Dagpenge

Supplerende dagpenge

Du kan få supplerende dagpenge, hvis du ikke arbejder på fuld tid og samtidig er ledig. Du får udbetalt supplerende dagpenge med samme dagpengesats pr. time som ved almindelige dagpenge.

Du kan f.eks. søge om supplerende dagpenge i disse situationer:

  • Du bliver sat ned i tid af din arbejdsgiver.
  • Du får et deltidsjob, mens du er ledig.
  • Du arbejder som vikar, timelønnet eller løst ansat.
  • Du arbejder som freelancer eller har selvstændig virksomhed.

Som fuldtidsforsikret kan du få supplerende dagpenge, hvis du arbejder mindre end 37 timer om ugen. Du skal være opmærksom på, at du skal være ledig i mindst 14,8 timer pr. måned.

Som deltidsforsikret kan du få supplerende dagpenge, hvis du arbejder mindre end 30 timer om ugen. Her skal du være ledig i mindst 12 timer pr. måned.

Når vi beregner supplerende dagpenge, trækker vi dine arbejdstimer fra. Det betyder, at du får dagpenge for de timer, du ikke arbejder. Som udgangspunkt udbetaler vi dagpenge for 160,33 timer. Hvis du f.eks. arbejder 40 timer på en måned, bliver de 40 timer trukket fra de 160,33 timer, og du får dagpenge for resten af timerne.

Du kan se de aktuelle dagpengesatser her.

Supplerende dagpenge i op til 30 uger

Du kan få supplerende dagpenge i op til 30 uger inden for en periode på 104 uger. Du kan se de 30 uger som et klippekort: Hver gang du får udbetalt supplerende dagpenge i én uge, bruger du ét klip. 

Som lønmodtager bruger du af din ret til supplerende dagpenge i de uger, hvor du arbejder færre timer end din normale fulde arbejdstid. I disse uger får du udbetalt dagpenge for de timer, du ikke arbejder. Du bruger derimod ikke af de 30 uger i de uger, hvor du enten arbejder på fuld tid eller slet ikke arbejder. 

Som selvstændig bruger du af de 30 uger i alle de uger, hvor du får udbetalt dagpenge - også selvom du ikke arbejder i virksomheden. Starter du selvstændig virksomhed midt i en kalendermåned, bruger du af de 30 uger fra den 1. i den pågældende måned. 

Mulighed for forlængelse af supplerende dagpenge
Når du nærmer dig grænsen på de 30 uger for supplerende dagpenge, kontakter vi dig og informerer om dine muligheder for forlængelse.

Du kan forlænge din ret med op til 12 uger, og vi forlænger altid i perioder på 4 uger ad gangen. Du kan følge med i, hvor mange uger du har brugt på din udbetalingsspecifikation.

Se din udbetalingsspecifikation på Mit HK.

Her skal du bruge en frigørelsesattest

Hvis du bliver ansat i et job med opsigelsesvarsel, skal din arbejdsgiver udfylde og underskrive en frigørelsesattest.

På frigørelsesattesten bekræfter din arbejdsgiver, at du kan sige op uden varsel, hvis du får andet job med flere timer eller på fuld tid.

OBS: Hvis du bliver ansat som vikar, afløser eller på lignende vilkår, er du ikke nødvendigvis omfattet af et opsigelsesvarsel. I disse tilfælde skal du derfor ikke indsende en frigørelsesattest.

Læs mere om frigørelsesattest og find den her.

Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Når du er på supplerende dagpenge, skal du være til rådighed på samme måde, som hvis du var fuldt ledig. Det betyder blandt andet, at du skal søge job og løbende opdatere din joblog med de job, du søger, på HK Jobportal.

Du skal også møde op til de samtaler, som vi og kommunen indkalder dig til. Hvis vi eller kommunen finder job til dig på flere timer, er du forpligtet til at tage imod det.

Læs mere om at være til rådighed.

Udbetaling af supplerende dagpenge

For at vi kan udbetale dine supplerende dagpenge, skal du fortælle os, hvor mange timer du arbejder. Det gør du ved at oplyse dine arbejdstimer på dit udbetalingskort. De timer, du arbejder, bliver trukket fra time for time i din udbetaling.

Du skal oplyse alle timer, du får løn for – også hvis arbejdet ligger i weekender, på helligdage eller uden for din normale arbejdstid. Du skal skrive timerne på i den måned, hvor arbejdet er udført – også selvom lønnen først udbetales i den efterfølgende måned, eller hvis arbejdet er ulønnet.

Er du underviser, skal du oplyse dine omregnede timer - altså både undervisning og forberedelse. Din arbejdsgiver kan hjælpe dig med at beregne dem.

