Sidder du godt? Kunne du sidde endnu bedre? Det kan være svært at vælge den helt rigtige kontorstol. 

Konsulent i ergonomi, Mette Krebs, der er indehaver af Work in Balance og har 17 års erfaring med at kigge kontorstole og kontorer efter i stolesømmene, gennemgår her fordele og ulemper ved forskellige typer af kontorstole. 

Men husk også så ofte som muligt at stå op, skulle vi hilse og sige fra Mette Krebs. Også selv om du har den rigtige kontorstol. 

 

Kontorstole

Kontorstole set fra venstre: Ergonomisk stol uden ryglæn, Ergonomisk stol med sadelsæde, den klassiske kontorstol. Illustration Sine Jensen.

 

Ergonomisk stol uden ryglæn
Den fungerer bare. Men det er klart, at man skal vænne sig til at sidde uden ryglæn, hvis man altid har gjort det. Efter min mening det bedste bud på en god stol, sammen med den anden ergonomiske med ryglæn.

Plus: En let stol at flytte med. Understøtter, at bækken og rygrad placeres rigtigt. Man kommer til at sidde mere oprejst på den her type stol. Den findes også i en version, hvor den kan vippe i alle retninger i sædet, så man hele tiden er i bevægelse, hvilket for mange kan være en aktiv fordel.

Minus: Det kan, for nogen, være hårdt at sidde en hel dag uden ryglæn. Så man kan eventuelt veksle mellem denne og en mere konventionel stol.

 

Ergonomisk stol med sadelsæde
Jeg er egentlig umiddelbart ret begejstret for stolen, der er blevet en populær stol de senere år. Den kan være glimrende at sidde på. hvis man vel og mærke ikke er for lille til den. Som mange kvinder er.

Plus: Variationsmulighederne. Du kan vende dig om og sidde omvendt på den, med ryglænet foran dig. Du kan også sidde på siden af den.

Minus: Er man for lille til den ret brede sadel, får man udadroterede hofter og dermed et alt for stort vrid i hofteleddet.

 

Den klassiske kontorstol

Det her er den stol, som minder mest om den, der stod på teenageværelset i 1980’erne! Jeg møder den ikke så ofte mere, men når jeg gør det, er det ofte i en tung og klodset udgave.

Plus: Måske kan både sæde og ryglæn tippes, så man ikke kommer til at sidde så fastlåst med lårene i vandret position - og ryggen kan støttes.

Minus: Stolen er ofte alt for stor og tung til den, der sidder på den. Den låser ben og lår, så blodtilførslen hindres. Tunge stole er tunge at flytte på, ikke mindst hvis de har dårlige hjul. Man bruger for mange kræfter på at bevæge sig selv og stolen, hvis den er for tung.

 

Kontorstole

Stolene set fra venstre: Sadelstol, direktørstol, kontorstol med høj ryg. Illustration: Sine Jensen.

 

Sadelstolen
Et kontor er ikke en stald - men der står alt for mange døde ponyer rundt omkring på kontorerne. Alt for mange inviterer, i bedste mening, ”heste” ind til skrivebordet, men de brede sadler på stolene gør det næsten umuligt for mange at få en god arbejdsstilling.

Plus: Er man en stor, bred mand kan stolen i nogle tilfælde være ok. Men ellers egner den sig bedst som stå/støttestol, hvis man står op ved sit hæve/sænkebord og ”hænger” på sadlen.

Minus: Når sædet er for bredt, får det brugeren til at sprede benene på en unaturlig måde. Mange får gener af at sidde med så udadroterede hofter, og det går ikke bare ud over hofterne, men også bækken, knæ, lænd og nakke.

 

Direktørstolen
Stolen signalerer: Jeg har magt, så jeg har et højere ryglæn end jer andre! Det er ikke en stol, man ser så ofte i dag, og den giver slet ikke mening, hvis man skal sidde ved et skrivebord. 

Plus: Her kan en lændepølle hjælpe, og hvis støtten kan placeres, så den rent faktisk støtter i lænden, og du ikke er for lille, kan stolen bruges.

Minus: Det giver ikke mening at sætte armlæn på en stol, der skal kunne bruges ved et skrivebord og derfor trækkes tæt på det. Ofte er krydset nednunder også stort og tungt at flytte med. 

 

Kontorstol med højt ryglæn
En anden klassisk kontorstol, hvor ideen er, at man skal have støtte i ryggen. Problemet er, at der for mange er meget langt ind til ryglænet her. Man kommer til at sidde og dingle med fødderne, der ikke kan nå jorden. Eller man sætter dem på det store tunge kryds nedenunder. 

Plus: Kan man indstille ryglænet, så det støtter det rigtige sted i ryggen, kan den fungere ok. Ryglænet skal sidde i taljen, ikke for langt nede. Mange får indstillet ryglænet til at støtte nede omkring korsbenet. Det skal længere op, hvis man absolut skal læne sig op ad noget. 

Minus: Stor og tung at flytte på. Mange kontorstole har i øvrigt dårlige hjul, som kører skidt. Vi ville aldrig finde os i at handle i ti minutter med en indkøbsvogn, hvor hjulene ikke kører godt, så hvorfor finder vi os i en stol, som kører dårligt? Hvis man skal nå ind til ryglænet, får man ofte låst lår og blodtilførsel. En mulighed er at lægge en lændepølle i stolen (som kan bindes rundt om), så man får støtte der. 

 

Lovkrav til din arbejdsstol

Stolen skal være stabil og sikre dig bevægelsesfrihed og en hensigtsmæssig arbejdsstilling. 
Både stolesædet og stoleryg skal kunne indstilles i højden. 
Stoleryggen skal kunne skråtstilles.

En god stol giver mulighed for at variere sædehældning og sædedybde, og sæde og ryglæn skal kunne justeres hver for sig.