marianne aaris andersen

 

Tal fra Danmarks Statistik taler sit tydelige sprog; antallet af anmeldte butikstyverier steget med 74 procent fra 2021 til 2025. 


Bag statistikken står tusindvis af ansatte i butikkerne med arbejdsopgaver, som er utrygge og uforudsigelige. For hvem kan gå trygt på arbejde, når 13 procent af butikspersonale oplever trusler om vold, når de konfronterer tyven, og 10 procent har oplevet decideret vold?*  

Vi bliver nødt til at passe bedre på vores ansatte i handelsbranchen, så de kan gå trygt på arbejde. Vi må ikke kigge den anden vej - så hvad kan vi gøre?

Vi har brug for konkrete løsninger og tyvene skal mærke en tydeligere konsekvens af deres handlinger.

Derfor kommer vi i HK Handel sammen med Dansk Erhverv med forslag til konkrete initiativer, der skal skabe tryggere rammer for handelsansatte. Vi foreslår helt konkret tydeligere og hårdere konsekvenser. 

Det kan ske ved at give Politiet mulighed for at udstede et opholdsforbud. Det vil helt konkret sætte en stopper for butikstyve, som igen og igen helt ubekymret stjæler fra butikkerne og gentagne gange opfører sig ubehageligt og truende.

Når grænserne alligevel overskrides, så må vi sikre, at vi kan straffe voldelige butikstyve langt hårdere end i dag. Butiksansatte er en udsat faggruppe, og de fortjener samme beskyttelse, som f.eks. taxachauffører, der også udfører et arbejde under helt specifikke vilkår, og hvor konfrontationer med kunder er en del af jobbet. 

Sidst men ikke mindst, så viser den bekymrende statistik, at der er et stort behov for en målrettet forebyggende indsats blandt børn og unge, så vi i en helt tidlig indsats får vist vores børn og unge, at butikstyveri er helt uacceptabelt. 

Butikkerne er i høj grad med til at holde lokalsamfundene kørende, så personalet fortjener, at vi som samfund sikrer, at de kan gå på arbejde uden frygt.

Sådan ser virkeligheden ikke ud i dag, så jeg kan kun appellere til, at opgaven bliver prioriteret politisk hurtigst muligt.

For trygheden i butikkerne kommer ikke af sig selv. 


* Analyseinstituttet Wilke