Processen op til overenskomstforhandlingerne er derfor startet op. For eksempel med postkort-kampagnen til indsamling af medlemmernes krav, som vi har haft succes med flere gange. Den blev sat i gang ved Overenskomstgruppernes landsmøde d. 6.-7. april 2024, og den kører frem til 4. juni.

Så du kan altså sagtens nå det endnu.

 

Hvad er dine krav til OK25?

Hvad betyder mest for dig? Er det mere i lønposen, højere fritvalgstillæg, frihed, tryghed, pension eller noget helt andet? Hvis ikke vi ved, hvad der er vigtigst for dig, ved vi heller ikke, hvad vi skal kæmpe for. Vi kan rådgive dig omkring mange aspekter af dit arbejdsliv, men i sidste ende er det dig, der er ekspert i dit eget arbejdsliv, og det er dig, der ved, hvad du har brug for, så arbejdsliv og privatliv hænger sammen.

 

14.000 udsagn med ønsker og krav

Ved overenskomstforhandlingerne i 2023 fik vi næsten 14.000 udsagn med ønsker og krav fra jer medlemmer. De blev kogt ned til 3 hovedkrav, som blev omdrejningspunktet for HK Privat’s tilgang til forhandlingerne.

Hovedkravene var:

  • Forhandlingsresultatet skal være noget, medlemmerne kan aflæse på deres lønsedler (højere indbetaling til frivalgskonto og pension). Medlemmerne ønsker at sikre sig en fair andel af de seneste års gode indtjening og stigning af produktiviteten.
  • Medlemmerne ønsker større indflydelse og frihed til at tilrettelægge arbejdstiden, som kan tilpasses til den enkelte, især skal der fokus på de medlemmer der arbejder på skæve arbejdstider, hvor nedsat arbejdstid, og ekstra betaling, skal have fokus.
  • HK Privat kæmper fortsat mod 50%-reglen, som skal afvikles og afskaffes. En modificering af dækningsområdet, så medlemmerne ikke udskrives af overenskomsten ved forfremmelse og efteruddannelse.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Vi håber, at vi denne gang får lige så mange krav og ønsker ind som ved OK23. Derfor vil vi rigtigt gerne høre fra dig. Enten via et postkort eller via hjemmesiden på dette link: https://www.hk.dk/omhk/sektor/hk-privat/ok2025

Jo flere ønsker og krav, vi får, jo nemmere er det at blive hørt, når forhandlingerne går i gang i starten af 2025.

 

Bliver kravene ved OK25 de samme som ved OK23?

Tjaa, det er jo et godt spørgsmål. Det er dig og dine indsendte ønsker og krav, der gør sig gældende her. Ét krav er dog sikkert, og det er vores fortsatte kamp for fjernelse af 50%-reglen.

50%-reglen siger, at ansatte under HK/Privats område kun har ret til overenskomst, hvis mindst halvdelen også er medlem af HK. Det betyder, at en enkelt medarbejder kan afgøre, hvorvidt en arbejdsplads får en overenskomst eller ej.

Nogle virksomheder bruger 50%-reglen til at smyge sig uden om overenskomster og er derfor med til at skabe et arbejdsmarked med forskelsbehandling og ulige konkurrence.

Vi har kæmpet kampen for fjernelse af reglen ved mange overenskomstforhandlinger, og alligevel er det endnu ikke lykkes at komme af med den. Vi fortsætter derfor kampen og kommer igen til at stille kravet om fjernelsen af denne forældede og diskriminerende regel, når der skal forhandles om OK25.

Vi glæder os til at høre om dine krav til OK25 og til, at du sætter dit fingeraftryk på forhandlingerne!