Det skal du vide som nyvalgt arbejdsmiljø­repræsentant

Er du nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant, kan der være meget nyt at få styr på. Her får du et overblik over, hvilken uddannelse du skal tage, hvem der kan hjælpe dig og meget mere.
Arbejdsmiljø
Få hjælp, støtte, inspiration og viden af HK
Er du blevet valgt som arbejdsmiljørepræsentant? Stort tillykke med valget. Vi opfordrer dig til at give os besked om din nye rolle så hurtigt som muligt.

Som arbejdsmiljørepræsentant og medlem af HK kan du blandt andet få:

- en personlig kontaktperson, som altid er klar til at hjælpe og rådgive dig
- tilbud om at deltage i specialudviklede kurser og konferencer for arbejdsmiljørepræsentanter
- den nyeste viden om arbejdsmiljø

Ring til os på 7011 4545, og fortæl os, at du er blevet valgt som arbejdsmiljørepræsentant.
3-dages lovpligtig arbejdsmiljøuddannelse
Som nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant skal du gennemføre den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Uddannelsen skal være gennemført senest 3 måneder efter, du er tiltrådt arbejdsmiljøorganisationen.
Din arbejdsgiver skal sørge for, at du bliver tilmeldt uddannelsen.

Læs mere på Retsinformation.dk.
Brug din ret til uddannelse
Det første år, du er arbejdsmiljørepræsentant, har du – udover den 3-dages obligatoriske uddannelse – ret til 2 dages supplerende uddannelse. Herefter har du ret til 1,5 dags supplerende uddannelse hvert år. Din arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at du bliver tilbudt supplerende uddannelse og skal desuden betale for den.

Når du vælger uddannelse, kan du med fordel tage udgangspunkt i de problematikker, der er på din arbejdsplads eller den arbejdsmiljøindsats I – via den årlige arbejdsmiljødrøftelse – har fokus på. 

Vær opmærksom på, at du udover din ret til kurser som arbejdsmiljørepræsentant stadig har ret til at få samme mængde faglig efteruddannelse som dine kolleger. Din arbejdsgiver må altså ikke sige nej til et fagligt relevant kursus med henvisning til, at du allerede har været på kursus som arbejdsmiljørepræsentant.
Inviter din forgænger til et møde
Når du er blevet valgt, er det en god idé hurtigt at aftale et møde med din forgænger på posten, hvis det er muligt. Han eller hun kan give dig et overblik over de opgaver, du skal løse. Din forgænger kan også sætte dig ind i, om der er aktuelle sager, du skal følge op på.
Sæt dig ind i arbejdsmiljøorganisationen
En arbejdsmiljøorganisation (AMO) er en intern organisering af samarbejdet om arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Med i AMO er blandt andre arbejdsgiver (eller dennes repræsentant) og arbejdsmiljørepræsentanter. AMO skal afdække og løse eksisterende arbejdsmiljøproblemer og forebygge, at nye problemer opstår.

Som nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant skal du sætte dig ind i AMO på din arbejdsplads. Du kan blandt andet læse referater fra de seneste møder og undersøge hvem der er medlem samt om der er mere end én arbejdsmiljøgruppe.

Sæt dig også ind i, hvordan I samarbejder i AMO. I skal blandt andet blive enige om mødeform og mødetider, hvilke opgaver I skal løse og hvordan I løser opgaverne.
Du er ikke alene
Som arbejdsmiljørepræsentant er du ikke alene, men sammen med en arbejdsleder i det, som hedder en arbejdsmiljøgruppe, så der er beslutningskompetence til stede. I arbejdsmiljøgruppen samarbejder I om de daglige arbejdsmiljøopgaver.
Hvilke forventninger er der til din nye rolle?
Det er en god idé, hvis du finder ud af, hvilke forventninger andre har til dig som arbejdsmiljørepræsentant. Du kan spørge dine kolleger, arbejdsleder i arbejdsmiljøgruppen, tillidsrepræsentanten, de andre i arbejdsmiljøorganisationen, SU eller MED-udvalget og ledelsen. Du kan  SU, MED og andre forkortelser længere nede på siden.
Sørg for at få den fornødne tid
Som arbejdsmiljørepræsentant har du ret til at bruge den nødvendige tid på at gøre dit arbejde. Der er dog ikke faste regler for, hvor meget tid du skal afsætte, så du skal derfor aftale det med din leder. Der skal ikke kun være sat tid af til de løbende opgaver, men også opsøgende arbejde. Derudover er det vigtigt, at der er sat tid af til arbejdet i forbindelse med arbejdspladsvurderingen (APV) og den årlige arbejdsmiljødrøftelse. 
Hold din viden ajour
Der kommer hele tiden nye regler, vejledninger, værktøjer og lignende inden for dit felt. Og det er vigtigt, at du holder din viden ajour. Det kan du gøre ved at tilmelde dig de gratis nyhedsbreve, der findes om arbejdsmiljø. Du kan fx tilmelde dig nyhedsbreve fra:

- Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø (BFA), som HK er en del af. Der er forskellige BFA’er til forskellige brancher. På flere af BFA’ernes hjemmesider kan du tilmelde dig et nyhedsbrev – blandt andet på BFA Handels side og BFA Velfærd og Offentlig administrations side.

- Arbejdstilsynet

Du kan også undersøge, om der er kurser og konferencer, hvor det vil være relevant for dig at deltage. HK tilbyder både kurser og konferencer særligt for arbejdsmiljørepræsentanter.
Forkortelser og udtryk, du skal kende
Der er en del forkortelser og udtryk inden for arbejdsmiljøområdet. Her får du en oversigt over de mest brugte, så du er klædt på til at tale arbejdsmiljøsk:

- AMO = arbejdsmiljøorganisationen, som er en intern organisering af samarbejdet om arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Du er som arbejdsmiljørepræsentant en del af AMO.

- AMR = arbejdsmiljørepræsentant.

- AMU = arbejdsmiljøudvalget. Har arbejdspladsen 35 eller flere medarbejdere, skal der oprettes en AMO i 2 niveauer med arbejdsmiljøgrupper og arbejdsmiljøudvalg. AMU skal blandt andet rådgive arbejdsgiver om løsninger på arbejdsmiljøspørgsmål, og om hvordan arbejdsmiljø kan integreres i virksomhedens ledelse og daglige drift. Obs. Dette gælder ikke i kommuner og regioner, hvor samarbejdet er organiseret i såkaldte MED-udvalg – se mere herunder.

- APV = arbejdspladsvurdering. APV’en er en vurdering af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Formålet er at identificere eventuelle risici – og træffe foranstaltninger til at forebygge eller reducere dem.

- AT = Arbejdstilsynet, som er den lovgivende myndighed på arbejdsmiljøområdet.

- BFA = branchefællesskaber for arbejdsmiljø, som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK.

- SU = samarbejdsudvalg. På mange arbejdspladser har man et SU, og formålet er at skabe et velfungerende samarbejde mellem ledelse og ansatte.

- MED = MED-udvalg, som står for medindflydelse og medbestemmelse, er den kommunale/regionale version af SU og AMO, som her er lagt sammen.

- TR = Tillidsrepræsentant. Du kan læse mere om TR’s rolle og opgaver her.

Kurser for dig

Vidste du, at HK tilbyder relevante kurser til dig, der er tillidsvalgt?

Kilder:

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

BFA Kontor

BFA Velfærd og Offentlig administration

BFA Handel