Gravid på jobbet

Er du gravid på jobbet, gælder særlige regler for dit arbejdsmiljø. Få overblikket her.
gravid job

Få rådgivning & hjælp af os

Har du spørgsmål om dine rettigheder som gravid? Vi er klar  til at svare på dine spørgsmål og rådgive dig.
Ring til os på 7011 4545.

 

Graviditet og arbejdsmiljø

Er du blevet gravid, skal du fortælle det til din arbejdsgiver senest 3 måneder før termin. Men det kan faktisk være en god idé at fortælle det tidligere af hensyn til din og fosterets sikkerhed.

Når din arbejdsgiver får at vide, at du er gravid, skal hun eller han nemlig lave en risikovurdering af dine arbejdsforhold. Arbejdsgiveren skal altså sikre sig, at dit arbejde ikke kan skade dig eller dit foster. Du må nemlig ikke blive udsat for påvirkninger på dit job, som kan skade dit foster. Det siger arbejdsmiljøloven.

Det kan blandt andet udgøre en risiko for dig og fostret, hvis du er udsat for:

  • tungt arbejde
  • langvarigt stående og gående arbejde
  • voldsrisiko
  • stød
  • støj
  • stråling
  • natarbejde mere end 1 gang om ugen (Bekendtgørelsen om arbejdets udførelse, §8)
  • smitsomme sygdomme som fx røde hunde, lussingesyge og skoldkopper
  • visse kemiske stoffer.


Hvis arbejdet udgør en fare

Hvis arbejdsgiveren vurderer, at (dele af) dit arbejde kan udgøre en fare for graviditeten, skal hun eller han foretage sig følgende i prioriteret rækkefølge:

  • Sørge for tekniske foranstaltninger eller ændre indretningen af arbejdsstedet.
  • Ændre i planlægningen og tilrettelæggelsen af dit arbejde.
  • Overføre dig til andre opgaver.
  • Beslutte, at du ikke må udføre det pågældende arbejde.

Du har ret til løn, hvis din arbejdsgiver sender dig hjem, fordi du ikke må udføre det pågældende arbejde, og det ikke er muligt at finde andre arbejdsopgaver til dig.


Sygemelding
En graviditet er en fysisk belastning for kroppen, og selvom arbejdsmiljøet er i orden, kan nogle gravide have brug for at blive sygemeldt på deltid eller fuldtid. Det er din egen læge, der kan beslutte, om du kan blive sygemeldt.

 

Kilder:

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Arbejdstilsynets vejledning om gravide og ammendes arbejde (kapitel 3)

Gravidmedjob.dk

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

BFA Handel - Vejledning: Du kan vente dig i butikken