Gør en forskel - bliv arbejdsmiljø
repræsentant

Som arbejdsmiljørepræsentant er du med til at skabe trivsel og præge arbejdsmiljøet. Samtidig kan du udvikle dine kompetencer – både fagligt og personligt. Læs med her, hvis du overvejer at stille op.

Få hjælp & rådgivning af os

Overvejer du at blive at blive arbejdsmiljørepræsentant? Og har du spørgsmål til valget eller opgaverne, så kontakt os. Vi er altid klar til at hjælpe med både stort og småt. Også når du er blevet valgt.
Ring til os på 7011 4545.  

 

Hvorfor blive arbejdsmiljørepræsentant
Du skal selvfølgelig først og fremmest blive arbejdsmiljørepræsentant, fordi du vil være med til at gøre en forskel for dine kolleger. Du skal have lyst til at medvirke til at skabe rammerne for trivsel, arbejdsglæde, sundhed og gode fysiske forhold på arbejdspladsen. Hvervet styrker dine kompetencer inden for blandt andet forhandling, kommunikation og samarbejde, så du får rig mulighed for at  udvikle dig både fagligt og personligt.
Hvilke opgaver har en arbejdsmiljørepræsentant
Som arbejdsmiljørepræsentant er din opgave at varetage dine kollegers interesser. Du vil, som en del af arbejdsmiljøorganisationen, hvor du også vil være i en arbejdsmiljøgruppe, være med til at sikre et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø for dig og dine kolleger. Din opgave vil være at lytte og spørge ind til dine kollegers udfordringer og problemer i forhold til arbejdsmiljøet – og selvfølgelig støtte og hjælpe dem, så der bliver taget hånd om det.

Din arbejdsgiver har ansvaret for at overholde de krav, der er til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøorganisationens opgave er at medvirke til, at arbejdspladsen er et sikkert og sundt sted at være.

I arbejdsmiljøorganisationen skal du være med til at forbedre og udvikle arbejdsmiljøet og forebygge, at du og dine kollegaer kommer til skade eller bliver syge af at gå på arbejde. Du skal være med til at sætte mål og handling bag arbejdsmiljøet på din arbejdsplads. Du bliver derfor en vigtig samarbejdspartner for ledelsen i det daglige arbejde med arbejdsmiljøspørgsmål.

Som arbejdsmiljørepræsentant bliver dine opgaver sammen med arbejdsleder i arbejdsmiljøgruppen blandt andet at:

- deltage i planlægningen af alle arbejdspladsvurderingens elementer (APV)

- blive inddraget, når der sker større eller mindre forandringer på arbejdspladsen

- forebygge ulykker, arbejdsskader og sygefravær

- rådgive din arbejdsgiver om konkrete arbejdsmiljøproblemer

- sætte fokus på de kommende års arbejdsmiljøarbejde og kompetenceudvikling af arbejdsmiljøorganisationens medlemmer

- være et vigtig bindeled mellem kolleger og ledelse om, hvordan arbejdsmiljøforholdene fungerer i dagligdagen.
Du bliver klædt på til det
Nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter skal gennemføre den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse senest 3 måneder efter tiltrædelse i arbejdsmiljøorganisationen. Uddannelsen tager 3 dage. I løbet af det første år har du ret til 2 dages supplerende uddannelse, og herefter har du ret til 1½ dags supplerende uddannelse årligt. Din arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at du bliver tilbudt uddannelse og betale omkostningerne til uddannelse.
HK støtter dig hele vejen
Du skal give os besked, når du er blevet valgt til arbejdsmiljørepræsentant, så du med det samme kan drage nytte af vores tilbud. HK har specialudviklet kurser og konferencer for arbejdsmiljørepræsentanter. Vi holder dig opdateret med den nyeste arbejdsmiljøviden og giver mulighed for at danne netværk via kurser, konferencer, afdelingsaktiviteter med mere.

Hvis du har behov for råd og vejledning, kan du altid kontakte din faglige kontaktperson eller din lokale HK-afdeling. Det gælder konkrete arbejdsmiljøproblemer og spørgsmål om forebyggelse samt dit hverv som arbejdsmiljørepræsentant.
Du er beskyttet som arbejdsmiljørepræsentant
Du må som arbejdsmiljørepræsentant ikke stilles ringere på grund af de aktiviteter, der er forbundet med arbejdet som arbejdsmiljørepræsentant. Derfor er du beskyttet på samme måde som en tillidsrepræsentant. I den forbindelse er det vigtigt, at du giver din lokale HK-afdeling besked om, at du er blevet valgt som arbejdsmiljørepræsentant. Kontakt os på 7011 4545.
Hvornår skal der være en arbejdsmiljørepræsentant
Er der 10 eller flere ansatte på din arbejdsplads, siger loven, at der skal oprettes en arbejdsmiljøorganisation og vælges mindst én arbejdsmiljørepræsentant.

Kurser for dig

Vidste du, at HK tilbyder relevante kurser til dig, der er tillidsvalgt?