Modregning i dagpenge
Som udgangspunkt modregner vi dine arbejdstimer time for time i dine dagpenge. Der er dog enkelte undtagelser:

  • Du får honorar (B-indkomst).
  • Du har ukontrollabel arbejdstid (ingen faste arbejdstimer) f.eks. ved provisionsløn som freelancer, taxachauffør eller kørende sælger.

I disse tilfælde modregner vi ud fra din indtægt, som vi omregner til timer efter en fast sats.

Genoptjening af supplerende dagpenge

Hvis du har brugt alle 30 uger eller din ret til supplerende dagpenge er udløbet, skal du genoptjene en ny ret, før du kan få supplerende dagpenge igen.

Du genoptjener retten ved at have et vist omfang af lønarbejde. Arbejdstimerne behøver ikke ligge i sammenhængende måneder, men de skal være udført efter du har brugt dine 30 uger med supplerende dagpenge og inden for en samlet periode på 12 måneder. Vi tjekker automatisk, om du har genoptjent retten til en ny periode.

Se, hvor meget du skal arbejde for at genoptjene en ny ret til supplerende dagpenge.

Fuldtidsforsikrede:

  • Månedslønnet: Mindst 6 måneder med over 146 timer pr. måned.
  • 14-dages lønnet: Mindst 13 lønperioder med over 68 timer pr. periode.
  • Ugelønnet: Mindst 26 uger med over 34 timer pr. uge.

Deltidsforsikrede:

  • Månedslønnet: Mindst 6 måneder med over 118 timer pr. måned.
  • 14-dages lønnet: Mindst 13 lønperioder med over 54 timer pr. periode.
  • Ugelønnet: Mindst 26 uger med over 27 timer pr. uge.

Du kan også genoptjene retten ved at have en indtægt fra en kombination af forskellige typer arbejde. Inden for et indkomstår skal du have haft en samlet indtægt på mindst 286.632 kr. (2026).

Ofte stillede spørgsmål om supplerende dagpenge

Hvis du har opbrugt din ret til supplerende dagpenge, kan du forlænge perioden med 4 uger ad gangen – dog højst 3 gange (i alt 12 uger).

For at få forlængelse skal du opfylde én af nedenstående betingelser inden for en periode på 1 år:

  • I mindst 6 måneder har du arbejdet mere end 146 timer om måneden som fuldtidsforsikret eller 118 timer som deltidsforsikret.
  • I mindst 26 uger har du arbejdet mere end 34 timer om ugen som fuldtidsforsikret eller 27 timer som deltidsforsikret.
  • I mindst 13 14-dages perioder har du arbejdet mere end 68 timer som fuldtidsforsikret eller 54 timer som deltidsforsikret.

Særligt for selvstændige
Hvis du har drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i mindst 1 måned uden at modtage dagpenge, kan du også forlænge din ret med 4 uger. Det kan du gøre op til 3 gange - ligesom lønmodtagere.

Læs mere om dagpengereglerne for selvstændige  

Ja. Du kan have ret til supplerende dagpenge, hvis din virksomhed er en bibeskæftigelse. 
Det gælder både, hvis du har haft virksomheden før du blev ledig, og hvis du starter virksomheden, mens du er ledig.

Læs mere om supplerende dagpenge for selvstændige og freelancere

Ja. Som vikar kan du få supplerende dagpenge, hvis du opfylder de almindelige betingelser.

Når du får supplerende dagpenge, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kunne starte i et andet job med en dags varsel. Derfor er det vigtigt, at du hurtigt kan forlade dit vikarjob, hvis du får et andet job.

Du skal være opmærksom på:

  • Hvis du har en ansættelseskontrakt med opsigelsesvarsel, skal du få en frigørelsesattest fra din arbejdsgiver.
  • Frigørelsesattesten skal sendes til os senest 5 uger efter, du bliver omfattet af opsigelsesvarslet.
  • I din ansættelseskontrakt kan du se, om du er omfattet af et opsigelsesvarsel.
  • Hvis du er udsendt af et vikarbureau, vil du som regel ikke været omfattet af et opsigelsesvarsel.

Læs mere om frigørelsesattest

Der gælder de samme regler for karantæne, som hvis du siger op fra et fuldtidsjob. Det betyder, at du som udgangspunkt får karantæne, hvis du siger dit job op uden en gyldig grund.

Dog er der undtagelser. Du kan sige op uden at få karantæne i 2 særlige situationer:

  • Du får ikke karantæne, hvis du siger op og fratræder ved udgangen af den måned, hvor din ret til supplerende dagpenge ophører.
  • Hvis du fortsætter dit deltidsarbejde, efter at du har fået supplerende dagpenge i 30 uger, kan du fortryde, at du blev i jobbet uden supplerende dagpenge. Du kan udnytte fortrydelsesretten i op til 26 uger fra udgangen af den måned, hvor din ret til supplerende dagpenge ophørte - og så fratræde uden at få karantæne.