Dagpenge

Du er under uddannelse

Vil du sikre din økonomi efter uddannelsen? Allerede mens du studerer, kan det være en fordel at tænke på tiden bagefter. Brug vores tjekliste, så du sikrer din ret til dagpenge, når du er færdig. Det er gratis at være medlem, når du er under uddannelse.

Sådan får du ret til dagpenge efter din uddannelse

Tjek, om din uddannelse giver ret til dagpenge

Du skal bl.a. have færdiggjort en erhvervs- eller videregående uddannelse på mindst 18 måneders varighed og opfylde et sprogkrav. Læs mere på borger.dk under 'Hvem kan få arbejdsløshedspenge'.

Tjek din uddannelse

Meld dig ind i a-kassen

Meld dig ind mens du er under uddannelse - gerne mindst 1 år før, du bliver færdig. På den måde kan du få dagpenge, så snart du er færdiguddannet. Når vi har modtaget din indmeldelse, får du et brev på Mit HK, som du skal læse.

Meld dig ind nu

Oplys hvis datoen ændrer sig

Når du melder dig ind i a-kassen som studerende, skal du oplyse, hvornår du forventer at afslutte din uddannelse. Det er vigtigt, at du giver os besked, hvis datoen ændrer sig.

Når du nærmer dig afslutningen af din uddannelse, sender vi en påmindelse om, at du skal udfylde blanketten 'Uddannelse afsluttet' senest 14 dage efter den planlagte afslutningsdato.

Påmindelsen tager udgangspunkt i den dato, du har oplyst. Derfor skal du kontakte os hvis datoen ændrer sig. Ved du allerede nu at dine uddannelsesplaner ændrer sig?
Kontakt os.

Det får du som nyuddannet

Du får ret til 1 års dagpenge svarende til 1.924 timer. Timerne skal bruges inden for en periode på 2 år. Dagpengesatserne som nyuddannet varierer alt efter din situation - f.eks. om du er over eller under 30 år, og om du er forsørger.
Se dagpengesatser.

Du kan i nogle tilfælde have ret til at få dagpenge som lønmodtager i stedet for som nyuddannet. Det kræver typisk, at du har haft elevløn eller har arbejdet meget ved siden af dit studie. Kravene kaldes sammenlægningsreglerne.
Læs om reglerne i FAQ'en.

Gratis medlemskab for studerende

Det er gratis at være medlem hos os, når du er under uddannelse og opfylder en række betingelser. Meld dig ind allerede i dag, så kan du fokusere på din uddannelse i stedet for at bekymre dig om din økonomi. Vælg 'Under uddannelse' på indmeldelsessiden: Meld dig ind nu.

Har du mere end 1 år tilbage af din uddannelse?
Har du været medlem af a-kassen i mindst 1 år, og givet os besked om afslutningen af din uddannelse senest 14 dage efter afslutningen, har du mulighed for at søge om dagpenge allerede fra din første dag som ledig.

Har du mindre end 1 år tilbage af din uddannelse?
Har du ikke været medlem af a-kassen under din uddannelse, er det meget vigtigt, at du melder dig ind som nyuddannet senest 14 dage efter, at du har afsluttet din uddannelse - så får du stadig ret til dagpenge på baggrund af din uddannelse. Vær opmærksom på, at når du har været medlem i mindre end 1 år, kan du ikke få dagpenge i den første måned, du er ledig. Det kaldes en karensperiode og gælder alle a-kasser.

Overskrider du indmeldelsesfristen på de 14 dage, skal du opfylde de helt almindelige betingelser for medlemskab og dagpenge. Det betyder blandt andet, at du skal have været medlem af a-kassen i mindst 1 år, før du kan få dagpenge. Læs betingelserne.


Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder