Sådan søger du uopfordret

1. Lav din liste over mulige virksomheder

  • Start med at lave en liste over de virksomheder, der umiddelbart interesserer dig. Beslut hvilket geografisk område, du vil søge inden for.
  • Næste skridt er at afdække, om der er en forbindelse mellem dem og din erfaring og uddannelse. Det gør du ved at bruge tid på den enkelte virksomheds hjemmeside. Lær deres arbejdsområder og produkter at kende.
  • Hent gerne inspiration i jobdatabaser. Her kan der være et arkiv over tidligere opslåede praktikstillinger hos virksomheder, der ikke har opslag lige nu.

2. Bring dine egne ideer til praktikken på banen

  • Når en virksomhed ikke har en opslået praktik, skal du selv tænke din stilling igennem.
  • Lav research om virksomheden, så du kan give et bud på: Hvad kunne dine opgaver være? Hvordan kan du bidrage til virksomheden? Hvilken læring kan du opnås hos netop dem?
  • Du må gerne have et par forskellige forslag til, hvordan din praktik kunne se ud. Det gør det mere realistisk, at du kan finde et match med virksomheden.

3. Ræk ud med en uopfordret ansøgning

  • Dit bud på, hvordan en praktik kunne se ud, samler du i en uopfordret ansøgning. Undersøg på virksomhedens hjemmeside, om du skal sende den til en HR-afdeling, eller om de har andre retningslinjer for at søge uopfordret.
  • Start med at give din ansøgning en overskrift, der peger på, hvorfor du passer til virksomheden.
  • Gør din motivation klar: Hvorfor søger du lige præcis hos dem?
  • Din og deres viden: Hvad kommer du med, og hvad kan virksomheden give dig? Sæt gerne de arbejdsområder, du finder interessante, i en punktopstilling.
  • Dig som kollega: Sæt et par ord på, hvordan du arbejder, også sammen med andre.
  • Afslutning: Nævn, at du følger op på din henvendelse (fx ugen efter), så I kan tale videre om et praktikforløb, der giver værdi for både virksomheden og dig.

 


Søren Elhom fra Karrieretelefonen

“Den uopfordrede praktikansøgning starter i dit engagement for virksomheden. Ud fra det kommer du med et forslag til en praktik. Hvad kan du bidrage med? Hvad kan du lære hos dem? Og hvordan bygger det videre på din uddannelse? Sammen skal I tale jer ind på, hvordan en praktik kan se ud,” siger Søren fra HK’s Karrieretelefon.