Ergonomi og arbejdsstillinger - AMR

Et godt ergonomisk arbejdsmiljø mindsker risikoen for smerter og slid. Her får du overblik over, hvad du som arbejdsmiljørepræsentant skal være opmærksom på.
Kvinde tager sig til skulderen

Få hjælp & rådgivning af os

Du kan altid få hjælp af os til både stort og småt. Har du fx spørgsmål til regler og rettigheder, har du brug for at vende dine tanker eller få gode råd til, hvordan du skal håndtere en situation, så kontakt os.  
Tag fat i din personlige kontaktperson hos HK, eller ring til os på 7011 4545.  

 

Få generel information om ergonomi.

 

Fakta og værktøjer om ergonomi

Hvem har ansvaret?
Din arbejdsgiver har ansvaret for at sikre et godt ergonomisk arbejdsmiljø, så du og kollegerne hverken bliver belastede, nedslidte eller kommer til skade på jobbet. Arbejdsgiver skal sørge for at overholde lovkravene til alt fra computermus og arbejdsstole til sækkevogne og andre tekniske hjælpemidler, og han eller hun skal instruere jer i god arbejdsteknik. Arbejdsgiver skal også ved computerarbejde sørge for at sikre variation i arbejdet eller – hvis variation ikke er muligt – et passende antal pauser i løbet af arbejdsdagen.

Som arbejdsmiljørepræsentant skal du være med til at samarbejde om, at forholdene er i orden, og at regler og aftaler bliver fulgt i praksis.
Læs også: Dine opgaver som arbejdsmiljørepræsentant.

Du og dine kolleger skal også selv være opmærksomme på at variere jeres arbejdsstillinger i løbet af arbejdsdagen, hvis det er muligt. Sidder I fx foran en computer store dele af arbejdsdagen, kan I af og til kigge væk fra skærmen og fokusere på noget, der er langt væk, og I kan rejse jer op, når I taler i telefon. Variation er altså et nøgleord, når det gælder et godt ergonomisk arbejdsmiljø – uanset hvilken branche I arbejder i.
Forebyg smerter - få mere bevægelse i arbejdsdagen
Mange døjer med smerter i blandt andet ryg, skuldre, arme og hænder. Smerter kan have en stor indvirkning på medarbejdernes trivsel, kvalitet og produktivitet samt tilknytning til arbejde.

Bevægelse og fysisk aktivitet kan være med til at forebygge smerter, og bare få øvelser hver dag kan gøre en positiv forskel. Læs mere om smerter og forebyggelse på BFA Velfærd og offentlig administrations hjemmeside. 

Du kan som arbejdsmiljørepræsentant opfordre kollegerne til at lave enkle øvelser. Find masser af inspiration til, hvordan I får bevægelse ind i arbejdsdagen på "Fysisk aktivitet i arbejdstiden" på BFA Velfærd og offentlig administrations hjemmeside. 
Særligt til jer, der arbejder på kontor
Det er ikke i sig selv fysisk farligt at arbejde på kontor. Men fastlåste arbejdsstillinger, forkert udstyr og manglende variation kan give smerter i blandt andet nakke, skuldre, håndled og ryg.

Få overblik over regler til udstyr og inventar og gode råd til arbejdsstillinger her (artiklerne er målrettet alle og altså ikke kun dig, der er arbejdsmiljørepræsentant):
Arbejdsbord og kontorstol 
Computerskærmen, mus og tastatur 
Hjemmearbejdspladsen  

På kropogkontor.dk kan du læse endnu mere om indretning og ergonomi. Du kan blandt andet læse om andres erfaringer og prøve et digitalt indretningsværktøj. Bag kropogkontor.dk står Branchefællesskabet for arbejdsmiljø (BFA), som HK er en del af. Læs mere på BFA Velfærd og offentlig administrations hjemmeside.
Særligt til jer, der løfter, skubber og trækker
Din leder har ansvaret for, at du og dine kolleger er instrueret i den rigtige arbejdsteknik, så I belaster jeres krop mindst muligt. Din leder har også ansvar for, at I har de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for, at I kan udføre jeres arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt – og at I er oplært i at bruge dem korrekt.

På BFA Handels hjemmeside (brancheforening for arbejdsmiljø, som HK er en del af) kan du og din leder hente pjecen ”Pas på dig selv – når du løfter, skubber og trækker”.  Pjecen giver jer overblik over, hvordan I bruger kroppen rigtigt.

På BFA Handels hjemmeside finder du også overskuelige faktaark om løft og arbejdsstillinger. Her er henvisninger til centrale love og regler samt gode råd. Se faktaarkene på BFA Handels hjemmeside.
Særligt til jer, der arbejder i tandplejen
BFA Velfærd og Offentlig administration (brancheforening for arbejdsmiljø, som HK er en del af) har lavet en vejledning om ergonomi på arbejdspladser i tandplejen. I vejledningen er der konkrete løsningsforslag, der kan optimere de ergonomiske forhold på arbejdspladsen, og en beskrivelse af forhold, der er vigtige at tage hensyn til, når I indretter arbejdsrum.

Du finder vejledningen på BFA Velfærd og Offentlig administrations hjemmeside.
Særligt til jer, der arbejder på laboratorie
På laboratorier forekommer der meget ensidigt belastende arbejde (EBA), som kan give smerter og gener. Derfor er det vigtigt at organisere arbejdet hensigtsmæssigt og indrette gode arbejdspladser. BFA Industri (branchefællesskab for arbejdsmiljø, som HK er en del af) har lavet pjecen ”Vejledning om EBA på laboratorier”, hvor I blandt andet kan læse om gode arbejdsstillinger og -bevægelser.

Læs vejledningen på BFA Industris hjemmeside.
Brug APV'en til at få overblik over eventuelle problemer
I kan bruge APV’en til at kortlægge og opdage eventuelle problemer med dårligt ergonomisk arbejdsmiljø.
Den indsamlede viden skal vurderes og prioriteres, så ledelsen i fællesskab med dig/arbejdsmiljøorganisationen kan lave en handleplan for, hvordan I vil løse problemerne.

Læs mere om APV’en her. 

 

BFA

Læs mere om ergonomi

Vil du gerne vide mere om ergonomi og arbejdsstillinger? Læs anbefalingerne fra Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø (BFA).

BFA består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:
  

Kurser for dig

Vidste du, at HK tilbyder relevante kurser til dig, der er tillidsvalgt?

Kilder:

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Arbejdstilsynets vejledning om ergonomisk arbejdsmiljø

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

BFA Kontor

BFA Velfærd og Offentlig administration

BFA Handel