Jeg er både overrasket og trist over, at problemet er stigende, på trods af de mange kampagner, der har fokus på at ændre den dårlige tone i samfundet. Lokalt i Region Midtjylland har 74 % af butikspersonalet oplevet grimme kommentarer fra kunder. Tallene stammer fra en undersøgelse, som analysefirmaet Wilke har lavet for HK Handel.
Min bekymring vokser, når jeg ser, at særligt unge under 30 år er udsatte. Hele 90 % af de unge mellem 15 og 29 år oplever krænkelser på arbejdet. Det er skræmmende, og det er helt uacceptabelt.
Når vi samtidig ser, at helt nye regler fra 1. januar i år betyder, at vi nu sætter børn helt ned til 13 år bag kassen, giver det ingen mening. Vi placerer de unge i en situation, hvor vi ikke kan garantere et sundt psykisk arbejdsmiljø.
Jeg vil derfor sende en klar opfordring til, at alle ledere bliver klædt ordentligt på til at håndtere et arbejdsmiljø præget af dårlig kundeadfærd, så de er rustet til at hjælpe deres medarbejdere.
Vi bliver nødt til at sikre, at unge ikke får så ubehagelige oplevelser med, så tidligt i deres arbejdsliv – og vi skal sikre, at nogen griber dem, hvis de gør.
Uanset alder, så skal vi have gjort op med den dårlige kultur og adfærd rettet mod handelsansatte.
I sidste ende er vi alle kunder, og vi har derfor alle et ansvar for at sige fra. Det er mit håb, at også kunder vil hjælpe de ansatte med at kræve den gode tone. Vi bør reagere, når vi oplever andre kunder opføre sig uhensigtsmæssigt, krænkende eller truende, ved at sige fra overfor ubehagelig kundeadfærd. Det er mit håb, at vi sammen kan vende den negative udvikling, så ansatte kan udføre deres arbejde med den respekt og tryghed, de fortjener.