Arbejder du med kemikalier eller farlige stoffer, skal arbejdet være planlagt og udført, så du ikke bliver udsat for unødig risiko.

Sådan skal du beskyttes
Arbejder du med kemikalier eller farlige stoffer, er det vigtigt, at du får en grundig oplæring i at håndtere stofferne og forebygge eksponering. Du har også ret til værnemidler, der beskytter dig, hvis andre forebyggelsestiltag ikke kan sikre den nødvendige beskyttelse.

Hvem har ansvaret?
Det er din arbejdsgivers ansvar at sikre, at arbejde med kemiske og farlige stoffer foregår sikkert og forsvarligt, så du og dine kolleger ikke bliver udsat for fare.

Din arbejdsgiver skal blandt andet sørge for at:

  • instruere og oplære dig grundigt i, hvordan du arbejder sikkert med kemiske stoffer
  • du har personlige værnemidler i din størrelse
  • informere dig om jeres beredskabsplan, så du ved, hvad du skal gøre, hvis der skulle ske en ulykke
  • lave en kemisk risikovurdering og sikre forebyggende foranstaltninger som afspærring, udluftning og ventilation
  • føre tilsyn med, at arbejdet udføres i overensstemmelse med reglerne.


Særligt for gravide og ammende
Hvis du er gravid eller ammer, skal din arbejdsgiver sikre sig, at dit arbejde ikke kan skade dig eller dit foster/barn. Din arbejdsgiver skal lave en risikovurdering af dine arbejdsforhold, og visse kemiske stoffer kan udgøre en risiko for dig og dit barn. Læs mere om arbejdsmiljø for gravide og ammende.