
1. Forhandl løn ved at vise, hvad du laver året rundt
Vær klar over, at lønforhandling ikke foregår på det ene lille møde en gang om året. Det foregår året rundt. Hvis dine begrundelser for, hvorfor du skal have en lønstigning, kommer som noget nyt for din chef under selve lønsamtalen, så har du et problem. Det er alles lille kreative opgave at finde ud af, hvordan man løbende gør sin chef opmærksom på, hvad man laver. Det findes der ikke en gylden løsning på.
2. Brug din kolleger
Har du en kollega, som du ved har en høj løn eller ofte får lønstigninger, så spørg vedkommende, hvordan hun eller han griber det an. Snak generelt løn med dine kolleger. Det er mærkeligt tabubelagt, så start med dem, du kender bedst. Spørg hvad de tjener, og hvad de havde tænkt sig at gøre ved lønforhandlingerne. Det gavner ikke jer som medarbejdergruppe, at I ikke kender hinandens lønninger og lønkrav.
3. Start ambitiøst
Lav en forhandling med dig selv. Det er faktisk lettere sagt end gjort. Men stil dig selv det spørgsmål; hvilken lønstigning vil gøre dig rigtig glad? Ikke bare tilfreds, men rigtig glad. Det skal være dit ambitiøse bud, ikke bare dit realistiske bud. Du skal have et spillerum at forhandle ud fra, så start højere, end du regner med, at chefen vil sige ja til. Hvis du starter med et ambitiøst bud signalerer du samtidig, at du tror på dig selv, og at du anser dig selv som en vigtig arbejdskraft. Det er egenskaber, arbejdsgivere sætter pris på. Sørg også for at have forberedt dig på, hvad der er din smertegrænse. Hvis du får nej til dit udspil, betyder det, at du har plantet en spire til næste lønforhandlinger – at de kender dine ambitioner.
HK’s løntjek, som er baseret på mere end 25.000 indberetninger fra HK/Privat’s medlemmer er et helt afgørende værktøj til din forberedelse til lønsamtalen.
4. Send dine ønsker på forhånd
Der er ingen grund til, at din chef skal blive overrasket over dine ønsker til lønstigning. Derfor kan det være en god idé, at du skriver specifikt, hvad du ønsker i lønstigning på en mail på forhånd, så kan chefen også nå at forberede sig og budgettere med eventuelle lønstigninger.
5. Skru ned for argumenterne
I og med, at du gerne i løbet af året skulle have vist, hvorfor du har fortjent en lønstigning, så har din chef ikke brug for 20 forskellige argumenter. Argumenter tilhører en diskussion, ikke en forhandling, så jeg har det sådan, at du skal skrue gevaldigt ned for argumenter. Det er generelt sådan, at hvis folk savner argumenter, så skal de nok bede om dem. Så hav måske et eller to superskarpe argumenter klar, hvis du skulle blive spurgt.
6. Spørg, hvad der skal til for at få din lønstigning
Siger din chef nej til din ønskede lønstigning, så sørg altid for at spørge, hvad der skal til, for at du kan få lønstigningen. Hvilke opgaver skal du påtage dig og så videre? Hvis chefen ikke kan svare på det, kan du også selv vise kreativitet og handlekraft og komme med dine egne forslag og ideér til, hvad du kan gøre i fremtiden til gengæld for en lønstigning.
7. Udvid pakken
Et ambitiøst krav kan også indeholde andre ting, som er vigtige for dig, end løn. Tænk på dine karrieremuligheder og arbejdsvilkår og bed om den store pakke med flere elementer end løn. Gode ideer og kreative løsninger gør det nemmere at finde frem til en aftale.

Forhandlingsekspert Malene Rix.