Krav i arbejdet

Krav er en naturlig del af arbejdslivet. De kan handle om, hvor meget vi skal nå, hvor hurtigt vi skal arbejde, og hvilke faglige, følelsesmæssige og mentale krav arbejdet stiller til os.

Få hjælp & rådgivning af os

Har I udfordringer med krav i arbejdet på din arbejdsplads, er vi klar til at lytte og vejlede dig.
Ring til os på 7011 4545.

 

Hvilke krav?

Arbejdspladser stiller krav til deres medarbejdere på forskellig vis. Det kan fx være krav til, hvor mange opgaver du skal nå, hvor hurtigt du skal arbejde, eller hvordan opgaverne skal løses.

Læs mere om krav i arbejdet


Krav er ikke nødvendigvis et problem
De kan være motiverende og være med til at skabe mening i arbejdet. Men hvis kravene bliver for høje i forhold til den tid, støtte og andre ressourcer, du har til rådighed, kan de blive en belastning. Det kan blandt andet føre til dårlig trivsel og stress.

Flere krav kan også optræde samtidig 
Du kan fx både have stor arbejdsmængde og tidspres og samtidig opleve uklare eller modstridende krav. Når flere krav optræder på samme tid, kan det øge risikoen for blandt andet mistrivsel og langvarigt sygefravær.

Krav og ressourcer
Om krav bliver en belastning, afhænger ofte af de ressourcer, du har til rådighed. Det kan fx være tid, kompetencer, indflydelse på arbejdet, støtte fra kolleger og ledelse eller mulighed for sparring.

Selv høje krav kan være til at håndtere, hvis du har de nødvendige ressourcer. Omvendt kan mindre krav blive belastende, hvis ressourcerne mangler.

Hvad siger reglerne?
Arbejdsgiveren har ansvar for, at arbejdet foregår på en måde, der er sikker og sund. Det gælder også det psykiske arbejdsmiljø. Derfor skal arbejdspladsen forebygge, at krav i arbejdet bliver en belastning for medarbejderne.
Typer af krav

Tre typer krav har særlig betydning for det psykiske arbejdsmiljø: 

Stor arbejdsmængde og tidspres opstår, når der er flere opgaver, end der er tid og ressourcer til at løse dem.

Uklare krav og modstridende krav opstår, når det er uklart, hvad der forventes af dig, eller når forskellige krav er svære at opfylde samtidig.

Høje følelsesmæssige krav kan opstå i arbejde med mennesker, hvor du skal håndtere andre menneskers følelser, problemer eller reaktioner.

 

Kilder:

Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø (Kapitel 3)

AT-vejledning om psykisk arbejdsmiljø (Kapitel 1)

NFA: NFAtrivsel - Krav i arbejdet

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter - blandt andre HK:

BFA Handel: Hvornår balancerer krav og ressourcer?


Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder