Når du begynder på din elevuddannelse

Når du begynder på din elevuddannelse

Du har tre måneders prøvetid, og du skal have en uddannelsesaftale og -plan, som beskriver dine rettigheder og hvad, du skal lære i løbet af uddannelsen. 

Inden du begynder på arbejdspladsen, skal du og din kommende arbejdsgiver have lavet en uddannelsesaftale, som er en slags ansættelseskontrakt. Undervisningsministeriet har udarbejdet en standardblanket, som skal bruges.

Felterne i udddannelsesaftalen skal indeholde, og det er vigtigt, at den udfyldes korrekt:

  • Navn, adresse og cvr.nr. på din arbejdsgiver
  • Adressen på det sted, hvor du primært arbejder, hvis virksomheden har flere afdelinger.
  • Dit navn og adresse
  • Titlen på din uddannelse, fx kontorassistent eller butiksassistent
  • Dato for start og dato for afslutning på din uddannelsesaftale
  • Hvilken skole du er tilmeldt
  • Hvilket forløb uddannelsesaftalen dækker, fx hovedforløb, delaftale
  • Hvilken overenskomst, der er gældende inden for uddannelsesområdet
  • Det skal også fremgå, om virksomheden har tiltrådt en overenskomst
  • Hvad du får i løn (du skal som minimum have overenskomstens mindsteløn for elever. 
  • Din normale arbejdstid
  • Navne på virksomheder, hvis du har en kombinationsaftale, hvor du skal arbejde i flere virksomheder

Uddannelsesaftalen skal godkendes af den erhvervsskole, du bliver tilknyttet under dit uddannelsesforløb.

Det er vigtigt, at din uddannelsesaftale er underskrevet, før du starter på elevforløbet!

OBS! Er du under 18 år, skal dine forældre/værge underskrive uddannelsesaftalen.


De første tre måneder er prøvetid

Prøvetiden er den tid, hvor du og din arbejdsgiver ser hinanden an.

Her kan både du og din arbejdsgiver opsige uddannelsesaftalen uden varsel og uden at komme med en begrundelse.
OBS! Hvis du er på skole eller er syg mere end en måned inden for de tre måneder, forlænges prøvetiden tilsvarende.

Når din prøvetid er overstået, kan du som hovedregel ikke ophæves. Der er dog undtagelser.

Kontakt altid HK hurtigst muligt, hvis din arbejdsgiver vil ophæve din uddannelsesaftale.

Uddannelsesplan og skoleophold

I løbet af den første tid på arbejdspladsen skal du have en uddannelses/praktikplan

Uddannelsesplanen indeholder:
  • Navn på den uddannelsesansvarlige, som har det overordnede ansvar for din uddannelse
  • Navn på den oplæringsansvarlige. I virksomheder med flere afdelinger, vil der typisk være en oplæringsansvarlig for hver afdeling, du skal være i
  • En tidsplan for, hvor længe du skal være i hver funktion/afdeling
  • Uddannelsesmål

Praktiktiden veksler mellem skole og virksomhed. Når du er på skole, får din arbejdsgiver penge fra en central fond til at dække din løn og udgifter under skoleopholdet. Har du langt til skole, kan du måske få dækket dine transportudgifter.De præcise regler om transporttilskud står i din overenskomst, som du kan finde ved at logge ind på  MitHK.

Bliver du syg eller er fraværende på anden måde, fx graviditet, i din uddannelsestid, kan din uddannelsesaftale forlænges. Læs mere om sygdom og graviditet i elevtiden.