Arbejdsskader - AMR

Som arbejdsmiljørepræsentant er du med til at forebygge arbejdsskader og til at sikre, at der bliver taget hånd om dem, hvis de opstår.
AMR
AMR

Få hjælp & rådgivning af os

 
Du kan altid få hjælp af os til både stort og småt. Har du fx spørgsmål til regler og rettigheder, har du brug for at vende dine tanker eller få gode råd til, hvordan du skal håndtere en situation, så kontakt os. Tag fat i din personlige kontaktperson hos HK, eller ring til os på 7011 4545.

 

Få generel information om arbejdsskader.



Forebyg at der sker arbejdsskader 
Det kræver en målrettet indsats at forebygge arbejdsskader – både arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Her spiller du som arbejdsmiljørepræsentant, via arbejdet i arbejdsmiljøorganisationen, en vigtig rolle. Når I arbejder systematisk med arbejdsmiljøet i arbejdsmiljøorganisationen, kan I være med til at opdage og håndtere risici i arbejdet i tide.

Det kan I blandt andet gøre ved at:

  • gennemføre arbejdspladsvurderinger (APV) systematisk, som minimum hvert 3. år eller når der sker væsentlige ændringer i arbejdet med betydning for arbejdsmiljøet
  • løbende vurdere risici i arbejdsopgaver og organiseringen af arbejdet
  • sikre tydelig instruktion og oplæring
  • tilvejebringe egnede hjælpemidler og sikre en ergonomisk indretning af arbejdspladsen
  • understøtte en åben kultur, hvor medarbejdere trygt kan indberette ulykker og nærved-hændelser, så I kan lære af dem


Din rolle som AMR, hvis der sker en arbejdsulykke
Det er arbejdsgivers pligt at anmelde arbejdsulykker efter gældende regler. Som arbejdsmiljørepræsentant kan du hjælpe dine kolleger med at sikre, at det sker. Læs om anmeldelse af arbejdsskader.

Du kan i den forbindelse bidrage til, at den nødvendige dokumentation er på plads:

  • Udarbejd en god beskrivelse af skaden og de forhold der har betydning for skaden – gerne i punktform. Husk, at de personer, der skal læse den, ikke kender til dit arbejde og de forhold, der har betydning for skaden. Så beskriv det detaljeret og forklar fagudtryk
  • Du kan også indtale en beskrivelse på din telefon eller filme dig selv, mens du beskriver, hvad der er sket. Det fungerer fint som bevis
  • Tag billeder af det, der har relevans for arbejdsulykken fx af skaden, det fysiske rum, hvor skaden er sket, tekniske hjælpemidler mv.
  • Udarbejd tegninger eller grundplan over lokalet/arbejdspladsen
  • Indsaml navne og kontaktoplysninger på vidner og vedlæg eventuelle vidnebeskrivelser. Tidsnære beskrivelser er gode, så måske har du eller dine kolleger skrevet sammen på sms om, hvad der egentlig skete? De beskeder kan være guld værd

 

Din rolle som AMR i forbindelse med erhvervssygdom
Det er din kollegas praktiserende læge eller speciallæge, som har pligt til at anmelde erhvervssygdom. Læs om anmeldelse af arbejdsskader.

Som arbejdsmiljørepræsentant kan du derfor opfordre din kollega til at kontakte egen læge eller en speciallæge, hvis din kollega ved eller mistænker, at en sygdom eller skade skyldes arbejdet. Hvis kollegaen er medlem, kan du også henvise til den lokale HK-afdeling. Fagforeningen kan henvise til en arbejdsmedicinsk klinik, som kan vurdere, om der kan være tale om en erhvervssygdom. Hvis det er tilfældet, vil klinikken anmelde sagen som en arbejdsskade.

Som AMR kan du bringe risici for erhvervssygdomme op i arbejdsmiljøorganisationen, så der kan iværksættes forebyggende tiltag.


Arbejdsmiljøorganisationens opgaver, hvis der sker en arbejdsulykke
Når der sker en arbejdsulykke eller et tilløb til en ulykke, har arbejdsmiljøorganisationen en række opgaver i henhold til


Arbejdsmiljøgruppen skal:

  • deltage i undersøgelsen af arbejdsulykker, forgiftninger, sundhedsskader og tilløb til sådanne hændelser
  • medvirke til at finde løsninger og gennemføre tiltag, der kan forebygge gentagelse
  • orientere arbejdsgiveren eller dennes repræsentant om arbejdsulykker


Arbejdsmiljøudvalget
skal:

  • sikre, at årsagerne til arbejdsulykker, forgiftninger og sundhedsskader – samt tilløb til sådanne hændelser – bliver undersøgt
  • sikre, at der bliver iværksat tiltag, som kan forebygge gentagelser
  • én gang om året udarbejde en samlet oversigt over arbejdsskader i virksomheden

 

 Fakta om arbejdsskader

  • Arbejdsskader kan forebygges med en målrettet og vedholdende indsats. Det kræver, at forebyggelsen tænkes ind i det daglige arbejde og forankres i faste rammer og processer. En effektiv indsats bygger på samarbejde mellem ledelsen, arbejdsmiljøudvalg/MED-/SU-udvalg, arbejdsmiljøgrupper og medarbejdere, så ansvar og handling følges ad på hele arbejdspladsen
  • Som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) er du et vigtigt bindeled mellem kolleger og ledelse. Du har en central rolle i at bringe din viden om de daglige arbejdsforhold i spil og være med til at forebygge arbejdsulykker
  • Mange arbejdspladser har gode erfaringer med at inddrage andre ressourcepersoner i det forebyggende arbejde – fx tillidsrepræsentanten. Det kan bidrage med flere perspektiver og styrke forankringen af indsatsen, så forebyggelsen bliver et fælles anliggende i hele organisationen

 

 

 

Kurser for dig

Vidste du, at HK tilbyder relevante kurser til dig, der er tillidsvalgt?

Kilder:

Arbejdsskadesikringsloven

Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring - Anmeldelse af arbejdsskade

Virk.dk - Arbejdsulykke

Arbejdstilsynet - Arbejdsulykker og erhvervssygdomme


Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder