Når far/medmor er på barsel

Barselsreglerne giver en ligedeling af din og moderens ret til barselsdagpenge samt en ligelig øremærkning af jeres orlov.

Du har som far eller medmor mulighed for at tage orlov og være sammen med dit barn i de første uger og måneder, efter du er blevet forælder. Loven sikrer dig ikke løn under barsel, men HK kæmper for at forbedre barselsforholdene for fædre og medmødre, for deres skyld – og for børnenes skyld.

Det kan som far eller medmor være svært at skabe en tæt kontakt med det lille barn, der er afhængigt af mor, så snart sulten melder sig. Derfor er barselsreglerne, der blev indført i 2022, en vigtig forbedring af jeres rettigheder. Barselsloven giver dig som udgangspunkt ret til at holde fædreorlov og forældreorlov. Fædreorloven på to uger skal holdes i forbindelse med dit barns fødsel (inden for de første 10 uger) og handler for mange om at hjælpe den nybagte mor og finde ro som familie.

Ud over fædreorloven har du ret til fravær i 32 ugers forældreorlov. Lønvilkårene for både din fædreorlov og forældreorloven afhænger af din ansættelseskontrakt og evt. overenskomst. Du har dog altid ret til at modtage barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark under store dele af dit fravær. Barselsloven sikrer dig nemlig ret til barselsdagpenge under de 2 ugers fædreorlov samt i yderligere 22 ugers forældreorlov. Se mere om reglerne for forældreorlov. 

Får jeg løn under min barsel?

Er du dækket af en overenskomst, har du særlige rettigheder, når du går på barsel. Er du medlem af HK, kan du logge på Mit HK og se din overenskomst, hvis du har en. Den giver dig svar på, om der går penge ind på din pensionskonto, om du får løn, og om du optjener ferie, mens du er på barsel.
Løn under orlov kan også være aftalt som individuelt vilkår i din kontrakt.

Se barselsvilkårene i din overenskomst:
Log ind på Mit HK

Barselsregler for far/medmor

Når du skal på barsel, giver loven dig en række rettigheder. En overenskomst giver dig endnu flere. Uanset hvor du er er ansat, og om du er dækket af en overenskomst eller ej, sikrer barselsloven, at du får tid til at give dit barn en god start på tilværelsen. Er du ledig og på dagpenge, er du også omfattet af barselsloven.

 Fædreorlov Du har ret til orlov med barselsdagpenge i to uger, der skal holdes, inden jeres barn bliver 10 uger gammelt.
Som udgangspunkt skal de to uger holdes som en sammenhængende periode. Den sammenhængende periode skal enten være i forbindelse med barnets fødsel, eller fra barnet kommer hjem. Kan du og din arbejdsgiver blive enige, kan du dog dele din orlov op i flere kortere perioder.
Moren kan ikke overtage disse to ugers orlov. 
 Forældreorlov

Når du afslutter fædreorloven, har både du og moren ret til orlov i 32 uger hver. Barselsdagpengene er efter fødslen som udgangspunkt fordelt på den måde, at I har ret til 24 ugers barselsdagpenge hver. Af dine 24 uger, er 11 uger inkl. de 2 ugers fædreorlov øremærket til dig, og kun de resterende 13 uger kan overdrages til moderen.

I kan vælge at afholde forældreorloven sammen, på skift eller i forlængelse af hinanden. Som far eller medmor kan du sagtens starte din forældreorlov, mens barnets mor stadig er på de 10 ugers barselsorlov.
De 32 ugers fravær kan forlænges med 8 eller 14 uger. Når du vælger at forlænge orloven, kan du ikke vælge at udstrække perioden med dagpenge ved at få Udbetaling Danmark til at udbetale et mindre beløb i hele perioden. Du skal derfor selv sørge for at lægge penge til side til forlængelsen.
Far/medmor har mulighed for at udskyde 5 uger af forældreorloven til senere brug, der skal afholdes, inden barnet bliver 9 år. 

Vær opmærksom på, at man ikke både kan forlænge og udskyde sin orlov - du skal enten vælge det ene eller det andet. 

Din arbejdsgiver skal have besked

Senest 4 uger før du regner med at blive far/medmor, har du pligt til at fortælle din arbejdsgiver, hvornår du forventer at gå på fædreorlov.

Fremrykning af forældreorlov: Far/medmor skal senest 4 uger før forventet fødsel varsle fremrykning af forældreorlov til afholdelse indenfor de første 10 uger efter barnets fødsel.